Nu løfter de sløret – holder kærligheden endnu?
Hverdagen meldte sig straks, da ‘Bachelor’-parret vendte tilbage til Danmark.
Både Jaffer Janjooa og Bolette Birch var optimistiske, da sidste afsnit af ‘Bachelor’ blev sendt, og de forlod den græske ø Rhodos som et par.
- Jeg kunne helt 100 procent godt se mig og Bolette blive gamle sammen, lød spådommen fra Jaffer Janjooa.
- Jaffer har helt klart vundet mit hjerte, så jeg håber, han passer godt på det herfra, sagde Bolette Birch.
Men kunne kærligheden også blomstre hjemme i Danmark, da de i det kolde efterår 2020 vendte hjem fra de mange ugers tv-optagelser i Grækenland?
I PLAY-programmet ‘Efter den sidste rose’, der kan streames fra tirsdag morgen, afslører Jaffer og Bolette, hvad der er sket.
Og det er med et kæmpe smil på læben, de fortæller, at de fortsat er et par, og at kærligheden blomstrer mere end nogensinde før.
-På Rhodos var det ikke officiel kærlighed. Jeg så mere Bolette med “jeg har lyst til at lære dig at kende”-øjne. Lige nu er det med nyforelskede øjne, jeg ser hende. Vi er på den lyserøde sky, siger Jaffer Janjooa til TV 2.
Tingene udviklede sig
Han fortæller, at hverdagen straks meldte sig ved hjemkomsten til Danmark. De skulle begge genforenes med deres familier og finde arbejdskalenderen frem igen. De havde aftalt, at de hverken skulle se eller tale med hinanden i en hel weekend. Familierne var førsteprioritet.
Alligevel kunne de ikke holde fingrene helt væk fra telefonen for at skrive sammen. Og da de igen mødtes om mandagen hos Bolette i Holbæk, begyndte tingene at udvikle sig.
- Jeg husker bare, at vi var sammen alle dagene. Hun viste mig rundt, og vi lærte hinanden bedre at kende uden kameraer på, siger Jaffer Janjooa.
I ‘Bachelor’ skulle han date både Bolette Birch, og en stribe andre kvinder i de uger, optagelserne fandt sted. Derfor manglede de noget i deres relation til hinanden, da parret vendte tilbage til Danmark.
- Vi havde sprunget nogle led over i en normal datingproces. Vi talte rigtig meget om, hvad der var sket, men vi prøvede også at skrue emnerne tilbage til livret, yndlingsfarve og alle de basale ting som på en første date. Det fungerede fint, siger Jaffer Janjooa.
Gik fra hinanden
For den anden ‘Bachelor’ i programmet, Casper Berthelsen, forløb hjemkomsten til Danmark helt anderledes. Han valgte i finale-programmet at give sin sidste rose til Michaela Nielsen, men parret er sidenhen gået fra hinanden.
- Efter vi kom hjem til Danmark, fandt jeg ud af, at der var grundlæggende værdier, som vi ikke havde tilfælles, hvorfor jeg besluttede, at vi ikke skulle fortsætte med at date, lød det i sidste uge i et skriftligt svar fra Casper Berthelsen.
I TV 2 PLAY-programmet ‘Efter den sidste rose’, der kan streames fra tirsdag morgen, fortæller både Jaffer og Casper mere om tiden efter ‘Bachelor’-optagelserne.
Alle afsnit af 'Bachelor' kan streames på TV 2 PLAY.