Bachelor

Foran grædende kvinder kom hun med chokerende udmelding til roseceremonien

Spoileradvarsel. I denne artikel afsløres det, hvad der sker til roseceremonien fra torsdagens afsnit.

Det var en presset Louise Andresen, der stod på trappen iført en glimtende lyserød kjole og sølvstiletter.

Sammen med de andre kvinder i ‘Bachelor’ ventede hun på at blive kaldt op til Casper Berthelsen og Jaffer Janjooa og blive tilbudt en rose.

Men Louise Andresen havde en lidt anden plan for, hvad der skulle ske.

Allerede inden roseceremonien gik i gang, havde hun nemlig besluttet sig for, at hun ville takke nej til roserne og dermed frivilligt forlade programmet.

Med det valg ville hun også sige farvel til muligheden for at finde kærligheden i Grækenland.

Da Jaffer tog en rose i hånden og kaldte Louise op til sig, havde han ingen anelse om, hvad udfaldet ville blive.

Pånær Sandra vidste de andre kvinder heller ikke, hvad der skulle ske.

Louise Andresen kunne ikke overskue at indvie de andre i hendes tanker og beslutning. Og så ville det også være for hårdt at skulle tage afsked med dem inden roseceremonien. Derfor holdt hun beslutningen for sig selv – næsten.

Lige indtil Jaffer forventningsfuld og smilende spurgte:

- Vil du gerne tage imod en rose fra mig?

Louise tog en indånding, rørte ved sit hår og svarede:

- Øh, nej. Jeg tror, det er på tide, at jeg bare skal hjem.

“Nej, nej, nej” blev der hvisket fra kvinderne bag hende, der stod målløse og så til, hvordan Louise trak tæppet væk under Jaffer.

Årsagerne var mange. Både konflikter i det hus, hvor alle kvinderne boede, men også det pres der lå på hende i forbindelse med dating-delen lå bag valget.

Louise Andresen forklarer til TV 2, at hun har haft nogle lidt “øv” forhold, der har brændt hendes naller i forhold til kærligheden.

Derfor har det i lang tid krævet tid at lukke folk derind, hvor det bliver sårbart og meget privat.

Og i ‘Bachelor’-formatet, der optages over godt en måned, er der selvsagt ikke den tid, som der ville være ude i den virkelige verden til at lukke et andet menneske ind i sit eget tempo.

- Det var nogle meget personlige ting, man talte om på de dates, man var på. Jeg har ikke haft en kæreste i tre år, så jeg var lidt ude af træning i at tale om dybe ting på den måde, forklarer hun.

Og det var udfordrende for Louise Andresen, der egentlig helst bare gerne ville have det sjovt og mærke, om kemien overhovedet var til at åbne op for det mere personlige.

- Men havde du slet ikke tænkt over, at programmets koncept kræver, at man gør tingene lidt hurtigere end ude i virkeligheden?

- Nej, jeg havde slet ikke tænkt så meget over det inden. Jeg tænkte bare, at jeg skulle ned og møde Casper, og hvis det fungerede, så gjorde det det, og hvis ikke, så havde jeg fået en megafed oplevelse.

Sådan blev det dog langt fra. For det stod hurtigt klart for Louise, at hende og den første bachelor Casper Berthelsen ikke ville fungere på længere sigt. Og efter et par uger troppede Jaffer Janjooa op.

De havde væsentligt bedre kemi og grinede og fjollede lige fra første møde.

Derfor kom det også bag på alle, da Louise med tårer i øjnene forklarede, at hun gerne ville lære Jaffer bedre at kende, men at hun var nødt til at tage hjem.

- Er du sikker?, spurgte en overrasket Jaffer Janjooa.

Men det var Louise ikke.

- Det er fucking hårdt. Nogle kan klare det, og nogen kan ikke. Jeg er så åbenbart en af dem, der ikke kan klare det, sagde Louise Andresen med henvisning til hele dating-delen og det faktum, at hun datede den samme fyr, som flere af hendes roomies også gjorde.

- Er du sikker?, spurgte Jaffer Janjooa igen og krammede Louise.

