Må mænd i sport græde mere nu end før? Her er tre tidligere topatleters egne grådhistorier

Sportssommeren 2021 har budt på flere rørende øjeblikke, hvor især unge mænd ikke har kunnet holde tårerne tilbage på banen.

Christian Eriksens kollaps i Parken blev startskuddet til en følelsesladet EM-turnering for det danske herrelandshold, hvor spillerne såvel som træner Kasper Hjulmand blev rost for deres villighed til at vise sårbarhed og gråd.

Badmintonspiller Viktor Axelsen lod tårerne flyde frit, da han spillede sig til guld ved OL i Tokyo.

Senest kunne den argentinske fodboldspiller Lionel Messi ikke holde tårerne tilbage, da han skulle sige farvel til sin klub gennem 21 år, FC Barcelona.

Og det har givet anledning til en debat om, hvorvidt mændene har åbnet for meget for sluserne, og hvad det gør ved vores idé om maskulinitet i sportens verden og udenfor.

Både debattør Sørine Gotfredsen og kunstner Kristian Von Hornsleth har beskyldt de våde mandeøjne for at være et negativt skred i manderollen.

- Det er ikke tegn på maskulin styrke jævnligt at bryde ud i gråd. Det er snarere tegn på en kultur, hvor manderollen har mistet stamina og karakter, skrev Sørine Gotfredsen i en kommentar i Berlingske, mens Kristian Von Hornsleth i P1 Debat sagde, at "det er gået helt over gevind".

Men følelserne - og tårerne - har altid været en del af sporten. Derfor har TV 2 spurgt tre tidligere mandlige sportsudøvere om deres syn på, om tårerne er et udtryk for en forandret manderolle, og hvordan de selv ser på tårer på banen.

Peter Gade, badmintonspiller 1994-2012

Viktor Axelsen og andre store sportsfolk har grædt offentligt den seneste tid. Er det anderledes, end da du var på toppen af din karriere?

- Det, vi for eksempel så ved det seneste OL, var, at der er mere plads til følelser og større forståelse. Og det bliver behandlet væsentligt anderledes i medierne. Jeg tror generelt også, at der er en større interesse for at forstå personen bag præstationen, og det, synes jeg, er superfint.

Har du et konkret eksempel, hvor du har kontrolleret dine egne følelser?

- Jeg har haft mange følelser og tårer i øjnene igennem karrieren, men det er ikke sikkert, at de er kommet frem på banen. Der er i hvert fald meget, der kommer bagefter, når man sidder i omklædningsrummet.

- Jeg kan ikke huske hver eneste sejr og nederlag, men jeg kan huske VM i 1999, hvor jeg taber semifinalen 15-14 i tredje set, og dér var der ret stærke følelser i spil, især da jeg blev interviewet bagefter. Men dengang vidste vi godt, at der ikke var plads til følelser på samme måde.

- Vi var generelt ikke trygge ved, at sådan nogle reaktioner eller meget følsomme udtalelser ville blive taget imod på samme måde. Derfor var jeg i hvert fald meget bevidst om at gå uden om det.

Hvad mener du om den måde, som atleterne giver følelserne frit spil i dag?

- Der er jo forskellige måder at vise følelser på. Nogen græder indvendigt, og andre kommer ud med det på en anden måde. Det skal ikke være sådan, at man dømmer nogen på, om nogen græder eller ej. Der bør ikke være en standard for, hvordan man skal reagere.

Klaus Berggren, landsholdsspiller i fodbold, 1979-1988

Viktor Axelsen og andre store sportsfolk har grædt offentligt den seneste tid. Er det anderledes, end da du var på toppen af din karriere?

- Da vi var på toppen i min årgang i 80’erne, blev vi meget populære, fordi vi viste følelser. Vi sagde de ting, som vi ikke måtte, og vi gjorde de ting, som vi ikke måtte.

- Det virker, som om spillerne i dag er blevet skolet. De kommer ikke med de store udsagn, og det har måske været med til at gøre landsholdet lidt kedeligt. Der er ikke noget spræl i kommentarerne. Men det, der skete med Eriksen, betød, at alle de stive mennesker blev til mennesker med følelser, og det faldt vi alle sammen for.

Har du et konkret eksempel, hvor du har kontrolleret dine egne følelser?

- Jeg kan huske, da jeg skulle sige farvel til Pisa, og jeg blev interviewet af lokal-tv’et, og der græd jeg. Det gjorde kun, at jeg blev endnu mere elsket. Så jeg vil ikke sige, at jeg har kontrolleret mine følelser.

Hvad mener du om den måde, som atleterne giver følelserne frit spil i dag?

- De forbereder sig i flere år på OL eller slutrunder, så det er kraftige følelser, og det er tilladt at græde og bande, og jeg synes, at det er skønt. De mennesker vinder helt vildt med det. Vi får jo en følelse og sympati med dem, som vi ikke gjorde med de stive spillere.

John 'Faxe' Jensen, landsholdsspiller i fodbold, 1987-1995

Viktor Axelsen og andre store sportsfolk har grædt offentligt den seneste tid. Er det anderledes, end da du var på toppen af din karriere?

- Vi kan bare gå tilbage til 1992, hvor vi så Flemming Poulsen græde i en halv times tid (da Danmark vandt EM i fodbold, red.). Så det er ikke noget nyt, men det var mere sjældent, at man så mænd græde tidligere. Derfor tror jeg også, at man dengang kiggede på det som en fed ting, at Flemming Poulsen græd. Det var fedt, fordi det viste, at det betød så meget.

Har du et konkret eksempel, hvor du har kontrolleret dine egne følelser?

- Nej, det vil jeg ikke sige. Jeg græd da også under EM i 1992, men det var for mig selv meget kortvarigt. Jeg lå i 30 sekunder og græd, og så kom holdkammeraterne, og så blev det erstattet med jubel.

Hvad mener du om den måde, som atleterne giver følelserne frit spil i dag?

- Det er jo følelser, der kommer ud, og jeg synes kun, at det er fedt.