Hjalmers lykke ramlede ind i hans store sorg: - Til sidst havde jeg ikke én følelse, der hang sammen
Sangeren Hjalmer er vokset op i et hjem med musik, men alligevel var musikken ikke hans første store passion.
Han smed armen i vejret og pegede ud mod det bølgende menneskehav.
De 10.000 publikummer kvitterede ved at klappe taktfast og skråle med på hans sang, mens de kiggede op imod Rising-scenen på Roskilde Festival.
Han vendte sig om mod sit band. Og med et enkelt svirp med hånden gav han tegn. Vi tager den lige én gang til.
- Sidste gang! råbte han ud mod publikum, der velvilligt fortsatte med at synge.
Det var en aften, 24-årige Hjalmer havde drømt, siden han var 13 år gammel.
Og da han gik fra scenen, fældede han en tåre.
Men det var ikke første gang, at han havde grædt den dag.
For selvsamme dag havde han siddet hjemme i sin lejlighed og grædt. Ikke af glæde, men af sorg.
År 2019 var året, hvor Hjalmers drømme gik i opfyldelse.
Han havde hits, der blev spillet i radioen. Han vandt en række musikpriser. Og han havde 120 udsolgte koncerter foran sig.
Men skæbnen ville, at hans største succes samtidig ramlede ind i den største sorg i hans liv.
Vejen til succes
Sangeren Hjalmer var bare 22 år, da han brød igennem.
Fire år senere er han nu yngste medlem på holdet i dette års ’Toppen af poppen’, der består af Simon Kvamm, Malte Ebert, Maria Bramsen, Katinka Bjerregaard, Alex Vargas og Mathilde Falch.
Til trods for sin unge alder var Hjalmers vej til succes ikke helt uden omveje og udfordringer.
Han skulle blandt andet forbi en cykelrytterdrøm, et fejlslået studie og en hel del afslag, før han nåede sit mål.
Men det hele begyndte i barndomshjemmet i Odense, hvor Hjalmer elskede at tilbringe sin tid. Al sin tid faktisk.
- Skal du ikke lege med nogen?
Hjalmer voksede op med sine forældre, musikeren Kim Larsen og Liselotte Kløvborg Larsen, og sin lillebror Lui i Odense.
Han var med egne ord et forsigtigt, stille og ret genert barn.
Han elskede at tegne og læse bøger. Fodbold og andre vilde drengelege interesserede ham til gengæld ikke.
Det betød, at han ifølge eget udsagn ikke havde mange venner i skolen.
Det kunne måske lyde trist, men det var det overhovedet ikke.
For Hjalmer elskede at være derhjemme. Han nød at komme hjem efter skole, læse bøger og hygge sig med familien.
En gang imellem spurgte hans forældre ham:
- Skal du ikke lege med nogen?
- Og jeg var bare sådan: ”Næh”, siger Hjalmer, mens han trækker på skuldrene og griner højt.
Hjalmer havde det fantastisk i sit eget og sin families selskab – han følte ikke, at han behøvede mere end det.
Og som 10-11-årig kastede han da også sin kærlighed på solosportsgrenen cykling.
Og det var ikke for sjov.
Hjalmer ville være cykelstjerne.
Det ”beskedne” mål var at vinde Tour de France. Men manglen på store cykelbaner i nærheden betød, at Hjalmer primært trænede op til det prestigefyldte løb ved at drøne 100 gange rundt om torvet hjemme i Odense.
- Jeg trænede hver dag og vejede min morgenmad og alt sådan noget, fortæller han.
Men som 13-årig satte et voldsomt styrt en brat stopper for cykeldrømmene. Hjalmer flækkede tre ryghvirvler og måtte ligge stille i plastikkorset i flere måneder.
Da han endelig kom fri, var interessen for cykelsporten forsvundet. Og en ny opstået. Musikken.
- Dét er virkelig dårlig smag
Hjalmer voksede selvsagt op i et hjem med musik. Hans idoler talte musikkoryfæer som The Beatles og Bob Dylan.
Men i 2008 blev han ramt af sin første store musikforelskelse: Rock-metalbandet Linkin Park.
Ungdomsværelset var plasteret til med plakater med de seks amerikanske bandmedlemmer, og Hjalmer købte alle deres album.
- Det var sådan noget musik, jeg aldrig havde hørt ført. Det var bare som en knytnæve lige ind ad døren, Bang! udbryder Hjalmer.
Favoritnummeret var bandets storhit ’Numb’.
Hjalmer skraldgriner, imens han fortæller om det.
