Stormester

Simon Talbot voksede op i to vidt forskellige verdener: - Jeg gik konstant fra ekstrem orden til ekstremt kaos

Når Simon Talbot går på scenen og laver sin standuprutine, så er det mest hans eget liv, det handler om. For det har han godt af.

Aben: Åhr, skal vi ikke være venner igen?

Slangen: Jeg ved ikke rigtigt!

Aben: Så lover jeg ikke at drille dig med, hvordan du ser ud.

Slangen: O.k., da!

Aben: Fint, så lad os give hinanden hånden…

Vitsen havde han selv fundet på. Den 11-årige Simon Talbot stod på værelset i Skanderborg og puttede den håndskrevne vittighed ned i en kuvert, der skulle sendes ind til ugens vits-konkurrencen i Anders And-bladet.

Den unge dreng var ivrig læser af tegneserien om den hidsige and, og han elskede især den side i bladet, der var fyldt med vittigheder.

Og så elskede han også, at han rent faktisk måtte læse Anders And-bladet.

Det var nemlig ikke givet. For Simon Talbot, der er en af hovedpersonerne i den nye sæson af 'Stormester', har ikke haft det, man kan kalde for en standard dansk barndom.

To verdener, én dreng

Han er vokset op i et heftigt spændingsfelt mellem regelret religion på den ene side og en løs og grænseoverskridende opdragelse på den anden.

Som barn måtte han zigzagge mellem uddeling af 'Vagttårnet' med sin mor og bodegaer med sin irske gadedreng af en far.

Og selvom Simon Talbot altid har haft humoren med, var det ikke altid sjov og ballade.

Som barn brugte Simon Talbot sine lørdage på at stemme dørklokker sammen med sin mor og de andre medlemmer af Jehovas Vidner.

Moren var selv vokset op med læren om den sande kristendom, men det forlod hun på et tidspunkt midt i 80'erne og mødte manden, der skulle blive far til Simon Talbot.

En irsk mand, der var mere glad for fest, farver og ballade – og dermed nærmest en direkte modsætning til det miljø, hun kom fra.

Da forholdet mellem de to modpoler gik til grunde, søgte moren tilbage til Jehovas Vidner.

Det blev starten på at forme det produkt af to meget forskellige verdener, der skulle blive til standupperen Simon Talbot.

Jehova-humor

Simon Talbots verden hos moren bestod af bibelstudier, teokratisk skole, eksemplarisk opførsel og skuldertaske fyldt med svar på livets små og store spørgsmål, som alle, der åbnede sin hoveddør, måtte få del i.

Men alt det behøvede jo ikke at være så kedeligt.

Det kunne godt være, at opgaven i den teokratiske skole var at fremlægge noget vigtigt fra Bibelen. Men Simon Talbot så det som en mulighed for at optræde for de andre.

Så konstant lurede han på, hvornår han kunne indskyde jokes.

Ligesom dengang til bibelstudie, hvor den såkaldte "ældste" fortalte menigheden, at jo mere man sang med, jo mere hyldede man Jehova.

Jeg tror, Jehovas Vidner ikke holder jul, fordi de er misundelige over, at julemanden kommer ind i ALLE huse

Simon Talbot

Det fik den 10-årige Simon til at udbryde, at så måtte hans mor godt nok hylde ham meget, for hun overdøvede alle de andre.

Det var god Jehova-humor, og alle grinte med.

Nøgen far gennem stuen

Men så hver 14. dag tog hverdagen et gevaldigt skifte. Her stod den på bodegabesøg og fest og farver med hans "crazy Irish dad".

- I de weekender gik jeg fra vildt mange regler i livet til ingen regler i livet, fortæller Simon Talbot.

Han er da heller ikke i tvivl om, hvor hans egen ekstreme side kommer fra.

- Min far var en superintens fyr dengang. Mega grineren. Han fyldte meget, kunne skabe sig tosset og var overhovedet ikke bange for at blive til grin, fortæller Simon Talbot.

