Vild med dans

Dansepar overvejede at sadle om i sidste øjeblik

Lise Rønne og Silas Holst udfordrede The Antonelli Orchestra med deres meget hurtige dans.

Det gik hurtigt, da tv-værten Lise Rønne og partner Silas Holst dansede jive i fredagens 'Vild med dans'.

Faktisk gik det så hurtigt, at værtinden Christiane Schaumburg-Müller kaldte det "absurd" og konstaterede, at det "bare var med at komme med på det tog, for det kørte hurtigt".

Herefter supplerede dommeren Jens Werner og kaldte parrets dans for et decideret "lyntog".

Og Claes Antonsen, kapelmester i The Antonelli Orchestra, slår da også fast over for TV 2, at han ikke mindes nogensinde at have spillet så hurtigt et nummer i 'Vild med dans'.

Var lige ved at sadle om

På skærmen indrømmede Silas Holst selv, at han midt i dansen fortrød det høje tempo, fordi det var en krævende omgang. Og op til fredagens liveshow foreslog han faktisk også at sætte tempoet ned.

Danseren tænkte, at der ville komme både nerver og adrenalin i spil på aftenen, og at det derfor kunne være smart at skrue en lille smule ned for ambitionsniveauet.

- Og så var det egentlig også, fordi Claes (Antonsen fra The Antonelli Orchestra, red.) reagerede ved at sige, at han næsten ikke kunne spille det, sagde Lise Rønne efter programmet.

Lise sagde: "Nej, det er for sent nu. Nu kører vi"

Silas Holst

- Så vi blev opmærksomme på, at okay så kan det måske også være, vi ikke kan flytte fødderne så hurtigt?, supplerede Silas Holst.

Men faktisk var det Lise Rønne, der insisterede på, at de holdt sig til planen.

- Lise sagde: "Nej, det er for sent nu. Nu kører vi". Og så kørte vi, lød det fra Silas Holst.

Men hvorfor skulle dansen overhovedet gå så hurtigt?

Det er der to svar på.

Højt tempo blev en gulerod

Silas Holst havde en helt særlig grund til at vælge det hurtige nummer 'Land of 1000 dances', som han og Lise Rønne dansede til. Han er nemlig selv blevet verdensmester til netop den sang.

- Så jeg har gode minder til det nummer. Og så har Lise hurtige fødder. Det ville være fjollet, hvis man ikke udnyttede det, sagde danseren efter programmet.

Sådan fordelte pointene sig

Lise og Silas: 25

Freja og Claudia: 25

Pernille og Morten: 24

Jimilian og Asta: 22

Michael og Karina: 22

Michelle og Mads: 21

Micki og Jenna: 20

Jannie og Martin: 18

Mascha og Thomas: 18

Lakserytteren og Mille: 16

Abdi og Malene: 16

Jacob og Camilla: 10

Hans dansepartner var da heller ikke bleg for udfordringen.

- Jeg synes, det var fedt. Jeg har bakket op hele vejen. Det har været en gulerod, at det skulle vi simpelthen lykkes med, lød det fra Lise Rønne.

- Hver gang du har flirtet med at sætte tempoet ned, har jeg sagt: "Det skal vi overhovedet ikke. Det skal gå hurtigst muligt".

Sluttede på toppen

Til trods for at dommeren Jens Werner først tænkte, at dansen gik "alt for hurtigt", sikrede jiven Lise Rønne og Silas Holst en førsteplads på dommernes karakterskala.

De høstede sågar to 6-taller fra Anne Laxholm og Britt Bendixen – og 25 point i alt. Dermed var de også sikkert videre til næste fredag.

Og det var en tilfreds Silas Holst, der gjorde status over tempoet efter fredagens 'Vild med dans'.

- Jeg er faktisk glad for, at vi holdt fast. Man skal altid holde fast i sin første intuition, lød det.

Næste uge skal parret danse i et noget langsommere tempo. De skal nemlig på gulvet i en slowfox.

Se eller gense 'Vild med dans' på TV 2 PLAY.