For han ved godt, at man nok skal lede længe efter professionelle musikere, der fremhæver lige netop Linkin Park som et af deres favoritbands.
Mange af hans venner syntes, ”at det var virkelig dårlig smag”.
Det kan han egentlig godt give dem ret i. Men selv når han hører deres musik i dag, synes han, at det er fedt.
- Jeg kan godt se, hvorfor det er dårlig smag, men jeg får stadigvæk samme følelse indeni, siger han.
Det blev dog ikke rock og metal, som Hjalmer kastede sig over, da han gik i gang med at skrive sange, men derimod klassisk dansk pop.
- Vi var unge og havde bumser i hele kraniet
På gymnasiet mødte han for første gang nogle jævnaldrende, der ligesom ham interesserede sig for musik.
Sammen med vennen Mads startede han en duo op, og de to brugte al deres fritid på at øve og spille koncerter.
Det blev til mere end 100 koncerter på de tre gymnasieår.
- Vi spillede bare så meget, som vi overhovedet kunne. Der var tit bare tre personer og en hund, siger han grinende.
Deres fælles drøm var at finde et pladeselskab og blive udgivet. Og i slutningen af gymnasietiden så det pludselig ud til at lykkedes.
På en bar i de sene nattetimer mødte de en musikarrangør, der så noget i de unge drenge. Han hjalp dem videre til et pladeselskab, der i første omgang var interesseret.
De to 18-årige drenge var ellevilde. Det var nu, det skete. Nu de skulle være popstjerner.
Men den unge duo manglede erfaring og talent. Sangene hang ikke helt sammen.
- Vi var unge, havde bumser i hele kraniet og var bare ikke dygtige nok på det tidspunkt, siger Hjalmer.
Pladeselskabet endte med at fyre Hjalmer og Mads. Skuffelsen var stor. Og de to drenge besluttede at lægge duoen på hylden og skilles som venner.
Hjalmer fortsatte med at skrive musik, men som 20-årig besluttede han sig for at lægge musikken lidt på hylden. Nu ville han på universitetet. Det gjorde alle hans andre venner også.
Men det var et helt forkert valg, fandt han hurtigt ud af. Virkelig hurtigt.
- Det her gider jeg bare ikke
Hjalmer pakkede sine ting og flyttede hjemmefra.
Han rykkede fra barndomshjemmet i Odense over til et ledigt værelse hos en ven i København.
Nu skulle han læse dansk. Et fag, han altid har haft let ved.
Men første dag på universitetet gik ikke helt, som han havde regnet med.
- Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle sidde og læse digte hver dag, siger han.
I stedet skulle der kastes ærteposer rundt mellem eleverne – der, når de greb dem, skulle sige deres navne højt. Og da det faglige indhold blev præsenteret, bestod det blandt andet i at dissekere firmakommunikation.
- Det her gider jeg simpelthen bare ikke, tænkte han.
Og efter otte timers skole var Hjalmer færdig med universitet. Han tog hjem og ringede til sin mor:
- Mor, jeg kommer altså hjem igen.
Og så flyttede han ind på barndomsværelset igen.
Derhjemme tog Hjalmer en beslutning. Nu ville han satse 100 procent på musikken. Skrive sange og få dem udgivet.
Det var ikke alle, der helt forstod hans valg:
- Dengang var det lidt pinligt at flytte hjem igen, kan jeg huske. Nogle af mine venner syntes, at jeg havde mistet den fuldstændig, siger han.
Og i midten af 2016 var Hjalmer da også tæt på at miste modet.
Han havde sendt sine sange rundt til snart sagt alle danske pladeselskaber.
Alle takkede pænt nej. Altså lige bortset fra de pladeselskaber, der slet ikke gad at svare.
Men en tilfældig dag stødte han pludselig ind i den musikarrangør, der engang havde hjulpet ham og hans ven Mads videre.
Han ville gerne hjælpe Hjalmer og fik til sidst sparket døren ind til et pladeselskab.
Og pludselig havde Hjalmer en pladekontrakt. Musikarrangøren blev Hjalmers manager.
Men selvom Hjalmer havde en pladekontrakt, skulle han stadigvæk vænne sig til afslag.
- Please elsk mig
For nu var Hjalmer trådt ind i en benhård musikbranche, der uden de helt store hensyn dømte hans sange inde eller ude.
Det var ikke specielt nemt for en følsom 21-årig at sætte sig ind på et kontor overfor erfarne pladeselskabsfolk og præsentere sine egne sange, som han havde lagt al sin kærlighed i.
- Man går jo bare ind og lægger hele sit hjerte på et bord foran dem og siger: ”Please elsk mig” - ”Please ikke smadr det”, siger han.
