Underholdning

Alle kan blive cancelled, siger Johnny Depp – hvad betyder fænomenet?

Cancel-kultur betyder en slags kulturel boykot af en person, man er uenig med.

Ingen kan vide sig sikre mod cancel-kulturen.

Sådan lød det klare budskab fra skuespiller Johnny Depp, der onsdag modtog en livstidspris ved filmfestivalen i den spanske by San Sebastián.

- Denne cancel-kultur, den øjeblikkelige, forhastede domfældelse, baseret på hvad der i grunden bare er forurenet luft. Den er gået så langt over gevind, sagde den 58-årige skuespiller til de fremmødte journalister.

Johnny Depp mener selv, at han er blevet cancelled, og at det er skyld i, at han blev droppet til rollen som superskurken Gellert Grindelwald i filmatiseringen af J.K. Rowlings 'Fantastiske skabninger og hvor de findes 3'.

Johnny Depp blev bedt om at træde tilbage fra rollen, efter at han i juli tabte en injuriesag til tabloidavisen The Sun, der havde beskrevet ham som "wife-beater" (en person, der begår hustruvold) i ægteskabet med den 35-årige skuespiller Amber Heard, som han dannede par med i fra 2015 til 2017.

Men hvad betyder det at blive cancelled, og har vi også en cancel-kultur i Danmark? TV 2 er dykket ned i fænomenet.

Hvad betyder det?

Cancel betyder direkte oversat at annullere eller aflyse.

Begrebet cancel culture stammer fra USA og betyder altså, at en persons karriere bliver annulleret i overført betydning.

Når en person bliver cancelled, bliver de boykottet eller blokeret af offentligheden fra at have en platform til at udtrykke sig på eller at have en karriere i det hele taget. Det sker ofte som reaktion på handlinger eller ytringer, som folk finder problematiske.

Ofte udspiller cancel-kulturen sig primært eller kun på internettet.

Ifølge kulturjournalist på Berlingske Aminata Amanda Corr adskiller decideret cancel-kultur sig fra anden offentlig debat ved at være koordineret.

- Alle mennesker har jo ret til at reagere og komme med kritik af andre. Det bliver cancelling, når der er tale om koordinerede angreb fra en horde af mennesker mod en enkelt person, siger hun.

Kommunikationsrådgiver Anne Kirstine Cramon mener, at cancel-kultur adskiller sig fra anden internetdiskurs ved at have virkelige konsekvenser:

- Jeg mener, det bliver regulær cancel-kultur, når det begynder at kunne mærkes i den virkelige verden. Når det går fra at være noget, der bare bliver skrevet om på nettet, til der kommer en reel sanktion, siger Anne Kirstine Cramon.

Hun mener dog, at grænsen mellem cancel-kultur og forbrugeres ret til at vælge, hvem de ikke vil associeres med, er hårfin.

- Det kan hurtigt blive mudret, fordi udtrykket også bliver brugt som en "bøhmand" af folk, der føler sig uretfærdigt behandlet.

Hvorfor er det kontroversielt?

Cancel-kulturen bliver af nogle set som et værktøj til at stille folk til ansvar for deres holdninger offentligt.

Derudover anses det som en måde, hvorpå offentligheden kan fratage problematiske personer deres kulturelle gennemslagskraft. Når man bliver cancelled, møder man bare konsekvenserne af sine problematiske handlinger, lyder argumentet fra dem, der bruger begrebet.

Kritikere af fænomenet mener dog, at cancel-kulturen er en trussel mod ytringsfriheden. Det skyldes, at metoderne ifølge kritikerne ikke fremmer dialog, men derimod snarere er med til at true folk til tavshed.

Hvem er blevet cancelled?

Der er forskellige definitioner af, hvornår en person kan betegnes som cancelled.

Ifølge flere amerikanske medier er listen over folk, der er blevet cancelled eller forsøgt cancelled, lang.

Men blandt de mest prominente navne er en række kendte mænd i underholdningsbranchen, der har #MeToo-anklager imod sig: Harvey Weinstein, Kevin Spacey, Bill Cosby, R. Kelly, Louis C.K. og afdøde Michael Jackson. Og så er der altså også Johnny Depp, der er anklaget for voldelig adfærd.

Ligeledes blev komikeren Roseanne Barr cancelled, da hendes tv-serie blev droppet af ABC blot få timer efter et racistisk tweet fra komikeren.

Selvom mange medier også har beskrevet filmskaberen Woody Allen som cancelled efter anklager om overgreb fra hans datter, mener han ikke selv, at han er det.

Har vi en cancel-kultur i Danmark?

Hverken Aminata Amanda Corr eller Anne Kirstine Cramon mener, at cancel-kultur er et stort eller udbredt problem i Danmark.

- Man kan en gang imellem få øje på, at nogle har ladet sig inspirere af USA og forsøger at sætte gang i en cancelling. Men jeg mener ikke, vi har set mange eksempler herhjemme, siger Aminata Amanda Corr.

Dermed ikke sagt, at emnet ikke er til debat herhjemme.

Anne Kirstine Cramon nævner som eksempel komiker Brian Mørk, der efter en række kontroversielle tweets satte cancel-kulturen på dagsordenen. Komikeren påstod, at Comedy Zoo var blevet truet med boykot, hvis de bookede ham. Noget spillestedet imidlertid ikke kunne nikke genkendende til.

Aminata Amanda Corr mener dog ikke, at de få sager, vi har haft herhjemme, er et udtryk for cancel-kultur, som man ser det i USA.

- Jeg tror, det er en fejlslutning, at det er dem, der er sure på internettet, som styrer de her ting herhjemme. Det er i højere grad markedskræfter, der er på spil, og firmaer, der beskytter deres brands, siger Aminata Amanda Corr.

Hvad er fremtiden for cancel-kulturen?

Anne Kirstine Cramon mener, at den unge generation ser anderledes på cancelling end ældre generationer.

Uden at kunne spå om hvorvidt fænomenet vil få tag i Danmark, mener hun altså, at yngre generationer har et større behov for at tage offentligt afstand fra de ting, de ikke vil forbindes med. Det kan danne grobund for cancel-kultur.

- Vi har en ung generation, som knytter meget af deres egen identitet op på, hvem og hvad man ikke vil associeres med. Det kan du jo kalde at cancel'e, men det har jo altid eksisteret, at man ikke går ind og ser en koncert eller køber et produkt, som er associeret med en, man ikke kan lide, siger Anne Kirstine Cramon.