Underholdning

Efter Emmy-uddelingen står det klart, hvilke tre serier du skal se

De serier, der får en Emmy-statuette, anses som nogle af verdens bedste tv-serier.

Læser du anmeldelser og tjekker IMDB, inden du kaster dig over en tv-serie?

Så er Emmy-uddelingen den ultimative rettesnor for dig.

Her uddeler toppen af det internationale tv-netværk, The International Academy of Television Arts & Sciences, de gyldne statuetter, der også kendt som tv-seriernes svar på en Oscar.

De serier, der får en Emmy-statuette, anses derfor som nogle af verdens bedste tv-serier i øjeblikket.

Og efter nattens show står det klart, at det er ’The Crown’, ’Ted Lasso’ og ‘Mare of Easttown’, der særligt udmærker sig.

TV 2 har i den anledning allieret sig med filmredaktør på Soundvenue Jacob Ludvigsen, der forklarer, hvorfor du skal se serierne.

’The Crown’

Vinder af fem Emmy-statuetter, blandt andet ‘Bedste dramaserie' og ’Bedste skuespiller i en dramaserie’.

Hvad handler den om? I serien følger man medlemmerne af det britiske kongehus gennem årene. Serien giver dermed både et indblik i det britiske monarki og i verdenshistorien, forklarer Jacob Ludvigsen.

Hvorfor skal du se den? Selvom man ikke har en umiddelbar fascination af det britiske kongehus, er der stadig mange grunde til at se serien: Der er nogle gribende menneskelige fortællinger, og den har en blanding af tabloid fascination af det britiske kongehus og mere seriøs historieformidling.

Uanset om man er monarkist eller republikaner, er der noget at komme efter. Den ældre generation vil få genoplivet historien, mens den yngre del formentlig vil synes, det er interessant med hele historien om Diana som ”folkets prinsesse". Netop Emma Corrin, der spiller prinsesse Diana, har vundet en Emmy for sin skuespilpræstation.

Derudover er serien meget underholdende, og jeg synes klart, man skal give den en chance. Jeg tror, man vil blive hooked, siger Jacob Ludvigsen.

’Ted Lasso’

Vinder af fire Emmy-statuetter, blandt andet 'Bedste komedieserie'.

Hvad handler den om? ’Ted Lasso’ handler om en naiv og evig optimistisk amerikansk mand, der bliver hentet ind som fodboldtræner i England, selvom han kun har erfaring fra amerikansk fodbold. Herfra følger man hans forsøg på at få skik på et hold, der kæmper for ikke at rykke ned.

Hvorfor skal du se den? Serien formår at lave sjov satire med fodboldmiljøet, som man genkender, hvis man følger med i Premier League. Den er fyldt med selvoptagede personligheder og oppustede egoer.

Samtidig er det en virkelig hyggelig og hjertevarm serie, og man skal først og fremmest se den, hvis man har brug for en dosis glæde og håb. Hovedpersonen Ted Lasso er virkelig en glasset halvt fyldt-person, der prøver at se det optimistiske i alt.

Det er sikkert også en af grundene til, at den har fanget an nu her. Den er et afbræk og et frirum, siger Jacob Ludvigsen.

‘Mare of Easttown’

Vinder af tre Emmy-statuetter, blandt andet 'Bedste skuespillerinde i en miniserie'.

Hvad handler den om? I ‘Mare of Easttown’ følger man en kriminalassistent, der efterforsker et lokalt mord. På den måde er det et klassisk drabsmysterium, der holder én til ilden og gør, at man sidder helt til det sidste og gætter med på, hvem der er morderen.

Men det er også en serie om et samfund, der er ramt af opioidkrisen, og der er en masse sociale problemer, som serien på en fin måde kommer ind på, siger Jacob Ludvigsen.

Hvorfor skal du se den? Det er en fantastisk god serieoplevelse, den er drønspændende, og der er nogle fantastiske skuespillerpræstationer. Serien har netop vundet tre Emmys for skuespilpræstationerne: for bedste kvindelige skuespiller og bedste mandlige og kvindelige birolle.

Og selvom man føler, man har set alle krimier, og man næsten ikke orker mere, skal man alligevel prøve at se 'Mare of Easttown', siger Jacob Ludvigsen.

Samtidig er det ikke en krimi, hvor man kun sidder og venter på, at mordgåden bliver løst, fordi der er mange flere lag i historien. Blandt andet følger man Mare Sheehan (Kate Winslet) kæmpe for at holde sammen på sin splittede familie.

Og så er der humor – især mellem Mare Sheehan (Kate Winslet) og hendes mor (Jean Smart), der mundhugges dagen lang.