Magasin kårer de 500 bedste sange - nogensinde

Hiphop har fået den plads, genren fortjener, siger musikekspert. Se top-10 i bunden af artiklen.

I 2004 kårede magasinet Rolling Stone Bob Dylans sang 'Like a Rolling Stone' til verdens bedste sang - foran 499 andre særligt udvalgte numre.

Nu - 17 år senere - har magasinet opdateret dets liste med de 500 bedste sange, og det har betydet at knapt halvdelen, 254, er blevet skiftet ud.

Udskiftningerne består både af ældre klassikere, der har fået en plads, og nye sange. Blandt andet er flere hits fra 2010'erne fra kunstnere som Taylor Swift, Ariana Grande og Kanye West nu at finde på listen.

Ifølge musikjournalist og dj Nanna Balslev er listen særligt blevet opdateret på ét punkt.

- Det er, som om de nu har opdaget halvfemserne og nullerne. Den sidste liste havde med få undtagelser fokus på musik fra tresserne og halvfjerdserne, siger Nanna Balslev.

- Med den gamle liste kunne man hurtigt få det indtryk, at der nærmest ikke var lavet god musik efter 1980.

Væk fra rocken

Udover at have sit fokus på ældre musik var listen fra 2004 ifølge Nanna Balslev klart domineret af én genre: Rock.

- Det er meget af det, man kunne kalde far-rock på 2004-listen. Det er den slags musik, der virkelig har formet ældre generationer, der var unge i 70'erne.

Ifølge Nanna Balslev bærer listen også præg af et mere mangfoldigt dommerpanel. Sangene er i år udvalgt af 250 personer fra forskellige grene af musikbranchen, og hver person har indsendt 50 sange. Derefter har de stemt hinandens bud op og ned.

Tidligere har man haft en idé om, at god smag var universel

Nanna Balslev

- Det betyder selvfølgelig noget, hvem der er med til at bestemme og skrive historien, siger Nanna Balslev.

Musikjournalisten fortæller, at mange anmeldere og musikforskere tidligere har haft en ide om, at god musik er universel, og at der "ikke findes noget bedre end Bob Dylan og The Beatles".

- Men mange i dag vil jo kunne argumentere for, at Kanye West er et mindst ligeså stort geni, når det kommer til at skrive og producere sange, siger hun.

Hiphop har fået sin plads

Udover den opdaterede listes både nyere og bredere musik, mener Nanna Balslev også, at den giver særligt én genre den plads, den fortjener.

Nemlig hiphoppen, som i dag er en af de mest dominerende genrer i populærmusikken, forklarer Nanna Balslev.

- Der var tidligere et meget stort fravær af hiphop. Det her ser jeg som en anerkendelse af, at den genre er en lige så stor og vigtig del af musikhistorien, siger hun.

På top ti er der tre hiphop-numre at finde: Public Enemys 'Fight the Power' på andenpladsen, Missy Elliotts 'Get Ur Freak On' på ottendepladsen og 'Hey Ya' med Outkast på tiendepladsen.

Fortjent nummer 1

Nummer et på den opdaterede liste over de bedste sange er Aretha Franklins måske største hit 'Respect' fra 1967, som oprindeligt er skrevet af Otis Redding.

Hun er en af de største soul-stemmer nogensinde.

Nanna Balslev

Ifølge Nanna Balslev er sangen et valg, der på mange måde afspejler både tiden, vi lever i, og historien.

- Det er et virkelig velskrevet nummer. Men det er også en sang, der er større end sig selv. Det har haft en stor betydning for borgerrettighedsbevægelsen, kvinderettighedsforkæmpere og senest Black Lives Matter-bevægelsen. Og hun er en af de største soulstemmer nogensinde. Så på den måde er det et godt valg.

Hun påpeger, at lister som disse altid vil have en høj grad af subjektivitet, og at alle musikinteresserede mennesker vil finde noget at være uenig i. Alligevel mener hun, at langt de fleste sange i top 50 "unægtelig har klassikerstatus".

I listen kan du se top 10 fra Rolling Stones liste. Den komplette liste med 500 numre kan læses hos Rolling Stone.

De 10 bedste sange ifølge Rolling Stone

  1. Outkast: 'Hey Ya!' (2003)

    På tiendepladsen i 2004 var Ray Charles' 'What'd I Say'. 

  2. Fleetwood Mac: 'Dreams' (1977)

    På niendepladsen i 2004 var Nirvanas 'Smells Like Teen Spirit'.

  3. Missy Elliott: 'Get Ur Freak On' (2001)

    På ottendepladsen i 2004 var The Beatles'  'Hey Jude'.

  4. The Beatles: 'Strawberry Fields Forever' (1967)

    På syvendepladsen i 2004 var Chuck Berrys 'Johnny B. Goode'.

  5. Marvin Gaye: 'What’s Going On' (1971)

    På sjettepladsen i 2004 var The Beach Boys' 'Good Vibrations'.

  6. Nirvana: 'Smells Like Teen Spirit' (1991)

    På femtepladsen i 2004 var Aretha Franklins 'Respect'.

  7. Bob Dylan: 'Like a Rolling Stone' (1965)

    På fjerdepladsen i 2004 var Marvin Gayes 'What's Going On'.

  8. Sam Cooke: 'A Change Is Gonna Come' (1964)

    På tredjepladsen i 2004 var John Lennons 'Imagine'.

  9. Public Enemy: 'Fight the Power' (1989)

    På andenpladsen i 2004 var The Rolling Stones' '(I Can't Get No) Satisfaction'.

  10. Aretha Franklin: 'Respect' (1967)

    På førstepladsen i 2004 var Bob Dylans 'Like a Rolling Stone'.