Verdens mest hemmelige underholdningsshow kommer til Danmark
Selv værten er efterladt i uvidenhed i underholdningshittet ’The Masked Singer’, som nu kommer på dansk. I november er der premiere på TV 2.
PĂĄ dansk kommer programmet til at hedde 'Hvem holder masken?'. Og det kaldes verdens mest hemmelige underholdningsshow, da alle hovedpersonerne er hemmelige.
Konceptet kan forklares sådan her: Uge efter uge går ti forklædte, kendte personligheder på scenen og synger det bedste, de har lært.
De kendtes sande identitet er skjult af fantastiske forklædninger, og når de taler, er deres stemmer forvrængede. Det er kun, når de synger, man hører deres ægte stemmer, ligesom der uge for uge bliver givet ledetråde til gættelegen.
Hvem, der gemmer sig bag de farvestrålende forklædninger og spektakulære sceneshows, er op til seerne og programmets detektivpanel at gætte:
- 'Hvem holder masken?' er både surrealistisk, sjovt og stærkt vanedannende, og vi håber, at seerne vil kaste sig grådigt over gættelegen, som vi har set det i andre lande, siger TV 2-redaktør Thomas Richardt Strøbech.
Spredt til 46 lande
'The Masked Singer' er et sydkoreansk format, der siden 2015 er blevet til et globalt fænomen med produktioner i 46 lande, blandt andet Australien, England og USA.
Her har store navne som Bobby Brown, Lil Wayne, La Toya Jackson og Beverly Hills-stjernen Tori Spelling blandt andre taget en tur bag forklædningerne.
I hver uge forlader en af deltagerne programmet og får dermed afsløret sin hemmelige identitet.
- 'The Masked Singer' er kommet på alles læber, fordi folk så gerne vil følge ledetrådene og regne ud, hvem der gemmer sig bag forklædningerne. Både børn, unge og voksne vil fascineres af det legesyge og humoristiske univers, og så er der bare noget ved hemmeligheder og ledetråde, der kan sætte den indre detektiv på overarbejde, fortæller Thomas Richardt Strøbech.
Hemmeligt selv for værten
Hvem der har sagt ja til at være med i den danske version er hemmeligt. Faktisk er det så hemmeligt, at ikke engang programmets danske vært, Ibi Støving, ved, hvem der er med:
- Det her underholdningsprogram minder på ingen måde om noget show, jeg har set før! Det er spektakulært og enormt fascinerede med de vildeste udklædninger, man kan forestille sig. Både min søn og jeg har set den svenske version og er blevet helt opslugt af mysteriet om, hvem der gemmer sig bag udklædningerne. Ligegyldig om man er barn, ung eller voksen, så er hemmeligheder noget, der bare må opklares - og så er hele showet i sig selv en kæmpe fest, siger Ibi Støving.
- Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle være vært på et underholdningsprogram, hvor ikke engang jeg ved, hvem hovedpersonerne er. Det bliver så sjovt, og jeg glæder mig helt vildt til at dele gættelegen med resten af Danmark, siger Ibi Støving.
’Hvem holder masken?’ får premiere i november på TV 2 og TV 2 PLAY.