Vild med dans

Pludselig kom en særlig person i fokus på landsdækkende tv

Karen Larsen kom på både dommernes, værternes og ikke mindst Abdi Ulads læber fredag aften.

Der var en særlig person, som kom i fokus fredag aften i ’Vild med dans’.

Hun hedder Karen Larsen. Og hun er hverken nydanser eller dommer i danseprogrammet.

I stedet er hun forlovet med maratonløberen og nydanseren Abdi Ulad, som seerne stemte videre i fredagens omdans.

Snakken om Karen begyndte, da Abdi Ulad i et indslag i programmet introducerede hende med fuldt navn og fortalte, at han håbede, hans vals kunne imponere hende.

Og efter løberens dans, var dommeren Marianne Eihilt ikke i tvivl. Hun var selv meget berørt af Abdi Ulad og Malene Østergaards dans.

- Jeg lover, at Karen er stolt, sagde hun.

Og det var ikke kun dommeren, der havde fanget Karen Larsens navn i Abdi Ulads præsentationsvideo.

Både Christiane Schaumburg-Müller og Sarah Grünewald bragte også den forlovede på banen, da de snakkede med løberen under programmet.

Og det var Karen Larsen slet ikke forberedt på.

Ny i rampelyset

For hende var det nemlig helt nyt at være i fokus på den måde, som hun var fredag aften.

- Det er jo ikke noget, jeg er vant til. Jeg bryder mig ikke om at være så meget i rampelyset. Men jeg er pivstolt, sagde hun efter programmet, da hun blev fanget til et interview sammen med sin kommende mand.

Vores rejse slutter aldrig. Indtil vi ikke er på denne her jord mere, er vi sammen

Abdi Ulad

Dermed fik dommeren Marianne Eihilt og værtinderne altså helt ret i, at hun også var påvirket af valsen fra tilskuerrækkerne.

- Han gjorde det virkelig godt i aften, siger Karen Larsen og indrømmer, hun har været lidt nervøs for Abdi Ulads deltagelse i ’Vild med dans’.

Ifølge hende havde han nemlig ikke nogen rytme i kroppen, inden dansetræningen begyndte.

Og Karen Larsens støttende ord fik også Abdi Ulad ud i en større kærlighedserklæring til sin forlovede, som han skal giftes med til foråret. For hun bakker altid op, når han skal præstere.

- Det gør hun til enhver tid. Der er en grund til, jeg har været sammen med hende så mange år. Hun er min bedste ven, min støtte og min største kærlighed, slår han fast.

- Vores rejse slutter aldrig. Indtil vi ikke er på denne her jord mere, er vi sammen, lyder det Abdi Ulad.

Danser skal lære dem brudevals

Parret mødte hinanden på Nyborg Gymnasium, hvor de begge gik. Og de skal giftes på Ærø, hvor Karen kommer fra.

Og Abdi Ulad har nu allerede godt styr på, hvordan man danser en vals. Alligevel håber parret dog at kunne få lidt hjælp fra hans dansepartner Malene Østergaard.

- Jeg har jo ikke den store forstand på dans. Men jeg tænker, at Malene kan steppe ind og give lidt ekstra timer, sagde Karen friskt, inden hun blev afbrudt af den professionelle danser, der allerede har meldt sig.

- Malene er hyret, konstaterede Karen Larsen med et grin.

Se eller gense 'Vild med dans' på TV 2 PLAY.