Men det var ikke alle sange, pladeselskabet kunne lide.
Flere sange blev kasseret.
Og Hjalmer, der ifølge eget udsagn er udstyret med det værste pokerfjæs i verden, havde svært ved at skjule sine følelser.
Så når de hos pladeselskabet sagde: ”Den er sgu ikke god nok”, reagerede han nogenlunde således:
- Okay, så! Jamen, så er jeg bare ude. Så stopper jeg bare med at lave musik. Det er cool nok. Så kan jeg ikke finde ud af det, siger han og bryder ud i endnu et stort grin ved tanken om sin egen reaktion dengang.
Med tiden lærte han at håndtere de hårde bedømmelser. For ofte havde pladeselskabsfolkene jo ret, må han erkende.
Enkelte gange tog han dog kampen op. Det skete, da han præsenterede sangen ’Hvis du går’, som de ikke var synderligt imponerede af hos pladeselskabet.
Men både Hjalmer og hans manager troede på sangen og kæmpede for den. Til sidst fik han sin vilje. Sangen kom med.
Den kamp skulle Hjalmer senere blive glad for, at han havde taget.
- Gid, der ikke var en anmelder
I begyndelsen af 2017 udgav Hjalmer sine første singler til albummet ’Skabt til at være ung’, der udkom senere samme år.
Nu gjaldt det om at få sangene spillet og gjort Hjalmer til et kendt ansigt. Mange medier og tv-programmer ville hellere end gerne tale med Hjalmer.
Men de ville især tale om én ting. Hans far. Danmarks nationalskjald.
Og det ville Hjalmer ikke.
- Det var så vigtigt for mig, at hvis jeg skulle have lov til at have en plads i den her branche, så skulle det være, fordi jeg var dygtig, ellers holder det ikke, siger han.
Derfor takkede Hjalmer pænt nej til størstedelen af alle de interviews, han blev spurgt om.
I stedet fokuserede han på koncerterne. Han måtte ud at spille for at finde sit publikum.
Den første rigtige koncert, som Hjalmer spillede i eget navn, var på musik- og branchefestivallen Spot Festival i Aarhus i maj 2017.
Stedet, hvor nye talenter bliver vist frem – og stedet, hvor det vrimler med folk fra musikbranchen, der med korslagte arme ser de nye musikere an.
Da Hjalmer trådte op på scenen med sit band, kunne han til sin store glæde konstatere, at der var fyldt på pladsen foran dem.
Det gik virkelig godt, syntes han. Så godt, at han kom jublende ned til sin manager og råbte:
- Hold kæft, jeg håber, der var en anmelder. Jeg håber virkelig, der var en anmelder.
Når Hjalmer i dag tænker tilbage, kan han godt huske, at hans manager responderede noget nedtonet og mumlende på hans jubelscene.
Et par dage senere forstod Hjalmer hvorfor.
Her viste hans manager ham en video fra hans optræden. Det viste sig, at Hjalmers opfattelse af koncerten måske ikke helt stemte overens med virkeligheden.
Hjalmer sang falsk. Musikken sad heller ikke lige i skabet.
- Min manager havde bare tænkt: ”Gid, der ikke var en anmelder. Gid, der ikke var en anmelder”, siger han grinende.
Men med et gå-på-mod, der efterhånden kendetegnede Hjalmers karriere mere og mere, tog han ikke oplevelsen som det store nederlag.
- Det var mere sådan et wakeupcall, hvor jeg lige troede, at jeg var verdensmester, og så fandt jeg ud af, at jeg altså virkelig skulle bruge tid på at øve mig med mit band, siger han.
I juni udkom sangen ’Hvis du går’ – nummeret, som Hjalmer havde holdt stædigt fast i. Og det blev dén, der gav Hjalmer det store gennembrud.
Sangen blev et hit, der til dato er spillet mere end 6,5 millioner gange på Spotify. Pludselig kunne Hjalmer høre sit nummer i radioen og ud ad tilfældige vinduer, når han gik nede på gaden.
Og da han i august indtog Sherwood-scenen på Smukfest i Skanderborg, skete der noget, han aldrig havde prøvet før.
- Gud, det er jer, der synger med
Da han stod på scenen, føltes det pludselig, som om hans øremikrofon var gået i stykket. Som om, der var flere stemmer i end hans egen.
Men da Hjalmer fjernede mikrofonen fra øret og kiggede ud mod publikum, opdagede han, hvad der var sket.
- Gud det er jer, der synger med. Tusind tak.
