Landmand søger kærlighed

Kun sket én gang før – 21-årig tager drastisk valg i 'Landmand søger kærlighed'

Spoiler alert: I denne artikel afsløres en del af handlingen i tredje afsnit af 'Landmand søger kærlighed – den unge landmand'.

Som årets unge landmand i ‘Landmand søger kærlighed’ har Karoline Wraae tydeligt erklæret, at hun drømmer om at finde en kæreste.

Men ikke for enhver pris.

Det var virkelig svært, for jeg ville ikke gøre dem kede af det

Karoline Wraae, årets unge landmand i 'Landmand søger kærlighed'

Det gjorde den 21-årige fynbo klart i fredagens afsnit.

Efter sin gruppedate valgte hun nemlig at give sine to tilbageværende bejlere i datingprogrammet en drastisk udmelding:

- Jeg har valgt, at jeg faktisk ikke vil have nogen af jer med videre, sagde hun til 19-årige Jan Henriksen og 24-årige Rico Andersen.

Dermed har hun som den kun anden nogensinde sendt alle sine bejlere hjem, og ingen flytter ind på hendes gård, som ellers er kutyme i programmet.

I 2017 gjorde den 49-årige landmand Willi Hansen det samme, da han sendte tre kvinder hjem med beskeden, at der ikke var nogen af dem, der tændte ham.

Nu uddyber Karoline Wraae, hvorfor hun tog valget – og hvordan hendes kærlighedsjagt nu skal fortsætte.

Prøvede at give det en chance

I dag beskriver Karoline Wraae samtalen med de to bejlere som et plaster, der skulle rives af. Ubehagelig, men nødvendig.

- Det var virkelig svært, for jeg ville ikke gøre dem kede af det. De jo var kommet, fordi de var interesserede i mig og ville se mig, siger hun om situationen, som fandt sted i maj.

- Og så er det slemt nok at skulle afvise én ad gangen. Jeg skulle afvise to.

Men selv om hun havde det skidt over deres sårede følelser, så var hun også nødt til at være ærlig overfor sig selv. Hun følte ikke nogen kemi.

- Jeg oplevede nok, at jeg trak læsset, fordi de ikke sagde særlig meget. Så jeg vidste ret hurtigt, at de ikke var noget for mig, selvom de også var landmænd, siger hun.

Ked af hendes beslutning

For 19-årige Jan Henriksen og 24-årige Rico Andersen kom beskeden først og fremmest som et chok. Dernæst ramte ærgrelsen.

- Jeg er lidt ked af det og trist. Det er bare øv, lyder det fra Rico Andersen.

- Jeg er selvfølgelig også lidt skuffet, men det er en del af gamet, lyder det fra Jan Henriksen.

Karoline Wraae kunne godt mærke, at beskeden var uventet, men hun er alligevel glad for beslutningen.

- Jeg vil ikke give falske forhåbninger. Der er ikke noget værre end at lade som om. For begge parter. Så jeg synes, jeg gjorde det ordentlige, siger hun.

I modsætning til Willi Hansen, som i 2017 helt forlod 'Landmand søger kærlighed', så afsluttede Karoline Wraae dog ikke sin kærlighedsjagt.

Kærlighedsjagten fortsætter

Efter en snak med vært Lene Beier valgte den 21-årige landmand at give sin dating endnu en chance.

Hun får altså muligheden for at møde nogle andre bejlere, end dem hun i første omgang valgte blandt sine breve. Det betyder, at det stadig er muligt at følge den unge landmand i næste uge på TV 2 PLAY.

- Jeg leder efter en frisk, glad og sjov landmandstype, der har hænderne skruet godt på. En, der gerne vil med på spontane eventyr og sætter pris på mig, siger hun.

For hende er den rette en, der kan følge med i hendes travle liv, der udover hendes arbejde med grise også tæller pasning og plejning af konkurrenceheste, en kæmpe interesse for biler og en aktiv instagramprofil.

Se 'Landmand søger kærlighed den unge landmand' på TV 2 PLAY.