Vild med dans

Dansk bestseller-forfatter med i 'Vild med dans'

Når den nye sæson af 'Vild med dans' begynder, bliver det med en mand på dansegulvet, der er plejer at være garant for drabeligt drama.

En af Danmarks mest populære krimiforfattere, Michael Katz Krefeld, medvirker i årets udgave af 'Vild med dans'.

Den 55-årige forfatter har over de seneste 13 år skrevet 12 bøger, som er solgt i over en million eksemplarer i mere end 20 lande.

Nu skal han prøve kræfter med en helt anden form for kunstnerisk udfoldelse.

- Jeg er så glad for, at jeg får lov til at danse med i år. Det er en kæmpe ære. Som krimiforfatter forsøger jeg at få fingrene til at danse hen over tastaturet, når jeg skriver. Den store udfordring i 'Vild med dans' bliver at få hele kroppen til at svinge med, siger Michael Katz Krefeld.

Forfatteren er oprindeligt fra Gammel Holte nord for København, men er vokset op på den københavnske vestegn.

Har fået hav af priser, men dans er helt nyt

Krefelds seneste bog, 'Nattens udyr', udkom i efteråret 2020 og handler om politikvinden Cecilie Mars. Året før var Krefeld aktuel med bogen 'Skytsengel', der er sjette bind i serien om den tidligere betjent og nuværende privatdetektiv Thomas "Ravn" Ravnsholdt, der bor på sin motorbåd i Christianshavns kanal og opklarer forbrydelser sammen med sin engelske bulldog Møffe.

Krefeld har modtaget et hav af priser: Harald Mogensen Prisen for årets bedste danske krimi i 2012 med 'Sort sne falder', Martha Prisen som danskernes yndlingsforfatter i 2016, Otto B. Lindhardt Prisen i 2017, Krimimessens Publikumspris i 2018 samt en Mofibo Award for 'Mørket kalder' i 2020.

Udover bøger har han skrevet manuskripter til en række film og tv-serier, herunder DR-serien 'Nikolaj & Julie' og TV 2-serien 'Hotellet'.

- Jeg er millioner af kilometer væk fra min comfort zone, men jeg håber, at min danseglæde overvinder premierenerverne. Det er i hvert fald mit store mål at få styr på trinene og give den fuld gas på dansegulvet. Mest af alt så glæder jeg mig bare til at komme i gang med at danse, fortæller succesforfatteren.

Udover Michael Katz Krefeld deltager blandt andre svømmeren Pernille Blume, entertaineren Jacob Haugaard og tv-vært og bagekendissen Micki Cheng.

'Vild med dans' har premiere 10. september klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.