Vild med dans

Sundhedsekspert med i 'Vild med dans'

Michelle Kristensen vejleder i den sunde livsstil som foredragsholder og på skærmen. Snart er det dansen, der skal få pulsen op.

Den 37-årige kost- og ernæringsvejleder, der er kendt for sine sunde råd i 'Go' morgen Danmark', føler sig meget heldig over, at hun skal være med i 'Vild med dans'.

Især fordi hun i første omgang var nødt til at takke nej.

- Da jeg blev spurgt før sommerferien, kunne jeg ikke deltage, da jeg var gravid og måtte melde fra, siger hun.

Men efter fire ugers graviditet stod Michelle Kristensen i de ulykkelige omstændigheder, at fosteret gik til grunde.

Skæbnen ville, at der pludselig manglede en nydanser. Derfor kunne Michelle Kristensen træde til.

- Lige pt er jeg mest forvirret – på den gode måde – over, at jeg nu alligevel skal være med og går rundt med et stort smil på læben, selvom jeg kan se frem til et ret presset efterår, da jeg ikke lige havde lavet plads i kalenderen til 'Vild med dans', siger hun.

Michelle Kristensen føler dog, hun har brug for at grine og have det sjovt, og det er derfor topprioritet.

- Det bliver skidesjovt, selvom det også bliver rigtig hårdt at få al dansetræning til at gå op med arbejdet, men jeg er heldigvis rigtig god til at knokle derudaf og planlægge. Og når jeg først siger ja til noget, så går jeg all in, og helt ærlig så trænger jeg til at have det sjovt, så det bliver det allervigtigste for mig i 'Vild med dans'.

Guider til sund livsstil

Michelle Kristensen er stifteren bag platformen 'MK', som både står for motion og kost samt Michelle Kristensens eget navn. Virksomheden stiftede hun i 2010 med det formål at inspirere mennesker til at leve sundt.

Siden har hun i samarbejde med sit team vejledt mere end 100.000 mennesker omkring sunde vaner igennem bootcamps, opskrifter, kostplaner, bøger og foredrag.

Michelle Kristensen er uddannet inden for idræt og human ernæring og har også været kost- og motionsvejleder i DR-programmet 'Fede forhold'.

'Vild med dans' har premiere 10. september på TV 2 og TV 2 PLAY.