Vild med dans

Derfor er to store navne ikke med i årets 'Vild med dans'

De to professionelle dansere har været med i programmet i henholdsvis 14 og 15 år. Nu skal de begge bruge efteråret på noget andet.

Når efterårets 'Vild med dans' går i gang, kommer der til at mangle to velkendte ansigter på skærmen.

I denne sæson er hverken Michael Olesen eller Mie Martha Moltke at finde blandt de professionelle dansere.

Og det er der to gode grunde til.

38-årige Michael Olesen er blevet far for første gang – til en lille dreng, der kom til verden 22. juli.

Familieforøgelsen har danseren og hans kæreste, Joan Divine, drømt om og kæmpet for gennem ni år i fertilitetsbehandling.

Derfor er de kommende måneder da også dedikeret fuldt ud til sønnen, hvilket altså betyder, at Micahel Olesen har valgt at holde barselsorlov fra 'Vild med dans'.

- Selvom jeg elsker 'Vild med dans', og det er en kæmpe stor del af mit liv og af mig, så var det faktisk en ret nem beslutning at tage, siger han og fortsætter:

- Nu har vi ventet i ni år på det her, så den lille og Joan skal bare have fuldt fokus.

Lykkelige på deres vegne

Michael Olesen tog sin første tur på gulvet i 'Vild med dans' med skuespilleren Anne Louise Hassing i 2007 og har været med i alle 13 sæsoner, der siden er løbet over skærmen.

I 2017 dansede han sig til sejr med skuespilleren Sofie Lassen-Kahlke, og senest førte han sangerinden Hilda Heick til en flot sjetteplads.

TV 2s underholdningsredaktør Thomas Strøbech lægger ikke skjul på, at fredagene "selvfølgelig ikke bliver det sammen uden Olesens smil", men sender sin fulde opbakning til den professionelle danser.

- Hele 'Vild med dans'-familien er lykkelige på Michael og Joans vegne og ønsker dem verdens bedste barselsorlov. Det er en kæmpedrøm, der endelig går i opfyldelse, og den skal selvfølgelig have al hans opmærksomhed, lyder det fra Thomas Strøbech.

Skal udvide egen forretning

Mie Martha Moltke har også valgt at dedikere sit efterår til at sine mange andre hjerteprojekter.

Ved siden af 'Vild med dans' har hun nemlig i mange år drevet sit eget dansestudie. Det er blandt andet det, der nu skal kastes mere energi i.

Derudover stiftede hun sidste år bevægelsen 'Together Now', som i år udmønter sig i flere festivals og talkshows. Og så pønser hun også på at udvikle en uddannelse et nyt bevægelseskoncept.

- Jeg har gang i en masse dejlige ting, og det er dem, som skal passes, plejes og udvides, siger hun.

Den 40-årige danser har været med i 'Vild med dans' siden anden sæson i 2005. I alt er det blevet til 15 sæsoner på gulvet.

Dermed er Mie Martha Moltke den kvindelige professionelle danser, der har deltaget flest gange. Og faktisk var produktionen nødt til at love, at de ikke ville forsøge at overtale hende til at tage en sæson mere, lyder det fra underholdningsredaktør Thomas Strøbech.

- Vi er i mange år kommet til at overtale hende til lige at være med én gang til. Så i år lovede vi hende, at vi ikke engang ville prøve, siger han.

Og det har været en stor hjælp, siger Mie Martha Moltke.

- De var nødt til at love mig ikke at gøre det, fordi jeg også har kæmpe kærlighed til programmet. Jeg har været ovenud lykkelig for at være med, siger hun.

Også hendes beslutning møder fuld opbakning fra underholdningsredaktøren.

- 'Vild med dans' kræver både tid, kræfter og personlighed, og alt det gode skal hun nu investere i sin egen forretning. Vi hepper på Mie herfra. Men måske prøver vi at overtale hende igen en anden gang – det er jo Mie, siger Thomas Strøbech med et smil på læben.

Selv vil hun da heller ikke udelukke, at seerne ser hende i 'Vild med dans' igen. Og det samme gælder for Michael Olesen.

- Jeg håber, at det kan lade sig gøre. Jeg vil komme til at savne det og kunne godt finde på at komme tilbage igen og danse igen, siger han.

Indtil da glæder begge dansere sig til at heppe på dansekollegaerne og følge programmet fra sidelinjen.

- Og så må vi se, om jeg overhovedet kan holde mig vågen til det, eller om jeg er for træt med sådan en lille baby, griner Michael Olesen.

'Vild med dans' 2021 har premiere 10. september kl. 20 på TV 2 og TV 2 PLAY.