Der findes ikke dårligt vejr. Kun dårlig stemning når nogen laver det irriterende ordsprog.

Simon Talbot

Men Simon syntes, det var sjovt.

Det var langt mere interessant end de andre kedelige danske fædre. De kunne for eksempel ikke finde på at gå nøgen gennem stuen, når vennerne var på besøg.

Det gjorde hans far for provokationens skyld – og til stor morskab for både Simon Talbot og vennerne.

Simon og humoren

De to verdener havde dog også noget til fælles.

Både hans mor og far havde humor. Og meget af tiden begge steder gik med at få hinanden til at grine. Derfor har humoren altid været lige der ved siden af ham. Både hos faren og moren. Den kunne bruges til en masse ting, også som skjold i skolen.

Indtil han var ni år, flyttede han og hans mor meget rundt, hvilket betød, at han skiftede skole en del.

Og alle, der nogensinde har gået i skole, ved, at stikker man bare lidt ud, så kan man mobbes. Og som den nye Jehova-dreng i klassen, var Simon Talbot et oplagt mål.

- Børn er jo sindssyge, så hver gang skytset blev rettet mod mig, brugte jeg humoren som skjold, fortæller Simon Talbot

- Med en veltimet joke kunne jeg flytte fokus væk fra mig selv. Undgå mobning, få opmærksomhed og et grin. Det var et comedy kinderæg, jo.

Men hvad er egentlig sjovt? Kan man gøre grin med alt?

Det tænker Simon Talbot ofte over – især fordi han jo nu lever af det.

Når han er på scenen, gør han selv grin med både sin mors kærlighed for en gud og sin fars tilsvarende kærlighed for fest.

- Humoren i standup ligger typisk på grænsen af, hvad der er sjovt, mener Simon Talbot.

Jeg gik ud af Jehovas Vidner, da jeg begyndte at tænkeee… Øøøh... Da jeg begyndte at tænke

Simon Talbot

Og så er det en balancegang, hvor det meget ofte handler om timing og kvaliteten af joken.

Der er nogle emner, der har fået et ry for, at dem må man ikke snakke om. Voldtægt er et af de emner. Dødelige sygdomme som kræft kan være et andet.

- Hver gang nogen alligevel har forsøgt, så har folk siddet med ondt i maven, fordi en eller anden 20-årig ny komiker har brugt det emne som chok-joke og ikke kunne finde ud af det, siger Simon Talbot.

Hvis emnerne derimod blev behandlet af de mere erfarne standuppere kunne det jo sagtens være, at det kunne blive en sjov oplevelse.

- Men det er ikke sikkert, at de komikere overhovedet har lyst til at sige noget sjovt om de emner, siger Simon Talbot.

Drengen med de store antenner

Når ens barn har dimission på handelsskolen, ville de fleste mennesker nok vælge at tage forholdsvist pænt tøj på.

Måske endda et slips, når afkommet modtager beviset på, at de er nogenlunde gennembagt.

Men Simon Talbots far valgte at gøre det stik modsatte. Han kom i træsko, joggingbukser og undertrøje, der ikke skjulte hans tatoveringer.

- Og så sad han og lod som om, at han onanerede i bukserne, fortæller Simon Talbot.

- Vi var færdige af grin, siger Simon Talbot.

- Det var og er vores humor at sætte sig op mod alt, der er for selvhøjtideligt. Også selvom det her eksempel var pænt barnligt.

Simon Talbot holder fast i, at det i ungdomsårene var vildt sjovt at have sådan en type far, som han havde. For det gav nogle vilde oplevelser.

Men spoler man lidt tilbage fra ungdomsårene, så savnede Simon Talbot som barn tit den lidt mere kedelige udgave af en far.

- Der ville jeg nok gerne have haft noget mere tryghed, når jeg var hos ham. Nogle flere rammer. Jeg gik konstant fra ekstrem orden til ekstremt kaos og til ekstrem orden igen.

