Vild med dans

Derfor blev sanger aftenens store højdespringer

Jimilian indtog dansegulvet med selvtillid og god energi. Det smittede af på dommerne, der havde en fest.

Han indtog scenen i et kæmpe spring fra trappen og med et lige så stort smil.

Sangeren Jimilian var i sit es, da han dansede samba i fredagens ’Vild med dans’. Med hurtige hofter, vejrmølle og hvad dommerne oplevede som en kæmpe fest.

Og det var der en særlig grund til, for sangeren Jimilian var på hjemmebane.

En af hans kollegaer fra musikbranchen, rapperen Icekiid, gjorde ham og partner Asta Björk selskab på scenen med sangen 'Errudumellahvad?'.

Udover at skabe en fest på gulvet, præsterede sangeren også godt rent teknisk i sambaen. Det bemærkede et enigt dommerbord.

- Det er fantastisk at se, hvor meget man kan klare, når man tror på sig selv. For der er ingen tvivl om, at du tror på dig selv, sagde Anne Laxholm.

- Måske endnu mere end du tror på Asta, tilføjede hun med et grin og gav klart udtryk for, at hun var underholdt hele vejen.

Sådan fordelte pointene sig

Michelle og Mads: 32

Jimillian og Asta: 31

Freja og Claudia: 30

Pernille og Morten: 26

Lise og Silas: 25

Michael og Karina: 25

Mascha og Thomas: 23

Lakserytteren og Mille: 23

Micki og Jenna: 21

Jacob og Camilla: 12

Abdi og Malene: 11

Jimilian og Asta Björk endte også som en af aftenens helt store højdespringere, da de med dommernes 31 i karakterer fik en andenplads.

De har altså rykket sig fra sidste uge, hvor de fik 22 point og en fjerdeplads.

Dog skulle karakterne i sidste uge lægges sammen med præstationen på premiereaftenen, og det resulterede i, at Jimilian og Asta sammenlagt fik en 7. plads hos dommerne sidste fredag.

Har kæmpet for det

Allerede da Jimilian og Asta Björk mødtes første gang, var der ikke gået mange timer, før sangeren gjorde det klart for sin partner, at han gerne ville have en kunstner med på dansegulvet.

Da de havde valgt 'Errudumellahvad', var det Jimilian, der rakte ud til kollegaen.

- Musikbranchen i Danmark er så lille, så alle kender hinanden på en eller anden måde. Han har været i studiet, og der var megafede vibes, sagde Jimilian.

Hvis det var op til ham, ville han have gæster med i studiet hver eneste fredag.

- Hvis jeg havde muligheden, ville jeg gerne have haft en artist med hver gang, for dansk musikniveau er så højt, og jeg vil gerne hylde dansk musik, sagde han efter programmet.

Øjenkontakt gav energi

Men det var ikke kun det gode selskab på scenen, der gjorde, at Jimilian præsterede så godt i fredagens samba.

Blandt publikum sad hans forældre, søskende og kæreste. Og det betød noget helt særligt.

- Det har været så dejligt med deres opbakning. Mens jeg dansede, fik jeg øjenkontakt med dem. Det har været rørende, sagde Jimilian.

Jimilians forældre er flygtet til Danmark i 2000, og derfor var det noget helt særligt for ham, at de var med.

- Det er helt vildt stort for mig at være her i dag, og det er også stort for min familie, sagde Jimilian.

Se eller gense vild med dans på TV 2 PLAY.