Vild med dans

Han blev danmarksmester som 17-årig - nu er han på en mission

Rasmus Kolbe lever af at underholde og inspirere børn på Youtube. Men det krævede et rap over nallerne, før han lærte at tage sit talent seriøst.

I dag kan Rasmus Kolbe godt selv se det.

- Det var fandeme flabet sagt, griner han.

Da den 30-årige youtuber med aliasset Lakserytteren sidste år blev nomineret til en marketingspris, blev han spurgt, hvor han ser sig selv om fem år.

Han svarede:

- Kender du Elon Musk?

Altså manden bag både Tesla og rumselskabet SpaceX, der for nyligt sendte de første civile på rumrejse. Ham superiværksætteren, der har en formue så stor, at han scorede en andenplads på Forbes' liste over verdens rigeste i 2021 – foran både Mark Zuckerberg og Bill Gates.

Sammenligningen kunne syne af storhedsvanvid eller urealistisk store drømme.

Han prøver også at bøje rammerne for, hvad man kan, og hvad man ikke kan

Rasmus Kolbe

Men det er den indre iværksætter i Rasmus Kolbe, der alligevel får ham til at drage parallellen. For han vil udfordre de gængse måder, vi gør tingene på.

- På den måde er det lidt ligesom Elon Musk. Han prøver også at bøje rammerne for, hvad man kan, og hvad man ikke kan, siger Rasmus Kolbe.

Derudover er han selvfølgelig også "vældig rig". Men det er ikke så vigtigt for Rasmus Kolbe. Han vil bare gerne gå mod strømmen. Og gøre gode ting.

- Som Batman måske, tilføjer han – lige indtil det slår det ham, at Batman også er ret rig.

En mand med en mission

I øjeblikket går den 30-årige youtuber på gulvet i 'Vild med dans' hver fredag i bedste sendetid. Selvom han egentlig ser gammeldags tv som et døende medie.

I stedet har han gjort karriere under aliasset Lakserytteren og er i dag en populær herre på både Youtube, Tiktok og Instagram.

Her følger tilsammen mere end en million mennesker med, når han med sine tegnevideoer prøver at inspirere dem alle til at blive mere kreative. Og selv har han det da også bedst, når han ligner en omvandrende farvepalette.

Han ifører sig banan-mønstrede skjorter til hverdag. Og når han skal være fin, trækker han i et knaldgrønt jakkesæt med orange blomster. Fordi livet er simpelthen for kort til sorte sokker, mener han.

I sidste uges 'Vild med dans' dansede Rasmus Kolbe sig også videre i en pink og gul fangedragt, som han selv havde tegnet. Men han gør det ikke bare for at være farverig og fjollet.

Der er en større mission bag.

Youtuberen mener nemlig, at børn udvikler vigtige kompetencer af at tegne. Det er bare ikke alle voksne, der ser værdien i det.

Enten fordi de selv har glemt, hvordan man gør, eller ikke bruger det i deres arbejde.

- Men hvis man tør sætte sig ned og tegne foran andre, så tør man også fejle og kaste idéer ud, som man ikke ved, om andre kan lide, siger han og fortsætter:

- Jeg tror, alle ledere ville værdsætte, hvis deres medarbejdere turde kaste flere idéer op i luften. Eller stille flere kritiske spørgsmål til, hvordan man kan gøre noget endnu bedre fremover.

Fakta om Rasmus Kolbe aka. Lakserytteren

Født i 1991 og opvokset i den lille by Lund uden for Horsens.

Uddannet i kommunikationsdesign på Designskolen i Kolding.

Blev stor på Snapchat i 2016.

Har i dag en million internationale følgere på TikTok, mere end 103.000 følgere på Instagram og 80.000 abonnenter på Youtube.

Kreativ direktør i influencerbureauet WeAreCube og investor i firmaet Smart Book.

Har udgivet flere bøger til børn og er aktuel med anden bog i serien af interaktive børnebøger med navnet ’Legender fra Odysïa: Månebibliotekets forbandelse’. 

Sådan har det i hvert fald været for Lakserytteren selv.

For ham begyndte det hele, da hans forældre så, at han skulle gå på tegneskole frem for til fodbold.

Men han skulle have et rap over nallerne, før han for alvor forstod, hvad han skulle gøre med sit talent.

Lærte at tage sig sammen

Rasmus Kolbe begyndte på billedskole i Horsens, da han var syv. Og stoppede først, da han rundede 18.

Måske var det på papiret ikke det sejeste at gå til i sin fritid. Men det var aldrig noget, der gik Rasmus Kolbe på.

- Jeg vendte det til, at pludselig var man ham, alle ville være i gruppe med, for så kunne man tegne flottere plancher, siger han.

Årene på tegneskolen skulle lægge fundamentet for den karriere, han står på i dag. For Rasmus Kolbe kunne virkelig tegne.

Men han var også typen, der måske brugte lidt for meget tid på at drille pigerne.