Jeg er så empatisk, at jeg ikke en gang kan slette apps. Jeg trykker på dem, men så kan jeg se, de ryster

Simon Talbot

Det betød, at lille Simon Talbot måtte lære at navigere forskelligt i forhold til, hvor han var.

Han havde altid antennerne helt ude for at kunne læse rummet og det miljø, han befandt sig i.

Der var stor forskel på at skulle agere i forhold til en af de "ældste" i Jehovas Vidner og til at skulle agere, hvis der for eksempel var optræk til ballade i baren.

- Og det har helt klart formet mig både som menneske, men især også som komiker, fortæller Simon Talbot, der altid forsøgte at løsne stemningen op ved at prøve at sige noget sjovt.

Mor gav tryghed

Simon Talbots evne til at agere hurtigt og agere i forhold til miljøet blev helt synligt for en af Simons venner en dag.

Kammeraten var med hjemme at lege hos Simon for første gang. På et tidspunkt kom moren ind og spurgte om noget, og gik så ud igen.

Vennen gloede måbende på Simon.

- Jeg havde åbenbart pludselig skiftet karakter uden selv at have opdaget det. Jeg var gået fra den livlige Simon til den meget stille og søde Simon, som min kammerat aldrig havde set, fortæller han.

Hvis man går til ski, hedder det "styrtløb". Hvis "styrt" indgår i navnet på selve sporten, er den simpelthen for farlig. "Nå mig, jeg går til kraniebrudspetanque"

Simon Talbot

Tryghed og rammer fik han nemlig i fuld udstrækning hos moren og Jehovas Vidner. Og her var der en streng forventning til hans opførsel.

Her skulle han være velopdragen. Her strøg han sine skjorter, og her undgik han at bande. Han måtte ikke engang sige for søren. Meget modsat bodegamiljøet når han var hos sin far.

Prik til Jehova

Disciplinen i standup er at finde det åndssvage, det dumme og ulogiske ved en ting, og så prikker man til det.

Og det er særligt godt, hvis det er noget, som tager sig selv seriøst og er en dille i samfundet, som eksempelvis crossfit.

Af samme årsag bestod hans materiale for nogle år tilbage også af veganerjokes.

I den tid gik snakken om "de der nye veganere" højt i samfundet, og så gik alle standupperne ud og lavede jokes på alle de dumme ting, der er ved at være veganer.

Derfor var det i starten også affødt af et oprør, at Simon Talbot kastede sig over Jehovas Vidner.

- Lige præcis her er det vigtigste jo ikke at prikke til noget. Man skal tro blindt på Jehovas ord. Det er det vigtigste. Tro er en dyd, og du må ikke pege på alt det ulogiske ved det, siger Simon Talbot.

- Det er det modsatte i standup, hvor man jo går op for at påpege alt det ulogiske i verden.

I sit nye show sætter Simon Talbot netop meget fokus på det der med at være Jehovas Vidne. Og især også på det med at forlade Jehovas Vidner.

For ham er det nemlig oplagt at lave referencen mellem den meget indelukkede trosretning, og så det med at vi nu skal forlade vores coronabobler.

Det kan se farligt ud at skulle ud til al den farlige djævelskab på den anden side af den boble, der virker så tryg.

Og det er sådan, Simon Talbot fungerer som komiker. Han fanger det, der sker i vores samfund lige nu. Og så spinder han jokes på det, ud fra hvad han selv har oplevet.

Heling gennem humor

Den autodidakte evne til at læse et rum kommer i dag Simon Talbot til gode. Han kan lynhurtigt læse et publikum og rette sine jokes ind i forhold til det, publikum synes er sjovt lige præcis dén aften.

- I comedy får du hver dag en konkret afregning på, hvor denne her joke er henne i samfundet i dag. Og det er fedt, siger Simon Talbot.

Og netop blandt publikum sidder indimellem også hans mor. Dermed har hun tvangsindlagt sig selv til at høre alle de jokes om Jehovas Vidner, som Simon Talbot har.

En gang imellem har han også haft fornøjelsen af sin far, som er skabelonen til alle "drunken Irish dad"-vittighederne om, hvordan det var at have en irsk far, der var noget ud over det sædvanlige.

