X Factor

Vært vender tilbage til 'X Factor'

Sofie Linde kan efter en pause igen kalde sig vært på Danmarks største underholdningsprogram.

Når 'X Factor' vender tilbage ved årsskiftet, bliver det med en kending ved roret.

31-årige Sofie Linde indtager nemlig igen værtsrollen i det store underholdningsprogram.

Under sidste sæsons liveprogrammer blev den erfarne vært mor for anden gang og var på barsel med datteren Søs.

- Det har været en god og tiltrængt barsel, men nu er jeg klar, parat og spændt på at komme i gang igen, siger Sofie Linde og fortsætter:

- Og så kan jeg næsten ikke vente med at sige: "Rigtig hjertelig velkommen til endnu en omgang 'X Factor'".

Skarp og modig vært

Med jobbet bliver Sofie Linde den person, der har været dansk 'X Factor'-vært flest gange. Det er sjette gang, at hun skal jonglere mellem nervøse deltagere, tre hårde dommere og et publikum både i salen og hjemme i stuerne.

TV 2s underholdningsredaktør Dorte Borregaard er derfor glad for at byde hende velkommen tilbage:

- Sofie Linde er ganske enkelt én af landets absolut bedste underholdningsværter. Hun er sjov, charmerende, skarp, modig, professionel og fuld af kærlighed til alle involverede i programmet, og vi glæder os simpelthen så meget til, at hun er tilbage, siger hun.

Sidste sæson blev Melvin Kakooza annonceret som Sofie Lindes barselsvikar, men en uge inden liveshows blev han sygemeldt efter at have fået bortopereret en godartet tumor i hjernen. I sidste øjeblik sprang en anden erfaren vært – Lise Rønne – til. Hun har været vært fem gange.

Jobbet starter denne uge

Selvom der går nogle måneder, før Sofie Linde kan ses på skærmen, så starter hendes arbejde allerede denne uge.

Precasting for medvirkende sangtalenter for 15. sæson af 'X Factor' starter i Turbinehallen i Aarhus 12. august klokken 12.00. 17. august er der precasting i The Plant på Raffinaderivej på Amager.

Det er muligt at tilmelde sig her, men det er også muligt at møde spontant op.

Årets dommertrio bliver præsenteret i september.

'X Factor' har præmiere på TV 2 omkring årsskiftet.