Bachelor

Hun blev afvist i ‘Bachelor’ - halvanden uge efter tog hendes liv en stor drejning

Spoileralarm: I denne artikel afsløres det, hvilke kvinder der blev valgt fra i 'Bachelor' afsnit 23.

Hun havde ondt i maven, da hun satte sig sammen med Casper Berthelsen i sofaarrangementet ude foran den luksuriøse ‘Bachelor’-villa i Grækenland.

Det var blevet tid til, at Casper skulle vælge, om han ville gå videre med hende.

Var hun købt eller solgt? Det var den følelse, hun sad med. Og om blot få minutter ville hun få svaret.

Hun lagde ud med at forklare Casper, at der var en grund til, at hun var så nervøs:

- Det er jo, fordi jeg virkelig gerne vil fortsætte det her. Jeg kan virkelig godt lide dig, og du har alle de kvaliteter, jeg normalt søger i en mand.

Over for hende sad Casper Berthelsen - fyren, som hun sammen med en masse andre kvinder havde datet i ugevis.

- Jeg kan ikke invitere dig med på den næste date. Og det er sindssygt svært at sige til dig, fordi jeg synes virkelig, du er dejlig, sagde han og var tydeligt berørt af situationen.

Første møde mellem Uyen Nguyen og Casper Berthelsen. Men alligevel var det ikke første kontakt mellem dem. For de havde nemlig matchet på Tinder noget tid inden.

Overrasket over valget

Uyen Nguyen husker ikke samtalen tydeligt i dag, og det gjorde hun faktisk heller ikke lige efter.

- Jeg var sådan lidt: shit, hvad fanden var det, jeg sagde?

Uyen var en af tre kvinder, som kyssede med Casper på en date. Og hun blev overrasket over, at han ikke valgte at tage hende med på den sidste date.

Uyen til en af de mange roseceremonier.

- Jeg følte virkelig, at vi havde haft noget specielt, lød det fra Uyen Nguyen umiddelbart efter, Casper havde afsløret sig valg.

Derfor blev hun også ked af det. Hun skjulte det bare over for kameraerne og Casper.

På det tidspunkt vidste hun ikke, at hendes kærlighedsliv ville tage en helt anden drejning nogle få dage senere.

Casper og Uyen har lidt alenetid - dog med kamera på.

Svært at være afslappet på kamera

Uyen Nguyen følte ikke, hun nåede at vise Casper Berthelsen nok af sig selv, inden han skulle vælge mellem hende og Stine Lykke Lorentzen.

Det hang blandt andet sammen med, at der ikke var meget tid på tomandshånd med Casper Berthelsen. Men i den grad også, fordi hele setup’et ikke var naturligt.

- Det var svært for mig at vise en mere afslappet side af mig, fordi der hele tiden var kamera på, siger Uyen Nguyen.

Hun fortæller, at hun generelt ikke har noget imod at vise sin sårbarhed, men at hun hele tiden blev mindet om, at hele Danmark ville kunne se med.

- Jeg føler, jeg begrænsede mig ret meget i forhold til, hvad jeg ville have gjort hjemme i Danmark.

Men i dag er hun stolt af, hvordan hun håndterede opholdet.

Uyen Nguyen fandt ikke kærligheden, men til gengæld nogle gode venner - særligt Mette og Alissa.

Og så har hun lært meget om sig selv.

- Jeg har fundet ud af, hvor mentalt stærk jeg egentlig er. Og rummelig. Og når man skal bo med så mange kvinder i et hus, så var det en vigtig evne.

Uyen Nguyen er professionel danser.

En dans udviklede sig romantisk

Heldigvis tog afvisningen fra Casper Berthelsen ikke modet fra Uyen Nguyen i forhold til at finde kærligheden.

Faktisk havde hun på fornemmelsen, at hun nok skulle finde den rette i Danmark, da hun vendte hjemad.

Og blot halvanden uge efter hun var kommet hjem, mødte hun ham helt tilfældigt.

Uyen Nguyen sammen med sin kæreste Daniel Shamitha Bendtsen. Han er også danser.

Det skete til en dansetræning. Uyen er professionel danser, og hendes ven inviterede hende med til en træning.

Vennens ven manglede en dansepartner, og det blev så Uyen.

Og derfra udviklede det sig. Faktisk har de været sammen lige siden.

Smilede, men var trist indeni

Kirstine og Jaffer på date. Kirstine var blandt de fire kvinder, der fik lov at møde Jaffers mor og bror.

- Det er helt i orden, Jaffer. Det er okay, sagde 30-årige Kirstine Natalie Øbakke og smilede, da Jaffer Janjooa afslørede, at han ikke ville invitere hende med på date, men i stedet valgte Bolette Birch.

Det kom egentlig ikke som et stort chok, men indeni var hun alligevel trist.

For på et splitsekund sluttede eventyret i Grækenland. Og ikke nok med det var Kirstine blevet lidt vild med Jaffer.

- Jeg blev faktisk ret ked af det, men jeg skjulte det nok lidt, fortæller Kirstine Natalie Øbakke, og afslører, at hun fældede en tåre, da hun gik fra Jaffer og de rullende kameraer og ned til poolen for at samle tankerne.

I virkeligheden handlede det nok ikke kun om afvisningen fra Jaffer, men også om afslutningen på hele oplevelsen.

Kirstine blev vildt overrasket, da hun så Jaffer ankomme til 'Bachelor'-villaen.

Havde fanget små hint

Kirstine havde opfanget nogle små signaler fra Jaffer Janjooa, og derfor kom det ikke som en stor overraskelse, at han valgte at invitere Bolette Birch på date.

Flere gange havde hun følt små hint, der ikke pegede mod en romantisk afslutning for hende og Jaffer.

Nogle uger forinden havde han eksempelvis sagt, at hun mindede om hans bedste veninde

Og til mingling havde han været en anelse vævende, da hun spurgte, om han overhovedet kunne se de to date videre i København.

- Jeg kunne godt mærke viben, så jeg følte mig lidt friendzoned.

Kirstine kendte godt til Jaffer hjemmefra, og derfor var hun glad, da det gik op for hende, at han også var en bachelor, man kunne date.

Så da hun gjorde det, gjorde hun ekstra meget ud af at nyde opholdet i den luksuriøse villa og de mange nye venskaber, som hun fik.

- Det er nogle af de bedste, jeg har mødt i mit liv, siger Kirstine Natalie Øbakke.

Som en del af corona-sikkerhedsforanstaltningerne var hun i seks dages isolation sammen med Louise Andresen, inden optagelserne begyndte.

Her stod det hurtigt klart, at de to kvinder svingede godt sammen.

Allerede i andet afsnit af 'Bachelor' var Kirstine på gruppedate. Her har hun lidt alenetid med Casper. Men det stod dog hurtigt klart for Kirstine, at de nok ikke var et match.

En ny indsigt og romantik

Noget af det, som Kirstine Natalie Øbakke også tager med fra opholdet i Grækenland er en ny indsigt i sig selv.

Det kom eksempelvis bag på hende, hvordan hun reagerede, når hun blev presset. For det var ikke altid nemt at bo med en masse andre kvinder, som ovenikøbet datede den samme fyr som en selv - og ikke nok med det, blev det hele oven i købet filmet.

Her gik det op for Kirstine Natalie Øbakke, at hun godt kunne reagere ret kraftigt, når hun blev presset.

Samtidig lærte hun, hvor god hun alligevel var til at omfavne de andre kvinder og konkurrenter.

Og som ugerne gik, blev Kirstine mere og mere vant til afvisninger, roser og at se den fyr, man datede, invitere andre ud.

Jaffer og Kirstine fotograferet ved den sidste roseceremoni.

I dag er hun på ingen måder bitter eller ked af, at Jaffer ikke valgte hende.

- Der var flere følelser og kærlighed i luften hos nogle af de andre. Og det respekterer jeg fuldstændig.

Men heldigvis gav hele ‘Bachelor’-oplevelsen hende kun endnu mere mod på at finde kærligheden.

Og det ser ud til, at hun har fundet den.

- Jeg ser en, som jeg er ret glad for. Vi har set hinanden i 2-3 måneder, men tager det meget stille og roligt - især her mens programmet stadig kører, fortæller Kirstine Natalie Øbakke.

Se det andet sidste afsnit af ‘Bachelor’ på TV 2 PLAY. Torsdag afsløres det, hvem de to bachelorer ender med at vælge.