Min irske far ringede og fortalte, han var faldet ned af taget. "Because I was drunk, and I was trying to get som apples". Jeg sagde: "Du er nødt til at stoppe". Han svarede: "You’re right, son, I’m quitting fruit"

Simon Talbot

Det har ind imellem været hårdt for moren at skulle sluge de mange jokes om Jehovas Vidner samt hans grimme sprog på scenen.

Men både mor og far har måttet finde sig i sønnens vittigheder om barndommen.

For det er vigtigt for komikeren Simon Talbot at tage afsæt i sin egen virkelighed.

- Det er nok en form for selvterapi i virkeligheden. Det er en ting, jeg altid har grebet fat i. Og på et tidspunkt har jeg nok ikke kunnet holde tilbage i forhold til min barndom, fordi det er så stor en del af mig, og jeg bare måtte ud med det.

Den bedste far og mor

Man skulle ikke tro det, men et biprodukt af den måde at lave standup på er et bedre forhold til sine forældre.

Oprindeligt var Simon Talbots plan at blive psykolog for at prøve at forstå sig selv. Men så overhalede standuppen indenom, og det var overraskende terapeutisk.

Hans forældre har løbende hørt på sønnens vittigheder om hans alternative barndom. Men i stedet for at skabe splid, banede de mange jokes vejen for, at de pludselig kunne tale om de ting, der tyngede.

- Som voksen sad jeg med min far på en bodega, der ind imellem kunne sige: "I fucked up so much shit".

Så kunne Simon Talbot jo sige, at det var okay, og at så slemt var det ikke.

Han fortalte også sin far, hvor meget han i grunden kunne tage med sig, og at nogle gange skal man lave en fejl for at finde ud af, at det ikke er den person, man vil være.

Og så fortalte faren om sin svære opvækst i Irland, der blandt andet indebar det at have været hjemløs.

- Så i virkeligheden har min far bare været den bedste far, han kunne være. Altså ud fra hans baggrund.

…De serverede rispapirsruller, men jeg kunne ikke huske, hvad de hed. Så hele aftenen sad jeg: "Er der flere usynlige kebabber? Er der endnu en albino burrito?"

Simon Talbot

Sådan var det også med hans mor. De kan snakke om Jehovas Vidner. Om barndommen. Og så fortæller hun, at hun godt ved, at hun var helt fanatisk dengang. Men det havde hun brug for.

- Og det forstår jeg. Hun har altid været en skøn og støttende mor. Og selvom hun stadig er med i Jehovas Vidner i dag, så er hun knap så fanatisk, og vi har et skønt forhold, siger Simon Talbot.

Ugens vits

Simon Talbot har i dag et rigtig godt forhold til begge sine forældre. Faren er faldet lidt til ro, så de kan have nogle gode snakke, selvom der stadig er lidt tilbage af den unge far.

- Han kan sagtens rose mig og fortælle mig, at han er stolt af mig.

- Men så lige inden han lægger på, så siger han: "Ah, you know I don’t mean it!" Men det ved jeg, han gør. Det er bare sådan, han er. Der skal altid laves jokes på alle situationer, som er lidt for følsomme, fortæller Simon Talbot.

Svaret kom en dag med posten.

Simon Talbots hjemmelavede vittighed om aben og slangen uden arme var blevet ugens vits, og Simon Talbot var ør af lykke, da pakken med de fem Jumbobøger ankom til hans adresse hos hans mor, hvor han boede.

Så i dag når Simon Talbot ser tilbage, vil han gerne takke den, der udvalgte vittigheder i Anders And-bladet.

-Det var mit første betalte job, og jeg har ikke set mig tilbage siden, ha.

Lige her startede drømmen om en karriere som komiker. Og lige her startede vejen til at kunne løsne livet op med humor.

Se om Simon Talbot kan bruge sin humor som værktøj i den helt nye sæson af 'Stormester' på TV 2 PLAY.