Vild med dans

'Vild med dans'-par måtte afbryde træningen en uge op til premieren – i aften er der store sko at udfylde

Claudia Rex og hendes partner har haft en atypisk uge forud for deres første dans på landsdækkende tv. Freja Kirk har nemlig også fejret sit bryllup.

Sejt. Stærkt. Og vigtigt.

Det er nogle af de ord, som har fyldt på Claudia Rex' sociale medier, siden det blev offentliggjort, at hun danser med en kvinde i årets 'Vild med dans'.

Hun udgør den professionelle halvdel af parret og har udelukkende fået positive tilbagemeldinger fra folk, der glæder sig til at se hende og sangeren Freja Kirk på gulvet i fredagens premiere.

Faktisk har responsen været så positiv, at den også giver 34-årige Claudia Rex en smule præstationsangst.

- Jeg håber, jeg kan opfylde folks forventninger, for jeg kan godt mærke, at der er høje forventninger til os som par, siger hun.

Det er nemlig svært ikke at skæve til, hvad danseren Silas Holst skabte med skuespilleren Jacob Faurby i 2019, lyder det fra Claudia Rex.

Her blev de det første mandlige par i verden, som vandt konkurrencen.

- Så der er nogle store sko at udfylde, siger hun.

- Men det er jo fantastisk med høje forventninger. Så må vi bare arbejde så hårdt som overhovedet muligt for at efterkomme det.

Og forventningerne er ikke det eneste, som gør aftenens premiere lidt ekstra nervepirrende for parret – og for danselæreren i særdeleshed.

Freja Kirk har nemlig også haft en anden stor begivenhed i kalenderen den seneste uge.

Bryllup lige op til premieren

I weekenden holdt sangeren et længe ventet bryllup i Italien, hvor hun blev gift med skuespilleren Sus Wilkins.

Derfor begyndte hun og Claudia Rex deres dansetræning en uge før de andre 'Vild med dans'-par, så træningen – helt efter planen – kunne sættes på pause i ugen op til premieren.

Claudia Rex lægger ikke skjul på, at det føles som at "gå til eksamen uden at læse ugen op til".

- Men vi har vidst det, så jeg har forsøgt at forberede alt så godt som muligt. Og Freja er meget dedikeret og var faktisk klar til at gå på gulvet i sidste uge, da vi sagde farvel, siger hun.

At danse med en kvinde er nyt for mig, og det er også rigtig vigtigt for mig, at det bliver gjort ordentligt

Claudia Rex

Dog var hverken hun eller Freja Kirk sikre på, hvor godt dansetrinnene ville hænge ved efter en uges pause.

Samtidig har de kun haft to døgn til at genopfriske deres cha-cha-cha op til premieren.

Seks timer til at genopfriske

De særlige omstændigheder betyder, at Claudia Rex og Freja Kirk blot har haft seks timer i træningslokalet i denne uge til at få helt styr på koreografien til deres første dans på landsdækkende tv.

Den nygifte sanger landede i Danmark onsdag. Herefter satte Freja Kirk kurs mod træningslokalet for at træne hele aftenen, mens hun og Claudia Rex stod tidligt op for at danse igen torsdag morgen.

Dermed har de nået at have i alt 15 træninger sammen ligesom de andre par i 'Vild med dans'. Og selvom programmet har været tæt pakket siden onsdag aften, er alt gået helt efter planen.

- Vi er simpelthen så klar, lyder det fra Claudia Rex, som er overrasket over sin partners dedikation.

- Hun går virkelig all in. Og det er bare så fedt. Fordi jeg er også en type, der går 100 procent ind i tingene, siger danseren.

Skal gøres ordentligt

Selv gør Claudia Rex comeback efter tre år væk fra gulvet. Derfor er hun også spændt på, hvordan seerne tager imod hende efter den pause, der egentlig var tænkt som et endegyldigt farvel.

- Jeg har ikke haft noget med dans at gøre i tre år. Jeg troede, det var fuldstændig slut med den verden. Så det var også en kæmpe omvæltning overhovedet at tænke på dans igen, siger Claudia Rex.

Siden sidst har hun gjort karriere som radiovært, er blevet gift med skuespilleren Pelle Emil Hebsgaard og mor til deres søn Zacharias, som i dag er to år.

Men efter de første uger tilbage i træningslokalet i 'Vild med dans', føles det dog allerede, som om hun er "kommet hjem". Og det på trods af at dette efterår byder på en helt ny udfordring.

Modsat Silas Holst, der er dobbelt verdensmester inden for same sex dancing-disciplinen, har Claudia Rex nemlig aldrig danset med en kvinde. Og det var netop grunden til, at hun sagde ja.

- Der var jo ikke noget nyt og spændende i det, hvis jeg skulle danse med en mand, siger hun.

- At danse med en kvinde er nyt for mig, og det er også rigtig vigtigt for mig, at det bliver gjort ordentligt, fortsætter hun.

Det vigtigste er, at Freja er tryg og glad

Af samme grund har Claudia Rex søgt meget inspiration – især inden for same sex dancing-universet for at se, hvordan den verden fungerer.

Samtidig er processen i danselokalet anderledes. For selvom Claudia Rex står for koreografien, er hun og Freja Kirk meget fælles om at skabe det endelige udtryk i deres danse.

- Det tager lidt længere tid, men på den anden side kommer det også bedre ud, siger den 34-årige radiovært, der også føler, at hun selv har udviklet sig en del, siden hun sidst deltog i 'Vild med dans'.

- Jeg er blevet mere voksen og mere fokuseret. Så jeg tror ikke, jeg er lige så pjattet, som jeg var. For der er ikke så meget tid til tant og fjas længere, siger hun.

Dog er hun med egne ord stadig "glade Claudia". Derudover er hun også stadig perfektionist og et konkurrencemenneske. Så selvfølgelig vil hun gerne gøre det godt.

Men alligevel er det ikke placeringen, der er det vigtigste for Claudia Rex i årets sæson.

- Det vigtigste for mig er, at Freja er tryg og glad for alt, vi laver, siger hun.

Se 'Vild med dans' fredag klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.