Næste år skulle jeg tage mig sammen. Bruge tiden bedre. Eller gøre det lidt sværere for mig selv

Rasmus Kolbe

Et år havde alle andre fem eller ti værker med til sæsonafslutningens fernisering. Rasmus Kolbe havde kun ét.

For han havde ikke gjort sig umage nok, sagde hans underviser. Der var ikke noget, der var rigtigt godt.

- Jeg vidste det måske godt selv. Men faktisk kan jeg huske, at det var meget fedt. For så vidste jeg, at næste år skulle jeg tage mig sammen. Bruge tiden bedre. Eller gøre det lidt sværere for mig selv, siger Rasmus Kolbe.

Og det gjorde han. Faktisk forbedrede han sig så meget, at han tre år senere - som 17-årig - vandt danmarksmesterskaberne i tegning.

Men selvom det var "mega stort", stoppede han paradoksalt nok med at tegne lige bagefter.

Rasmus Kolbe var begyndt i gymnasiet og her blev det at få gode karakterer, det eneste, der betød noget.

Fik afslag på drømmen

Youtuberen lægger ikke skjul på, at han fik ret gode karakterer. Men set i bakspejlet ville han ønske, han havde brugt meget mindre energi på de tal.

For han har aldrig brugt sit snit til noget som helst. Og igen kostede det et andet sted.

Fordi Rasmus Kolbe ikke prioriterede at tegne, tabte han niveau. Med egne ord faldt han "helt vildt meget".

Det resulterede i, at han fik afslag, da han søgte ind på designskolen i Kolding efter gymnasiet.

Han ville ellers virkelig gerne gå der, fordi han vidste, at han skulle skabe noget. Og han plejede at være typen, som fik realiseret det, han satte sig for.

Det gav mig en lyst til at lave noget nyt hver dag, som overgik det, jeg havde lavet i går

Rasmus Kolbe

Uanset om det så handlede om at skabe bæredygtigt streetart, så der kunne vokse kunst op af jorden, så lykkedes det.

Men pludselig var han bare ikke kreativ nok. Og der var ikke andet at gøre end at gå i gang med at øve sig igen.

Efter et år på højskole, lykkedes det Rasmus Kolbe at komme gennem nåleøjet. Og i mange år troede han faktisk, at tegnetalentet skulle gøre ham til designer.

Men så fik han pludselig flere og flere følgere på Snapchat.

På Snapchat med Kronprinsen

Det begyndte ellers som for de fleste andre Snapchat-brugere: Med 20 venner og et halvunderligt navn.

Rasmus Kolbe kaldte sig Lakserytteren. Det gamle spejdernavn havde hængt ved siden de tidlige teenageår. Og derudover svømmer laks mod strømmen, hvilket også passede meget godt.

- Jeg har altid trivedes med at gøre det, de andre ikke gjorde, siger Rasmus Kolbe.

På en tur til New York opdagede han, hvordan amerikanerne brugte Snapchat til andet end at dele billeder af deres morgenmad og de fester, de var til.

Da Rasmus Kolbe kom hjem, begyndte han selv at gøre det samme. Og det var måske ikke, fordi det var særligt nytænkende at lave nyheder om katte, far-jokes og banko med sine følgere.

Men det var nyt, at nogen i Danmark gjorde den slags på Snapchat. Og begyndte at tjene penge på det.

Det første store ryk af følgere kom, fordi den populære instagrammer Anders Hemmingsen delte noget af Lakserytterens indhold.

Herefter blev han kontaktet af DR, der manglede en Snapchat-reporter. Først til sportsbegivenheder, senere til 'X Factor'. Og så kom det næste store ryk.

Da hans Snapchat-karriere var på sit højeste, havde Rasmus Kolbes videoer mellem 100.000 og 160.000 visninger dagligt.

Det var vildt og fedt på samme tid, husker han.

- Samtidig var det en fantastisk drivkraft, fordi det gav mig en lyst til at lave noget nyt hver dag, som overgik det, jeg havde lavet i går.

Det er bare et spørgsmål om, at så lærer man, retter til og prøver igen

Rasmus Kolbe

Et af højdepunkterne var til et sportsarrangement, hvor Lakserytteren som snapchat-reporter spurgte kronprins Frederik, om han måtte få titlen: "Kongen af Snapchat". Og fik lov.

Siden dengang har han krydset mange milepæle:

Han har vundet flere priser for sin historiefortælling på sociale medier. Han har hjulpet ministre med at blive klogere på unge mennesker. Han har holdt foredrag om Snapchat i Australien og mødt sine egne idoler.

Senest har han i samarbejde med Lungeforeningen fået en million visninger på 48 timer på en covid 19-oplysningskampagne.

Men selvom Lakserytteren har haft stor succes de seneste år, betyder det ikke, at der ikke også har været dyre lærepenge undervejs.

For det er ikke sådan at have mange idéer og et kort aftræk fra tanke til handling.

Man dør ikke af at lave fejl

Engang resulterede ukueligheden i, at Rasmus Kolbe købte Lakserytteren-merchandise for 200.000 kroner.