Det var første gang, at Hjalmer hørte nogen synge med på hans egen sang.
- Det er den sygeste følelse, og så så jeg det bare vokse måned for måned, siger han.
Stille og roligt fik Hjalmer bygget et større og større publikum op. Han turnerede på livet løs og begyndte at skrive endnu et album.
Og to år senere ramte Hjalmer karrierens hidtidige største højdepunkt.
Det var året, hvor han udgav albummet ’Midt i en drøm eller noget der ligner’ med hits som ’Istedgade’, ’Dig og mig’ og ’Kongespil’.
Kalenderen var spækket med 120 udsolgte koncerter. Det var alt, hvad Hjalmer havde drømt om. Men midt i lykkerusen var Hjalmer også ramt af sorg.
- Nu er du lige Hjalmer
For i september 2018 mistede Hjalmer sin far til kræft.
- Jeg var i dyb sorg, fortæller han.
Samtidig skete alt det, som Hjalmer havde brugt de sidste år på at arbejde for. Han havde store radiohits, vandt en Gaffa-pris som årets solist og havde kalenderen fuldt booket med udsolgte koncerter.
- Vil du stadigvæk spille dem? spurgte Hjalmers manager ham.
Det var han ikke i tvivl om, at han ville.
Men det blev et hårdt og turbulent år, hvor Hjalmer gik fra den ene ende af følelsesspektret til den anden.
- Mange dage sad jeg derhjemme og havde det fuldstændig forfærdeligt – jeg talte med min familie og græd. Og så måtte jeg lige kigge mig i spejlet og tage noget pænt tøj på og være sådan: ”Nu er du lige Hjalmer”, siger han.
Og så gik han på scenen foran 10.000 mennesker på Roskilde Festival.
Det var en kæmpe oplevelse – også selvom han den selvsamme dag havde siddet derhjemme i lejligheden og grædt.
Hans familie og kollegaer bakkede ham op hele vejen. Uden dem havde han ikke klaret den, mener han.
Men når han ser tilbage på sit 2019, var det på alle måder et kaotisk år.
- Jeg havde det virkelig dårligt, samtidig med at alle mine drømme gik i opfyldelse. Det var et vanvittigt sted at stå imellem. Det var en fuldstændig følelse af kaos inde i mit hoved. Til sidst havde jeg ikke én følelse, der hang sammen, siger han.
Og 2020 kunne måske have set ud på samme måde. Også her havde Hjalmer planlagt, at han skulle skrive musik og optræde på de store scener. Men så kom corona.
- Hold kæft, hvor har jeg det egentlig dårligt
Den globale pandemi satte en brat stopper for alle musikeres turneliv - også Hjalmers.
Det passede på ingen måde ind i hans planer. Men da han først fik sat sig ned og mærket efter, kom pausen måske på et godt tidspunkt for netop ham.
Han var taknemmelig for alle de koncertoplevelser, som 2019 havde bragt med sig. Men nu kunne han for alvor mærke, hvor træt han var. Det blev en kæmpe opvågning for ham:
- Hold kæft, hvor har jeg det egentlig dårligt. Jeg er virkelig ødelagt indeni, tænkte han.
Derfor tog Hjalmer tre-fire måneders pause fra musikskriveriet.
Pausen gjorde meget godt for Hjalmer.
I dag føler han, at han er et bedre sted. Et sted, hvor han i højere grad kan nyde livet og mærke sig selv, når han står på scenen.
- Jeg har det væsentligt bedre i mit hoved, end jeg havde for et år siden. Sorgen er ikke forsvundet. Det gør den aldrig, men den har fundet en plads indeni mig, siger han.
Nu er der igen koncerter på programmet og et nyt album, der udkommer i foråret 2022.
Hjalmer føler sig helt klar til igen at indtage diverse scener landet over. Nu skal der knokles.
Hans ambition er ikke ubeskeden. Han vil bare gerne være den største – ligesom dengang han ville vinde Tour de France.
Hvis man spørger ham til sine fremtidsdrømme, kommer svaret prompte.
At hans familie, og alle dem han elsker, har det godt.
Hans helt store drøm er at lukke Orange Scene på Roskilde Festival eller Bøgescenen på Skanderborg.
- Det er i musikken, at alle mine drømme ligger, siger han.
Hjalmer drømmer om at blive ved med at lave musik og skrive numre, som folk vil lytte til. Unge som gamle. For Hjalmer vil gerne være folkelig.
- Nogle gange er folkelig lidt et fy-ord, men jeg elsker at være det, siger han.
Du kan se 'Toppen af poppen' søndag 12. klokken 20.50 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 PLAY.