GO'

Dansker hemmelighedsfuld om Bond-rolle: - Jeg spiller ikke skurk, og jeg er ikke James Bond

David Dencik blev bedt om at tale med cubansk accent til sin audition, men endte som russer i den nye James Bond-film.

Da David Dencik landede i lufthavnen i Jamaica, vidste han stadig ikke, hvilken rolle han skulle spille i den kommende James Bond-film.

I ventehallen stod hans chauffør, Julian, med en kuvert.

Han havde aldrig mødt manden før, og der var klistret en post it-note uden på kuverten. ”Her er, hvad du skal lave på Jamaica”, stod der.

Indeni lå et A4-ark med en kort beskrivelse af nogle få scener, og nederst på papiret stod der: ”Valdo looks confused”.

- Der var jeg fløjet tværs over jorden, så at spille forvirret kom helt gratis, fortæller David Dencik i ’Go’ morgen Danmark’.

Ifølge David Dencik, der er med på rollelisten i den nyeste James Bond-film, har optagelserne været omgærdet hemmelighedskræmmeri, lige siden han blev kontaktet af filmselskabet.

Og sådan er det stadig.

Rami Malek spiller skurk, og jeg er ikke James Bond

David Dencik, skuespiller

Hemmelighedsfuld om rolle

Selvom ’No Time to Die’ har premiere næste uge, er der stadig flere spørgsmål end svar om David Denciks rolle i filmen.

Det er offentligt, at danskeren spiller den russiske videnskabsmand Valdo Obruchev, der bliver kidnappet, men ellers er det sparsomt med detaljerne forud for premieren.

- Rami Malek spiller skurk, og jeg er ikke James Bond, så jeg er i et spænd derimellem. Han (red. James Bond) er tit i kamp, og jeg er tit i nærheden af kamp, lyder det fra den danske skuespiller.

Men selvom David Dencik ikke lægger op til, at han med sine 173 centimeter og 70 kilo skal slås, har han stadig arbejdet med flere stuntmænd og været tæt på de berømte Bond-babes.

- Jeg kom tæt på nogle af dem, men det var ikke rigtig et kys, der var i spil. Det var mere andre fysiske mekanismer, der skulle varetages, fortæller han.

Cubansk eller russisk accent?

I december 2018 blev David Dencik ringet op af sin agent og blev spurgt, om han kunne mødes med Cary Fukunaga, filmens instruktør, i London.

Turen til London blev den første i rækken af mange, hvor David Dencik og Cary Fukunaga mødtes og sludrede om alt fra Fjodor Dostojevskij til hvidvaskskandalen i Danske Bank.

Men filmen snakkede de ikke særligt om.

- "I can’t say anything”, lød det igen og igen fra instruktøren, fortæller David Dencik.

Og da David Dencik endelig nåede til castingen, opstod der endnu mere mystik omkring rollen.

Han var blevet bedt om at øve en scene fra en tidligere James Bond-film med en cubansk accent, men da han skulle optræde foran casteren Debbie McWilliams og Cary Fukunaga, var forventningen en anden.

Det er meget, meget sjældent jeg siger ja til en rolle, uden at vide hvad den går ud på

David Dencik, skuespiller

Pludselig skulle han spille russer.

Et kvarter efter sad David Dencik i taxaen på vej til lufthavnen, og først der fik han beskeden om, at rollen var hans.

Krævede svar på settet

Selv efter David Dencik havde fået beskeden om, at han havde en rolle i den nye James Bond-film, fik han ikke mere information.

- Jeg vidste ikke, hvad rollen handlede om, jeg vidste ingenting. Det er meget, meget sjældent, jeg siger ja til en rolle uden at vide, hvad den går ud på, siger han i 'Go' morgen Danmark'.

Det var derfor en forvirret David Dencik, der stod i lufthavnen i Jamaica med en A4-side og en post it-note i hånden.

Så da den danske skuespiller endelig ankom til filmsettet, træt og i lidt dårligt humør, krævede han hurtigt at få udleveret sit manuskript, så han kunne forberede sig på sin rolle.

- Så kom jeg ind i et rum, hvor der lå en hard copy, der er jo ikke nogen digitale spor, og så fik jeg lov til at læse de første 70 sider, forklarer han.

Udskudt premiere

Ligesom David Dencik selv måtte vente længe på informationer om sin rolle, har spændte fans igen og igen måttet se premieren blive udskudt.

På grund af coronapandemien har den nemlig været udskudt fire gange, og David Denciks smoking har derfor været pakket op og ned mange gange den seneste tid.

Det er kæmpestort

David Dencik, skuespiller

- Vi var i Amerika i et halvt år, hvor den var pakket, i troen om at jeg skulle på den røde løber. Så fløj den tilbage, røg i kælderen, så nåede den lige at komme op, så røg den i kælderen, fortæller han.

I sidste uge blev smokingen igen taget op - for at tjekke, at den ikke var mølædt eller havde mayonnaise på ærmet, lyder det.

Fredag flyver den danske skuespiller til London for at deltage i gallapremieren i Royal Albert Hall tirsdag, og det glæder han sig til.

Daniel Craig er tilbage i rollen som James Bond for femte og sidste gang, har han udtalt. Video: "NO TIME TO DIE"

- Det er kæmpestort. Det er da et nedslag i mit liv og min karriere, at jeg har fået lov til at trampe rundt foran kameraet i en Bond-film, siger David Dencik.

Den 25. James Bond-film i rækken, ’No Time to Die’ har dansk premiere 30. september.

Se interviewet med David Dencik i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY