Landmand søger kærlighed

21-årig landmand droppede romantisk date - men meget er sket siden

Spoiler alert: Årets unge landmand fortæller i denne artikel, hvordan hendes forløb ender i 'Landmand søger kærlighed'. Og hun har også nyheder.

Der var bare ikke nogen. Ikke en eneste, der havde kærestepotentiale.

Det var den følelse, Karoline Wraae sad tilbage med, efter at have brugt en stor del af sin sommer på at date i 'Landmand søger kærlighed'.

Man kan roligt sige, at den 21-årige landmands forløb i programmet har været tumultarisk.

I stedet for at ende med champagne og rosenblade på sengen på romantisk weekend med en date, tog hun ud og spise med sin veninde. For hun fandt ikke kærligheden.

I dag - en måned efter de sidste optagelser sluttede - er der dog ingen sure miner eller skuffelse at spore hos Karoline Wraae. Tværtimod.

Forventede ikke at finde kærligheden

I løbet af 'Landmand søger kærlighed' valgte Karoline Wraae efter sin gruppedate at sige "tak, men nej tak" og smide begge sine bejlere hjem.

Da hun fik mulighed for at gense sine breve og invitere to nye fyre på dates, endte den ene med aldrig at møde op. Den anden, Frederik, var heller ikke det rigtige match.

- Vi var ikke det samme sted i livet. Jeg ønsker en fyr, der har høje ambitioner og ønsker at udrette noget, siger hun.

At finde den store kærlighed var dog aldrig Karoline Wraaes forventning, fortæller hun i dag.

- Jeg synes, det var sjovt at være med, men jeg meldte mig ikke til, fordi jeg havde brug for eller måtte have en kæreste, siger hun og fortsætter:

- Jeg vidste godt, at det lige så vel kunne ende med, at han måske ikke var blandt dem, der skrev.

En ny mand i hendes liv

Karoline Wraae synes ikke, at hun har været for kræsen eller haft for høje krav til fyrene. Tværtimod føler hun, at hun gik ind til det med stor åbenhed.

I dag ved hun da også med sikkerhed, at det ikke er helt umuligt at fange hendes interesse.

- Jeg ser én, som jeg synes er rigtig er sød, fortæller hun.

Mathias er 23 år og hendes kollega. Hvor hun arbejder med landbrugets dyr, arbejder han i marken. Og først for nyligt fik de øjnene op for hinanden.

Faktisk var det i forbindelse med 'Landmand søger kærlighed', at de kom til at tale om Karoline Wraaes datingsituation.

- Dem på mit arbejdet har ikke kunnet undgå at se, at jeg var med og høre lidt om, hvordan det gik. Jeg tror godt, at han vidste, han ikke skulle rykke dengang, siger hun.

Da han fik at vide, at Karoline Wraae ikke fandt nogen under sine dates i programmet, så han dog sit snit til at vise sin interesse, beskriver hun.

En anden ambitiøs landmand

Siden er det blevet til mange smil og blikke mellem dem, fortæller Karoline Wraae.

- Vi har småflirtet. Når jeg tænker over det, så er han faktisk perfekt. Jeg havde bare ikke set det før, siger hun og fremhæver hans smil.

Til spørgsmålet, om han er hendes type, lyder svaret:

- Ja, for pokker!

Han er landmand, går op i sit arbejde, er høj, og "er så småt ved at lære at gå op i biler". Og så kan han joke og skære igennem overfor Karoline Wraae, hvilket er det, hun har søgt.

Fremadrettet skal de finde ud af, om de skal være kærester. Lige nu har de det bare godt sammen.

Derudover skal Karoline Wraae færdiggøre sin uddannelse til landmand, og så håber hun snart at flytte hjemmefra. Hendes drøm er på sigt at blive gårdejer og iværksætter.

Se 'Landmand søger kærlighed - den unge landmand' på TV 2 PLAY.