Sygeplejeskolen

En næsten uanseelig lille detalje i 'Sygeplejeskolen' rummer en overraskende historie

Set med nutidens briller var mange opgaver og omgangsformer både ineffektive og besværlige i 1950'ernes hospitalsvæsen.

Scenen skal forestille et dansk sygehus i 1950'erne.

Foran et lille bord står sygeplejeeleverne Anna Rosenfeld (Molly Egelind) og Bjørn Toft (Jesper Groth) og taler sammen, mens de passer deres arbejde.

Deres fingre bevæger sig rytmisk frem og tilbage. Parret er ved at producere hjemmelavede vatpinde, vatrondeller og lignende, der skal bruges i sygeplejen.

En ny sæson af 'Sygeplejeskolen' har søndag premiere på TV 2 PLAY og TV 2 CHARLIE, og scenen med vatpindene fortæller meget mere om tingenes tilstand i 1950'erne, end det man umiddelbart kan se.

For det var ikke usædvanligt dengang, at sygeplejersker fik en lang række arbejdsopgaver, som man aldrig kunne drømme om at give dem i dag.

Med nutidens briller var opgaverne himmelråbende ineffektive og besværlige.

Det forklarer museumsleder for Dansk Sygeplejehistorisk Museum i Kolding Trine Gjesing Antvor, der har hjulpet TV 2 med at finde denne artikels eksempler frem fra arkivet.

Er du klar på at blive lidt klogere på det danske sygehusvæsen i gamle dage? Lad os kaste os ud i det første eksempel.

Genbrugte kanyler

I 1950'erne fandtes der ikke alle de former for engangsprodukter, som der gør i dag, og derfor var der rigtig meget udstyr i sygeplejen, der blev genbrugt, fortæller Trine Gjesing Antvor.

Eksempelvis havde man ikke engangskanyler dengang. Kanyler blev derfor renset i en autoklave, der steriliserer udstyr, og genbrugt, så det var fuldstændigt sundhedsforsvarligt.

Men kanylerne blev sløve, og da det er de færreste patienter, der bryder sig om at blive stukket med en sløv kanyle, sad sygeplejerskerne og sleb kanylerne skarpe.

Gummihandsker pustede sygeplejerskerne op, for at se om der var huller i dem, og lappede dem, så de kunne genbruges.

Vatpinde og vatrondeller blev imidlertid ikke genbrugt, men sygeplejerskerne havde til opgave selv at fremstille dem på afdelingerne, hvilket var ret tidskrævende.

Forbindinger er noget, man i dag smider ud, efter at de er blevet brugt på patienterne, men i 1950'erne kunne de sagtens genbruges.

Forbindingerne fik en grundig kogevask, og så rullede sygeplejerskerne dem sammen, så de var klar til at blive brugt igen.

- Det var alt sammen forsvarligt. Alle bakterier blev dræbt, men det har været tidskrævende og et kæmpe arbejde, siger Trine Gjesing Antvor.

I nutidens Danmark er man i bæredygtighedens navn nu begyndt at se på, hvor det igen kan betale sig at genbruge ting i sygehusvæsnet.

Rensede nøglehuller

Sygeplejeelever var billig arbejdskraft i den tid, hvor 'Sygeplejeskolen' foregår. Blandt andet derfor blev de altså sat til at udføre rigtigt mange rengøringsopgaver.

Det var faktisk en del af deres uddannelse, at de skulle være i et privat hjem i et år, så de kunne lære at lave mad og gøre rent.

Derfor så man dem knokle på hospitalerne med at vaske gulve, polere messing og bronze, tømme patienternes askebægre på stuerne og rense nøglehuller.

Men det var ikke kun hospitalets udstyr, de skulle sørge for at holde pinligt rent. Sygeplejeuniformen stod de også selv for at vaske.

Generelt var der en meget stringent uniformsetikette dengang, og da sygeplejeeleverne kun fik udleveret en enkelt uniform og to forklæder, kan man forestille sig, at der tit blev vasket.

Trine Gjesing Antvor fortæller, at man dog kunne spare lidt på denne arbejdsopgave ved at vende forklædet, hvis det var blevet lidt beskidt, ligesom uniformen også sagtens kunne bruges flere gange uden at blive vasket.

