Bacheloren Casper Berthelsen på den røde løber: - Ja, vi dater
Det var en glad bachelor, der mødte op på den røde løber til 'ZULU Comedy Galla'. Her kunne han nemlig vise kvinden, han dater, frem.
- Vi har ikke sat noget label på, men vi har datet i to måneders tid, sagde en glad Casper Berthelsen, da han torsdag aften mødte op på den røde løber til 'ZULU Comedy Galla'.
Med sig havde han kvinden Sarah Jessica Jeppesen.
De to fortalte, at de lærte hinanden at kende for ti år siden, da de begge arbejdede i Forsvaret.
Det gør Sarah Jessica Jeppesen dog ikke længere. Hun er i stedet socialrådgiver.
Casper Berthelsen fortalte, at han altid har haft et godt øje til Sarah, men at det altså først var for et par måneder siden, at der blev gjort noget ved det.
- Det skulle lige passe sammen det hele. Og i øjeblikket der tror jeg på, at det passer godt, sagde Casper Berthelsen og smilede.
Blev tændt af 'Bachelor'
Da den første danske sæson af 'Bachelor' kom på TV 2 PLAY, fulgte Sarah Jessica Jeppesen ikke rigtig med i programmet.
Men da de begyndte at skrive sammen, kunne hun ikke lade være med at følge med i de mange dates, Casper Berthelsen uge efter uge var på.
- Måske blev jeg lidt tændt af det. Det tror jeg også, jeg kom til at skrive, siger Sarah Jessica Jeppesen og griner.
- Ja, det gjorde du et par gange, driller Casper Berthelsen.
Når Sarah Jessica Jeppesen så ham på skærmen, havde hun mest af alt lyst til at hive pigerne i programmet til side og 'gå ind og overtage'.
Det var Casper Berthelsen, der tog initiativ til, at kontakten skulle genoptages.
Han så på instagram, at Sarahs veninde var god til at danse shuffle dance, og han skrev til veninden og spurgte, om ikke han skulle joine veninden og Sarah og lave en dansevideo.
Det syntes de to kvinder var en god idé, men det blev så også ved det.
For i stedet for at danse begyndte Casper Berthelsen og Sarah Jessica Jeppesen at skrive sammen.
Fandt ikke kærligheden i tv-program
Der var romantik i luften, da Casper Berthelsen i efteråret 2020 skulle overrække sin sidste rose til den kvinde, han ville fortsætte med at date hjemme i Danmark.
Rosen gav han til Michaela Nielsen, som han helt fra start havde haft et særdeles godt øje til.
Men romancen forsvandt på vej hjem i flyveren, hvor Casper Berthelsen endte med at stå alene i Kastrup Lufthavn og vente. Forgæves.
For Michaela Nielsen var gået ud af flyet før ham og havde forladt lufthavnen.
Det var noget af et slag i maven for Casper Berthelsen, der steg alene på toget mod hjembyen Aarhus.
Efterfølgende gik han til psykolog for at bearbejde alle de følelser, han havde haft efter programmet, og da programmet blev vist hen over sommeren 2021, fortalte han til TV 2, at han igen var et godt sted i sit liv.
Du kan se 'ZULU Comedy Galla' søndag 5. september klokken 21:05 på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY.