Klemt

22-årig komiker trænede at fejle – og fuldførte sin vigtigste mission

Eva Jin er de seneste år stormet frem på den danske standup-scene. Hun har altid jagtet målet, men i dag ved hun, at vejen ikke bør være snorlige.

Klapsalverne var øredøvende.

Selv de bagerste rækker rejste sig for at hylde debutanten, 18-årige Eva Jin.

Den unge komiker var på scenen i Huset i Magstræde til sit første standup-set nogensinde, og det var gået “sygt godt”. Alle syntes, hun var den vildeste.

Der var bare ét lille problem...

Det var slet ikke det, der skete.

Det var blot sådan, Eva Jin forestillede sig, at hendes debut på den danske standup-scene ville udspille sig tilbage i 2017.

Den unge komiker husker tydeligt, hvordan fantasien brast.

Eva Jin (midten) spiller sammen med (fh) Sofie Jo Kaufmanas, Ida Marie Nielsen, Mathilde Passer og Magnus Haugaard.

Klapsalverne var sparsomme, flere af hendes punchlines blev mødt med stilhed, og joken om, at ansatte i frozen yoghurt-butikker mindede om delfiner, var nok “lidt for syret”.

- Det var et kæmpe antiklimaks, beskriver hun debuten i dag.

Alligevel er episoden en milepæl, for den rummer en del af opskriften på komikerens succes: At hun har accepteret, at hun kommer til at fejle.

Fast forward til i dag – fire år senere – betegnes 22-årige Eva Jin som et af de største nye talenter indenfor dansk standup.

Eva Jin på scenen til ZULU Comedy Galla i 2020.

En drøm, som ikke kunne mislykkedes

De seneste år er Eva Jin ikke bare blevet fortrolig med standup-scener over hele landet. Hun har – blandt meget andet – medvirket i den prisvindende satire-podcast ‘r8Dio – Undskyld vi roder’ og i DRs tv-serie ‘Guru’ med Simon Kvamm.

Der var pludselig virkelig meget på spil

Eva Jin

Under Zulu Comedy Galla i 2020 fik hun sit egentlige gennembrud, da hun leverede klassisk Eva Jin-standup: Fire minutter om en absurd jobsamtale, hvor en chef udspurgte den halvt koreanske komiker, om hun var kineser. Alt sammen tilføjet hendes særprægede akavethed og lange, veltimede pauser.

Se hendes optræden ved ZULU Comedy Galla her:

Lige nu er hun aktuel i sin første hovedrolle i komedieserien ‘Klemt’ på TV 2 PLAY og ZULU.

Men vejen til at blive den scenevante komiker, Eva Jin er i dag, startede lang tid inden.

- I virkeligheden har jeg nok altid vidst, at jeg skulle leve af at være sjov, siger hun.

Hun beskriver det selv som “en livsmission”.

Opfandt kæmpe persongalleri

Det første minde om, at grin gav Eva Jin et kick, går helt tilbage til barndomshjemmets have i midtsjællandske Veksø, hvor hun optrådte i rollen som en gammel kroket-spillende dame.

- Der var nogle af vores gæster, der fniste. Det var meget stort for mig, fortæller hun.

Eva Jin elskede som barn at spille små spontane skuespil for sin familie og venner.
Ofte det var kostumer og rekvisitter, der lagde grundstenene til rollerne.

Igennem hendes opvækst var mærkelige karakterer en fast bestanddel af hendes små skuespil og sketches. Ofte var det noget med nogen, der slog sig eller bar en mærkelig hat, beskriver hun.

- Jeg tænkte jo, at alle kunne se, det var det her, jeg skulle.

At det måske ikke kunne lykkedes var slet ikke en mulighed i hendes fremtidsforudsigelser.

Den mulighed opstod – paradoksalt nok – først, da hun blev konfronteret med, at hun faktisk havde talent for at være sjov.

Ros blev til pres

Under opførelsen af årets skolemusical i ottende klasse husker Eva Jin, at flere lærere sagde, at hun var dygtig.

En anden gang var det hendes venindes mor. “Du har noget timing,” sagde hun, da hun så en sjov video, pigerne havde lavet.

Eva Jin har dyrket sin interesse for skuespil hele livet – selv efter hendes veninder begyndte at "vokse fra" at lave små sjove videoer. - Jeg var 16 år og synes jo, stadig det var for fedt at sidde i en paryk, siger hun.

Men med rosen fulgte bevidstheden om, at hendes interesse måske ikke bare var "for sjov".

- Det gik mere og mere op for mig, at det ikke er en selvfølge, at man kan gøre det, man drømmer om, forklarer Eva Jin.

Hun beskriver, at hendes egne tanker om livsmissionen gik fra “Det er bare det her, jeg skal” til den mere pessimistiske version: “Hvad nu, hvis jeg ikke er god nok til det?”

Jeg tænkte: “Jeg giver mig selv, til jeg er 42, så er det fint.”

Eva Jin

I første omgang var hendes løsning at holde en pause med at optræde. At fjerne fokus i et halvt års tid.

Men missionen levede stadig. Og var en stærk drivkraft i hende.

Eva Jins rolle i 'Klemt', Stina, er ligesom hende selv en ung kvinde, som er ved at finde sig til rette i voksenlivet.

Så i stedet for at lade sig slå ud af presset, mærkede hun efter og fandt frem til det, det i virkeligheden drejede sig om.

- Der var pludselig virkelig meget på spil. Det var en frygt for at fejle, siger hun.

Hvordan kommer man af med sådan en frygt? spurgte hun sig selv.

Man fejler. Så mange gange, at det bliver normalt.

I skole for at fejle

I stedet for at fortsætte direkte i gymnasiet efter niende klasse, tog Eva Jin på teaterefterskole. Med det ene formål at lære sig selv bedre at kende.

- Jeg var faktisk rimelig kalkuleret. Jeg vidste, at jeg var nødt til at gå et skridt tilbage og deale med de her følelser, før jeg begyndte at optræde ægte.

Og det virkede.

Standup-comedy, som Eva Jin dyrker i dag, kræver, at man kan holde til et vist pres. - Når folk griner, føler man sig bare mega nice og mega god. Som den bedste i hele verden. Omvendt kan man også føle sig som den dårligste overhovedet, hvis der er helt stille, siger Eva Jin.

Med dagligt teater, improvisation og optrædener foran sine venner opdagede hun, at nervøsitet ikke er et faresignal.

Det blev mere og mere klart for hende, at fejl “ikke er døden” – de er en uundgåeligt del af det at blive bedre.

Øvelserne gav hende langsomt mod til at forfølge sin nye interesse: Standup-comedy.

Fik inspiration fra andre komikere

Eva Jin havde fulgt med i satireprogrammet ‘Danish Dynamite’ med Martin Høgsted og Magnus Millang gennem flere år.

Ligesom hende selv opbyggede de karakterer. Men Martin Høgsted lavede også standup og turnerede som komiker.

Det er gået sindssygt hurtigt. Næsten for hurtigt

Eva Jin

Sådan blev hun inspireret til i 2017 at melde sig til sit første Open Mic-arrangement i Huset i Magstræde. Her kunne helt grønne og aspirerende komikere prøve sig selv og deres materiale af.

Eva Jins forventninger var tårnhøje, da hun stillede sig på scenen. Hendes fem minutter lange set var blevet til over to måneder, og det store mørke rum var næsten fyldt op med mennesker.

Men – som indledningen i denne artikel afslører – gik det ikke, som hun håbede.

- Selvfølgelig kan det være mega angstprovokerende (at gå på scenen, red.), men fordi jeg har et overordnet mål, som SKAL lykkedes, er jeg villig til at udstille mig selv ret meget, siger Eva Jin.

Her kunne hun have droppet standup. Have lagt det på hylden på grund af den dårlige oplevelse.

Men netop, fordi hun hvilede i sig selv og processen, betød reaktionerne ikke særlig meget.

I hvert fald ikke nok til at holde hende væk tre uger senere, da den næste Open Mic-aften bød sig. Og den næste igen.

- Nogle gange er du i flow, andre gange ikke. Nogle gange går det godt, andre gange ikke. Det er ikke jordens undergang, siger Eva Jin og tilføjer:

- Og jeg var kun 18 år, så jeg vidste, jeg havde god tid til at lykkes. Jeg tænkte: “Jeg giver mig selv, til jeg er 42, så er det fint.”

Mere og mere sig selv

Jo mere Eva Jin har optrådt med sin standup de sidste fire år, jo mere har hun udviklet sin særprægede stil og den akavede persona, hun har med på scenen.

Hun har taget imod feedback fra andre komikere og fået en bedre fornemmelse for, hvordan publikum reagerer.

- Jeg kan mærke, at jeg er blevet bedre og sikrere. Jeg har meget færre shows, hvor jeg falder igennem. Det tror jeg ikke, jeg faktisk rigtig har mere, siger hun.

Eva Jin tror ikke helt hendes forældre forstod, HVOR alvorlig hendes drøm var. - Min mor sagde for nyligt: “Det er lidt som at høre, du gerne vil til månen.  Det aner vi ikke, hvordan man gør, men det fandt du jo selv ud af", fortæller hun.

Flere og flere har fået øjnene op for hendes talent, og især det seneste år har stribevis af nye professionelle muligheder budt sig.

Nervøsiteten og frygten for at fejle kan stadig ramme – eksempelvis inden hendes optræden til Zulu Comedy Galla, som er hendes hidtil største liveoptræden.

Men det føles ikke mere som om, at hele hendes mission er på spil, når det sker.

Eva Jin er flyttet til København og lever nu af “at være sjov”, som missionen dikterede.

- Det er gået sindssygt hurtigt. Næsten for hurtigt, siger hun.

Eva Jin, da hun medvirkede i 'Natholdet'.

Derfor tror hun, at det nu igen er ved at være tid til en time-out fra karriereræset og hendes egne og andres forventninger. Planen er snart at tage et halvt år ud af kalenderen til et højskoleophold.

- Jeg har en ide om, at hvis jeg vil udvikle mig standup-mæssigt, så skal jeg også udvikle mig som person og lære mig selv at kende. Jeg har mange år endnu til at dyrke standup, siger hun.

Eva Jin er med i ‘Klemt’ som sendes på TV 2 ZULU mandag klokken 21.20. Du kan allerede nu de to første afsnit på TV 2 PLAY.