Bachelor

De aftalte at mødes i lufthavnen – øjeblikket blev enden på deres forhold

Spoileradvarsel. I denne artikel afsløres det, hvad der sker i ekstraprogrammet 'Bachelor – efter den sidste rose'.

Alt var fryd og gammen, da Casper Berthelsen havde givet sin sidste rose til Michaela Nielsen i sidste uges finale i 'Bachelor', der blev optaget i efteråret 2020.

Kameraerne blev slukket, og de to kunne endelig sænke skuldrene og omfavne hinanden uden at blive filmet og uden et helt produktionshold omkring sig.

Casper og Michaela tilbragte den sidste aften i Grækenland sammen i Casper Berthelsens ’Bachelor’-hus, hvor de spiste sushi, drak champagne, dansede til 80'er-musik og nød hinandens selskab uden kameraer for første gang.

- Det var virkelig en rigtig god aften, vi havde sammen, lyder Casper Berthelsens forklaring i programmet 'Bachelor – efter den sidste rose', som kan ses på TV 2 PLAY.

Men under et halvt døgn efter hans aften med Michaela Nielsen, sad Casper Berthelsen alene i et tog og var ved at bryde sammen i gråd.

Og de har ikke set hinanden siden.

Her forklarer Casper Berthelsen, hvad der skete, fra de to vågnede op sammen dagen efter roseceremonien.

Det har ikke været muligt at få et interview med Michaela Nielsen, så dette er Casper Berthelsens udlægning af forløbet.

Sidste dag sammen i lufthavnen

Morgenen efter den sidste roseceremoni vågnede Casper Berthelsen og Michaela Nielsen tidligt for at tage i lufthavnen.

Det var koldt, da de to fulgtes ad i bilen, og Casper Berthelsen lånte Michaela sin jakke.

Ude i lufthavnen mødte de hele det øvrige 'Bachelor'-hold – inklusive Jaffer Janjooa, Bolette Birch, Louise Andresen og Stine Lykke Lorentzen, som Casper Berthelsen havde afvist til roseceremonien aftenen før.

- Det var virkelig en mærkelig stemning, og det var ikke særligt sjovt, hverken for mig eller Stine, siger Casper Berthelsen om mødet med Stine Lykke Lorentzen.

Efter de havde checket ind, hyggede Casper og Michaela sig sammen i gaten. Stemningen mellem dem var ifølge Casper Berthelsen god.

Ombord på flyet sad de ikke sammen, men ifølge Casper Berthelsen var de også så trætte, at de sov det meste af turen. Til gengæld aftalte de at mødes i Københavns Lufthavn og sige farvel til hinanden og planlægge, hvad der derefter skulle ske.

Men Michaela Nielsen mødte aldrig op til mødet med Casper Berthelsen i lufthavnen.

Hvad fanden foregår der?

Ifølge Casper Berthelsen kom han ud af flyet cirka ti minutter efter Michaela Nielsen. Han hentede sin bagage og gik ud i ankomsthallen i lufthavnens terminal 3.

Her stod 'Bachelor'-produktionsholdet og tog afsked, og da Casper Berthelsen havde krammet alle farvel, stillede han sig til at vente på Michaela Nielsen, der endnu ikke var kommet.

Jeg var bare pisseked af det for at sige det ligeud

Casper Berthelsen

Han ventede en time, før det gik op for ham, at Michaela var gået uden at sige farvel. Hun svarede hverken på hans opkald eller sms'er.

"Sig mig, hvad fanden foregår der?" husker Casper Berthelsen, at han tænkte.

- Lige der føler jeg bare, at hun totalt bryder vores aftale. Og det er ret dårlig stil, for dagen forinden har jeg jo stået og givet hende mit hjerte, siger Casper Berthelsen og tilføjer:

- Jeg var bare pisseked af det for at sige det ligeud.

Casper Berthelsen gik direkte ned og tog det første tog mod hjembyen Aarhus.

- Jeg satte mig til rette i toget, og så begyndte min verden at bryde stille og roligt sammen.

Hjem til Aarhus

I toget på vejen hjem sad Casper Berthelsen hele vejen med en fornemmelse i kroppen af, at han ikke vidste, om han var ved at bryde ud i gråd eller kaste op.

- Jeg følte mig totalt vraget, og at jeg havde givet mit hjerte til en, der bare kaster det væk, siger Casper Berthelsen.

Turen hjem til Aarhus føltes lang. Ud over sin frustration over Michaela Nielsens opførsel, kunne Casper Berthelsen også mærke, at alle de intense følelser, han havde haft igennem 'Bachelor', pludselig begyndte at synke ind hos ham.

- For første gang i to måneder var jeg helt alene, og det hele rammer mig lige der, siger Casper Berthelsen.

Efter et par timer i toget fik Casper Berthelsen dog hul igennem til Michaela Nielsen, der endelig ringede tilbage til ham.

Hendes forklaring på, hvorfor hun ikke mødte op i lufthavnen, var – ifølge Casper Berthelsen – at hendes mobiltelefon var løbet tør for strøm, og at hun var nødt til at tage hjem, da hun skulle til en "velkommen hjem"-fest hos nogle venner.

Bryder kontakten

Casper Berthelsen og Michaela Nielsen talte sammen i telefonen de to efterfølgende dage efter hjemkomsten til Danmark.

Her fik de ifølge Casper Berthelsen talt ud om alt, hvad der var sket i 'Bachelor'. Ifølge Casper Berthelsen bekræftede Michaela ham også i, at hun fortsat gerne ville date ham.

Men før Casper Berthelsen kunne gå videre med Michaela Nielsen, havde han brug for at høre én ting fra hende.

- Jeg siger til hende, at jeg har brug for én ting, og det er, at hun forstår, hvor ked af det jeg blev, da hun ikke kom. Jeg havde behov for, at hun så det fra min side.

Ifølge Casper Berthelsen var Michaela Nielsens reaktion, at hun ikke kunne forstå, hvorfor Casper Berthelsen var blevet såret over det, der skete i lufthavnen.

Herefter valgte Casper Berthelsen at afbryde kontakten til Michaela Nielsen, og de to har ikke været i kontakt med hinanden siden.

Jakken, hun lånte af ham sidste morgen i Grækenland, har han heller ikke fået tilbage.

Tror stadig på kærligheden

Når Casper Berthelsen i dag ser tilbage på sin rejse i 'Bachelor', er der ikke noget, han fortryder. Også selvom programmet altså ikke fik den slutning, han havde håbet på.

Alle valg, han traf gennem programmet, traf han efter de vilkår, der nu engang var, forklarer han.

- Det er jo altid det værd at tage en chance, når det handler om at finde kærligheden, og det var det også at være med i 'Bachelor', siger Casper Berthelsen.

Han fortæller, at han stadig mener, at han er det helt rigtige sted i sit liv til at finde den eneste ene.

Han har gået til psykolog, efter at han kom hjem for at bearbejde alle de følelser, han har haft efter programmet, og er i dag et godt sted, fortæller han.

- Jeg tror stadig 100 procent på kærligheden, og jeg er blevet mere bevidst om hvilken type, der er den rigtige for mig, siger Casper Berthelsen.

TV 2 har gentagne gange forsøgt at få et interview med Michaela Nielsen, men hun er ikke vendt tilbage på henvendelserne.

Se 'Bachelor – efter den sidste rose' på TV 2 PLAY.