- Nej, overhovedet ikke, svarede hun, hvorefter Jaffer gik tilbage til fadet med roser og spurgte hende en gang til.

Med opbakning, pift og hujen fra de andre kvinder, valgte Louise alligevel at takke ja til Jaffers rose.

- Jeg havde ikke regnet med, at Jaffer ville sige de ting, han gjorde. For jeg var jo heller ikke sikker. Det hele blev bare for meget lige i øjeblikket, og alle stod og kiggede, fortæller Louise Andresen.

Og valget om at blive har hun ikke fortrudt siden.

- Jeg er så glad for, at jeg sagde ja. Jeg er sikker på, at jeg ville have fortrudt det, hvis jeg kom hjem, så jeg er glad for, at han fik mig overtalt.

Blev friend zonet og fravalgt

Linea Sindt blev ikke tilbudt nogen rose til denne uges roseceremoni. At hun ikke fik nogen rose fra Casper Berthelsen, kom ikke bag på Linea.

Og det sårede hende heller ikke, for hun havde nemlig planlagt at takke nej, hvis hun blev tilbudt en rose fra Casper.

- Jeg følte ikke, vi var et match. Og det var også tydeligt, hvem Casper satsede på, fortæller Linea.

Faktisk var Casper Berthelsen slet ikke hendes type. Det forklarede hun også til castingen.

- Men det var gået virkelig dårligt med fyrene, så derfor ville jeg prøve noget andet. Så jeg var åben for at prøve det.

Derfor var Linea også glad, da Jaffer Janooa ankom til Grækenland.

- Han var ærlig og energisk, og jeg syntes, han viste lidt mere personlighed. Derfor ville jeg satse på ham i stedet, forklarer Linea.

Der var bedre kemi mellem Linea og Jaffer, og Linea blev blandt andet inviteret med på en gruppedate, hvor kvinderne fik lov at møde Jaffers mor og storebror.

Derfor blev Linea også overrasket, da hun til roseceremonien ikke blev tilbudt en rose af Jaffer Janjooa. I stedet fik hun at vide, at det, der var mellem dem, var mere venskabeligt.

- Det lyder måske lidt nederen, men jeg var faktisk overrasket over, at jeg blev sendt hjem før nogle af de andre, fortæller Linea Sindt.

Blev sårbar af afvisningerne

Det var først efter roseceremonien, at det gik op for Linea Sindt, at hun var blevet friend zoned – altså mere en ven end en potentiel kæreste. Og da hun havde fået lidt tid til at tænke over det, endte hun med at være enig.

Da det stod klart, at eventyret var slut, blev det tydeligt for Linea, hvor sårbar hun havde været i tiden op til hendes sidste roseceremoni.

Sårbarheden opstod især efter de gentagne fravalg i forbindelse med gruppe- og solodates.

- Det der med ikke at blive set som interessant og god nok til at komme med på dates var hårdt, forklarer Linea Sindt, der følte, at fravalgene i ‘Bachelor’ vakte gamle følelser fra tidligere fravalg.

Derfor oplevede hun, at hun måske blev mere sårbar end hun burde, nu hvor der ikke var de store kærlighedsfølelser i spil i Grækenland.

- Jeg var ikke stærk nok til at se bort fra, at jeg ikke blev valgt. Der skete bare så meget i ens hoved dernede, og det var nok også fordi, at man kun havde de andre kvinder at tale med om det.

Linea Sindt har stadig ikke fundet kærligheden, men føler sig ellers parat til et parforhold.

- Det kræver jo bare, at jeg skal gøre noget for at finde kærligheden. Der kommer jo ikke bare en fyr og banker på ens dør, siger Linea Sindt, der er meget bevidst om, at hendes usikkerhed og frygt for at blive afvist godt kan hæmme hende i at møde drømmemanden.

Hvordan det udvikler sig mellem Jaffer Janjooa og Louise Andresen kan du følge i ‘Bachelor’, hvor der kommer nyt afsnit hver tirsdag, onsdag og torsdag på TV 2 PLAY.