Og så var der kappen, som alle sygeplejersker bar på hovedet helt frem til 1970'erne.

Den havde ikke nogen anden funktion end at være en del af den pæne fremtoning, man forventede, at sygeplejerskerne havde.

Kappen skulle ikke kun vaskes, men også stives af i en blanding af vand og kartoffelmel, så den sad helt perfekt.

Kom man for lidt kartoffelmel i blandingen, blev kappen blød og faldt sammen. Kom man for meget kartoffelmel i blandingen, blev kappen så stiv, at den kunne knække.

- Jeg ved af personlig erfaring, at det er rigtig svært at nå frem til den rigtige blanding, siger Trine Gjesing Antvor.

Kappen var et levn fra dengang, sygeplejen udsprang af religiøse ordner, hvor nonner og diakonisser gik tildækket. Opfattelsen af en pæn pige var, at hun ikke gik med hovedet bart.

Dagens show

Forestil dig, at der kommer en overlæge gående ned ad hospitalsgangen. Bag sig har han et større følge af mennesker, der er inddelt hierarkisk efter deres jobfunktions anseelse.

Klokken er 10.00 om formiddagen, og det er blevet tid til stuegang.

Forrest går overlægen, dernæst oversygeplejersken, de yngre læger og de lægestuderende, sygeplejesker og sygeplejeelever.

Det må have været lidt af et skue at iagttage, hvordan sådan en stuegang er foregået, og Trine Gjesing Antvor forklarer, hvordan den også var ret ineffektiv.

Der var simpelthen alt for mange hænder, der gik med rundt, for der var slet ikke opgaver nok til alle.

Det resulterede i, at en sygeplejeelevs opgave på en stuegang kunne bestå i at åbne og lukke døre for de andre i følget eller at bære et håndklæde pænt foldet over armen, som overlægen kunne tørre hænder i, når han havde tilset en patient.

Det kan nærmest virke lidt komisk og stift den dag i dag, men i 1950'erne var stuegang en alvorlig sag. Det var her, personalet kunne diskutere og beslutte, hvad der skulle ske med en patient.

Det foregik som regel hen over hovedet på patienten, der ikke blev inddraget i samtalen.

- Dengang måtte patienterne finde sig i det, der blev sagt, for det var autoriteternes tid, siger Trine Gjesing Antvor.

I dag arbejder sygeplejepersonalet med det, man kalder for individuel pleje. Her fokuserer man på, hvad patienten har brug for her og nu. Stuegangen med det store følge er derfor også afskaffet.

- I dag ser man en læge, når det er nødvendigt, siger Trine Gjesing Antvor.

Varmekassens vidunder

Antibiotika var blevet en del af plejen til patienter i 1950'erne, men man sparede på det, når det kunne lade sig gøre, da det både var dyrt, og mængderne, man havde, var små.

Trine Gjesing Antvor fortæller, at man i stedet kunne ordinere varmekasser, varme omslag og sæbebade til at slå infektionerne ned med, inden man forsøgte sig med antibiotika.

En varmekasse var, som man kan se på billedet, en buet kasse, hvor der var lys indeni, der varmede kassen op.

Den udviklede en god varme, og den blev blandt andet brugt til behandling af underlivsbetændelse hos kvinder.

- Det virkede faktisk, men det var enormt ineffektivt, og patienterne var indlagt i meget længere tid, når man brugte denne behandlingsmetode, forklarer Trine Gjesing Antvor.

Man kunne således som kvinde være indlagt i en hel måned med underlivsbetændelse. I dag tager man en penicillinkur, og man bliver slet ikke indlagt med underlivsbetændelse, medmindre det er virkeligt slemt.

Når man så alligevel skulle ligge der under varmekassen, kunne man lige så godt fordrive tiden med at ryge sig en cigaret.

For i 1950'erne måtte man ryge på de danske hospitaler stort set overalt. Patienterne røg i sengene, lægerne røg under stuegang og sågar sundhedsplejersker røg, når de var på hjemmebesøg.

Du kan se 'Sygeplejeskolen' søndag på PLAY og TV 2 CHARLIE klokken 20.00.