Landmand søger kærlighed

26-årig landmand slår rekord i dating-program

26-årige Emil Bay Mortensen kan bryste sig af at være den landmand i 'Landmand søger kærlighed', der har fået flest bejler-breve nogensinde.

For fire måneder siden tonede en 26-årig, lyshåret og storsmilende østjyde for første gang frem på tv-skærmene og TV2.DK.

Det er jo kun ét brev, jeg skal bruge. Det rigtige

Emil Bay Mortensen, landmand

Som en af de nye landmænd i 'Landmand søger kærlighed' søgte Emil Bay Mortensen en kvinde at dele livet med. Og det viser sig, at interessen for at være netop den kvinde har været rekordhøj.

Intet mindre end 129 kvinder valgte nemlig at skrive et brev til landmanden i håb om at møde ham. 129 kvinder, hvoraf den unge landmand skal finde sin forhåbentligt kommende kæreste.

- Jeg var mundlam. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle reagere, fortæller Emil Bay Mortensen i premiereafsnittet.

'Landmand søger kærlighed' har premiere tirsdag 17. august på TV 2. På TV 2 PLAY kan man følge landmanden Karolines kærlighedsjagt fra 20. august i 'Den unge landmand'.

Har ikke haft nemt ved kærligheden

Med de mange breve har Emil Bay Mortensen "slået" den tidligere rekordholder Ruud Derks, som i 2016 fik 126 breve fra bejlere, samt 20-årige Laura Høilund Skafte, som var med i PLAY-programmet ‘Den unge landmand’ i 2020, der fik 100 breve.

Det var en overvældende oplevelse, da vært Lene Beier åbnede en brun sæk og hældte de mange breve ud foran Emil Bay Mortensen, beskriver han.

- Jeg var selvfølgelig spændt på, hvor mange der ville være, men jeg havde slet ikke regnet med så mange. Jeg bliver faktisk lidt rørt over det. Når man ikke er vant til at få den opmærksomhed.

Landmanden har selv haft svært ved at finde en kæreste, fordi han har været en smule tilbageholdende og - ifølge ham selv - har manglet selvtilliden til at tage det første skridt, når det kom til dating.

129 kvinders interesse giver måske et selvtillidsboost, men Emil Bay Mortensen understreger, at det i sidste ende ikke er antallet af breve, der tæller.

- Det er jo kun ét brev, jeg skal bruge. Det rigtige, siger han.

I første omgang skulle det dog skæres 96 procent fra, ned til de fem kvinder, som skal med på den første date i programmet, speeddaten.

Den 26-årige landmand Emil søger en jævnaldrende kæreste at dele hverdagen med. Video: Kasper Søby

Fik hjælp til udvælgelsen

For at vælge gik Emil Bay Mortensen systematik gennem bunken af bejler-breve, og fik samtidig hjælp af sin søster og fire af sine tætteste venner.

Faktisk læste han samtlige breve igennem to gange for at være helt sikker.

- Når pigerne har givet sig tid til at skrive et sødt brev til mig, er det da det mindste, jeg kan gøre, siger han.

- Det er også en ret stor beslutning af tage ud fra meget lidt information i et brev.

Hans store drøm er en dag at drive sit eget landbrug. Og sidste ende valgte Emil Bay Mortensen nogle, som virkede til at dele hans værdier, humor og som - ligesom ham selv - er et familiemenneske, der vil elske livet på landet.

- Og så er det ingen hemmelighed, at billederne også betød en del i udvælgelsen, siger han med et grin.

De fem kvinder, som skrev sig til Emil Bay Mortensens interesse møder seerne, når 'Landmand søger kærlighed' har premiere.

Udover 26-årige Emil Bay Mortensen er årets landmænd i 'Landmand søger kærlighed' 73-årige Svend Erik Paulsen, 45-årige Allan Jensen, 29-årige Christian Frigaard og 25-årige Maxine Sørensen. På TV 2 PLAY er 'Den unge landmand' 21-årige Karoline Wraae.