Underholdning

Er James Bond tidløs? Ny instruktør ville ikke lave voldtægtscene, siger han

Kvindesynet fra de gamle film om agent 007, James Bond, ville ikke gå i dag, siger både den nye instruktør og eksperter.

Med kun kort tid til premieren på den næste Bond-film, 'No Time to Die', trækker den kendte spionfranchise igen overskrifter.

Og det er ikke kun positivt.

De har en klar kønsattitude, som ikke var gået i dag

Bo Tao Michaëlis, filmkritiker

Instruktøren bag den nye film, Cary Fukunaga, har i et stort interview med The Hollywood Reporter anlagt stærk kritik af netop den figur, han nu selv er med til at videreføre.

- Er det i 'Thunderball' eller 'Goldfinger', hvor Sean Connerys karakter dybest set voldtager en kvinde? Hun siger: "Nej, nej, nej", og han siger: "Ja, ja, ja". Den slags ville ikke gå i dag, siger Cary Fukunaga.

Kritikken af, hvordan James Bond i tidligere film har ageret over for kvinder, er ikke ny.

Også den nuværende indehaver af rollen, Daniel Craig, har tidligere over for The Red Bulletin anklaget agent 007 for at være misogyn.

Men hvordan passer den legendariske spion ind i 2021?

Problematisk med nutidens øjne

Ifølge filmkritiker Bo Tao Michaëlis har den tidlige James Bond en tilgang til kvinder, som i dag kan vække forargelse.

- Han er på mange måder en mand, der i 60'erne og 70'erne forbruger kvinder, siger Bo Tao Michaëlis, der samtidig fortæller, at det dengang talte ind i tidens syn på kvinder.

Scenerne, hvor instruktøren mener, at James Bond grundlæggende agerer voldtægtsmand, er fra 'Thunderball', som udkom i 1965.

Her tvangskysser spionen en kvinde, der ellers har afvist ham.

Det nye er, at kvinderne også har mere at skulle have sagt

Brian Iskov, journalist og foredragsholder

I en senere scene skubber James Bond den selvsamme kvinde ind i en sauna og begynder at afklæde hende, efter at hun har udbrudt "nej".

- Den første udgave af James Bond, som Sean Connery spillede, var klart en mere kynisk romantiker end den Bond, vi møder i dag, forklarer Bo Tao Michaëlis.

Et andet mål for kritikken finder sted i 'Goldfinger' fra 1964. Her tvinger James Bond sig til et kys med den kvindelige skurk Pussy Galore, som kæmper imod.

- De første Bond-film har en klar kønsattitude, som ikke var gået i dag, fortæller Bo Tao Michaëlis.

En mere sammensat helt

Historien om James Bond kunne første gang opleves på det hvide lærred i 1962. Siden er det blevet til 27 film med i alt 7 forskellige personer i hovedrollen.

Ifølge journalist Brian Iskov, som holder foredrag om James Bond, er rollen tidløs.

Men det betyder ikke, at den ikke kan ændre sig. Særligt i 80'erne skete der en udvikling mod, at rollen udviste mere respekt for kvinder.

- Bond er glad for damer, men der er klart blevet trappet ned, fortæller Brian Iskov og peger på, at det er sket i takt med, at hovedrolleindehaverne er skiftet.

- Det nye er samtidig, at kvinderne også har mere at skulle have sagt, tilføjer han.

Begge eksperter peger på, at James Bond særligt med skuespiller Daniel Craig i front er gået fra at være en mere stereotypisk "hård helt" til en helt med en vis følsomhed.

- Han er blevet mere sammensat, siger Bo Tao Michaëlis.

På samme måde fremhæver Brian Iskov også, hvordan Bond er blevet en såkaldt "knudemand".

- Daniel Craig er både en blød og samtidig hård Bond, som åbner op for flere menneskelige nuancer, siger han.

Woke Bond i vente

Den femte film med Daniel Craig i rollen, 'No Time to Die', bliver i The Guardian omtalt som en mere nuanceret Bond-film.

Både fordi instruktøren Cary Fukunaga har valgt at tilføje den kvindelig manusforfatter Phoebe Waller-Bridge til holdet, men også for at tilføje universet flere stærke kvindelige karakterer.

På rollelisten finder man blandt andre 31-årige Lashana Lynch, og det forlyder, at hun skal overtage selve titlen som agent 007.

Siden midten af 90'erne har James Bond også haft den kvindelige producer Barbara Broccoli ved roret. Noget som ifølge Brian Iskov også har en klar betydning for James Bonds udvikling.

- Hun har også en feministisk dagsorden, som hun ikke lægger skjul på, siger han.

For Bond-eksperten er der heller ikke tvivl om, at den britiske agent fortsat vil følge med:

- James Bond har en glimrende fremtid, fordi skaberne bag hele tiden orienterer sig mod de strømninger, der rører sig og placerer Bond i en nutidig ramme.

Også Bo Tao Michaëlis forventer, at man med den nye Bond-film kan se frem til en ligestillingsbevidst film. Blandt andet grundet Phoebe Waller-Bridges involvering i manuskriptet.

'No Time to Die' har premiere i de danske biografer 30. september.