Han troede på, at han kunne sælge kasketter, t-shirts, iphone-cases, sweatshirts og huer. Men det kunne han ikke.

- Så jeg har stadig de kasser nede i kælderen, siger han.

- Men mange iværksættere oplever, at man lige skal prøve et par idéer af, før der er noget, der virker. Det er bare et spørgsmål om, at så lærer man, retter til og prøver igen, siger han.

Og det var, hvad der skete.

I dag har Lakserytteren en ny webshop uden fyldte kasser i kælderen.

For de seneste to år har han fået bygget en mere holdbar forretning op.

Siden 2019 har han rettet fokus mod at inspirere børn til at tegne på TikTok og Youtube.

Det arbejde har ført til, at Lakserytteren i dag også kan kalde sig forfatter. For han har netop udgivet sin anden rigt illustrerede fantasy-roman, som er lavet i samarbejde med hans følgere.

Det, tror jeg, er enhver undervisers drøm

Rasmus Kolbe

Over 5000 børn har sendt ham tegninger af monstre, som er blevet til nogle af figurerne i bogens univers. Og det er mere end bare en bog.

For Lakserytteren satte sig for, at han "saftsuseme ville lave bøger, som børnene faktisk ville synes var fede".

Derfor er der tale om interaktive smart books. Med følger en app, som for eksempel betyder, at børnene kan spille de samme spil, som bogens helte.

Rasmus Kolbe har allieret sig med firmaet Smart Book - en af de første virksomheder i verden, der blander bøger med argumented reality - fordi han ser det som en spændende ny mulighed for at få børn til at læse mere.

Og det er netop, når Rasmus Kolbe kan mærke, at han har gjort en forskel for børnene, at han bliver allermest stolt.

For eksempel når de viser ham en tegning, de har gjort sig virkelig umage med.

- Det, tror jeg, er enhver undervisers drøm, siger han.

Omvendt skal der mere til, før børnenes forældre hopper med på vognen.

For Rasmus Kolbe ved, at det ikke er alle, der er så heldige at have voksne omkring sig, som støtter dem i deres kreativitet.

Håber at sætte gang i snakken

Når youtuberen møder sine fans, opsnapper han eksempelvis, at der er mange benspænd for de kreative børn i skolen.

Hans opfattelse er, at man får flere point for udenadslære og kunne løse opgaverne, som man skal - frem for at være kreativ.

Mange af de iværksætterkræfter, der er i mig, kommer af, at jeg lærte at tegne

Rasmus Kolbe

Men youtuberen håber, at både lærere og forældre vil blive lige så gode til at se et tegnetalent, som hvis et barn er dygtig til en sportsgren.

- For jeg tror, at mange af de iværksætterkræfter, der er i mig, kommer af, at jeg lærte at tegne, siger han.

- Ellers var jeg sikkert blevet en fremragende pædagog eller folkeskolelærer.

Og det ville også have været fint. Men måske er der mere Elon Musk over at bruge sin kreativitet til at være firstmover på internettet?

I hvert fald håber Lakserytteren, at han med sin deltagelse i 'Vild med dans' kan sætte gang i snakken derhjemme i stuerne.

For han ved, at mange børn bruger lang tid på Youtube, uden at deres forældre har særlig meget idé om, hvad de ser.

Derfor håber han, at nogle børn siger: "Jeg skal se 'Vild med dans', fordi Lakse er med!".

Og at det vil få deres forældre til at spørge: “Hvem pokker er Lakserytteren? Nå, ser du ham tegne på Youtube? Hvorfor kan du godt lide det?”.

For er der noget, den voksne generation ikke må gøre, er det at undervurdere betydningen af sociale medier og influencers, mener Rasmus Kolbe.

Jeg har set en influencer blive præsident i USA, og det er bestemt ikke sidste gang, det sker

Rasmus Kolbe

Og nu bevæger han sig igen på kanten af en flabet kommentar.

- Men jeg har set en influencer blive præsident i USA, og det er bestemt ikke sidste gang, det sker, spår han med hentydningen til Donald Trump, som var yderst aktiv på sociale medier i sin valgkamp og præsidentperiode.

Hvad fremtiden bringer for Rasmus Kolbe, ved han ikke endnu. Hans gæt er mange forskellige projekter, fordi han bliver ved med at få skøre idéer og sætte sig nye mål, som han forfølger.

Lige nu går han efter at komme så langt som overhovedet muligt i 'Vild med dans'. Også selvom det foregår på de voksnes hjemmebane.

For som Lakserytteren siger:

- Rigtig mange voksne vil gøre alt for deres børn. Så skal vi ikke se, hvem der bestemmer i sidste ende.

TV 2.DK har i denne artikel bedt illustrator Martin Pedersen vise Lakserytterens historie gennem tegninger. Illustrationerne er lavet i samarbejde med Lakserytteren.

Se ham og de andre nydansere i 'Vild med dans' fredag klokken 20 på TV 2 og TV 2 PLAY.