Bachelor

Han valgte den mystiske kvinde i 'Bachelor' - sådan er det gået siden

Efter flere ugers dating valgte Casper Berthelsen sin udkårne med hjertet. Derefter gik det ikke som ønsket

Casper Berthelsen var overstrømmende lykkelig, da han på en bjergtop på Rhodos tilbød sin sidste rose i ‘Bachelor’ til Michaela Nielsen.

I løbet af flere ugers tv-optagelse havde han datet 18 kvinder, men da han skulle vælge dén kvinde, der havde gjort størst indtryk på ham, faldt valget på den 25-årige musiker og model, som han selv betegnede som "mystisk".

Måske var hun kvinden, der kunne få drømmen om en livspartner til at gå i opfyldelse?

‘Bachelor’ blev optaget i efteråret 2020, og der er gået snart ni måneder, siden Casper Berthelsen og Michaela Nielsen rejste hjem fra tv-optagelserne i Grækenland.

Nu afslører 33-årige Casper Berthelsen, at et liv sammen med Michaela blev ved drømmen.

Parret er gået fra hinanden.

-Jeg gav min sidste rose til Michaela, og jeg glædede mig meget til at fortsætte eventyret med hende hjemme i Danmark. Desværre er Michaela og jeg ikke sammen i dag, siger Casper Berthelsen.

I et skriftligt svar sætter han nogle flere ord på sin beslutning.

- Efter vi kom hjem til Danmark, fandt jeg ud af, at der var grundlæggende værdier, som vi ikke havde tilfælles, hvorfor jeg besluttede, at vi ikke skulle fortsætte med at date.

Casper Berthelsen ønsker ikke at uddybe forskellene i de grundlæggende værdier, og hvad præcist er sket, siden parret kom tilbage til Danmark.

Han henviser til et interview, der sendes på TV 2 PLAY tirsdag i næste uge. Her møder Petra Nagel ‘Bachelor’-deltagerne hjemme i Danmark i programmet ‘Efter den sidste rose’.

Hun gav ham en vild følelse

I Grækenland var Michaela Nielsen den kvinde, der fra første afsnit gjorde største indtryk på den første, danske ‘Bachelor’.

Han fortalte selv, at han havde fået “en vild følelse i kroppen”, da han så hende gå op ad den røde løber i programmets første afsnit.

Samme aften formåede hun at overraske ham og de øvrige kvinder, da hun lænkede ham i et sæt medbragte håndjern.

Dermed skaffede hun sig alenetid med den eftertragtede ungkarl.

Gennem hele serien havde Casper Berthelsen et godt øje til Michaela. Hun blev valgt til flest dates, til stor frustration for mange af de øvrige kvinder, og hun var også den første, han kyssede med.

Det skete på en date, der sluttede på stranden i en sen aftentime.

Ja - med et kæmpe smil

Kulminationen på parrets mange dates og samtaler fandt sted på en bjergtop, hvor Casper Berthelsen skulle vælge at give sin sidste rose til enten Michaela Nielsen eller Stine Lykke.

-Uanset hvad andre tænker, påvirker det ikke min beslutning. Jeg går med mit hjerte, sagde Casper Berthelsen, da han tilbød Michaela Nielsen sin sidste rose.

Hun sagde ja med et kæmpe smil:

-Jeg er glad og taknemmelig for denne rejse og for, at jeg har fundet kærligheden. Jeg glæder mig bare til at fortsætte eventyret og se, hvor vi ender, sagde Michaela Nielsen i en af programmets sidste scener.

Siden hjemkomsten til Danmark har TV 2 flere gange tilbudt Michaela Nielsen at stille op til interview. Hun er ikke vendt tilbage på henvendelserne.

Du kan se alle afsnit af ‘Bachelor’ på TV 2 PLAY

Ekstraprogrammet 'Efter den sidste rose' kan streames på TV 2 PLAY fra tirsdag den 20. juli.