Bachelor

Efter Caspers overraskende valg – i dag er der en ny mand i hendes liv

Spoileradvarsel: I denne artikel afsløres det, hvem der ryger ud i 12. afsnit af 'Bachelor'.

Da der var to roser tilbage i torsdagens roseceremoni, stod der tre kvinder tilbage på trappen uden en:

Maya Lützhøft, Malene Holgersen, Stine Mariager.

Og da de to bachelorer, Casper Berthelsen og Jaffer Janjooa, skulle træffe deres valg, valgte de begge at give deres sidste rose til Malene Holgersen.

Sådan blev 13 til 11, og det betød altså et overraskende farvel til både 33-årige Stine Mariager og 30-årige Maya Lützhøft. To deltagere, som Casper Berthelsen på hver sin måde havde et særligt forhold til.

Stine Mariager var ugen før på 24-timers date med Casper Berthelsen, mens Maya Lützhøft kendte ham hjemmefra.

Havde brugt mest tid med Casper

For Stine Mariager kom det som lidt af en overraskelse, at hun stod tilbage uden en rose og dermed måtte vende tilbage til Danmark.

Dels fordi Casper Berthelsen i sidste uge havde fredet hende til roseceremonien efter deres 24-timers date.

Og også fordi hun på daten brugte en del tid med bacheloren væk fra kameraerne, hvor kemien havde været god.

- Jeg havde stået med en fredning ugen før, og at jeg ryger hjem ugen efter, uden at have haft mulighed for at tale med Casper. Det var lidt en underlig følelse, siger Stine Mariager.

Ifølge Stine Mariager havde hun dog en sær mavefornemmelse forud for ceremonien, og derfor kom det heller ikke som det største chok, da hun ikke fik en rose.

- Jeg havde på en måde en følelse i maven af afklaring. Og det er enormt hårdt at være i det setup. Og så savnede jeg mine drenge, siger Stine Mariager, der er mor til tvillingedrenge.

Jeg har måske ikke spillet mine kort rigtigt

Stine Mariager

Ikke aggressiv nok

Når Stine Mariager ser tilbage på sin tid i 'Bachelor', tror hun ikke, at hendes facon over for Casper i programmet var aggressiv og opsøgende nok.

- Jeg har måske ikke spillet mine kort rigtigt, fordi jeg nok har været lidt tilbageholdende. Jeg skulle klart have været mere aggressiv, siger Stine Mariager.

Hvis hun og Casper Berthelsen havde mødtes uden for programmet, tror Stine Mariager, at det godt kunne have været endt anderledes.

Stine Mariager er nemlig ikke ligeså tilbageholdende, når hun dater derhjemme – uden kameraer og med andre kvinder på sidelinjen.

- Havde jeg mødt ham herhjemme, ville jeg helt klart gerne have gået videre med Casper. Men i 'Bachelor' skal man bare være hurtigere på nogle punkter, end jeg havde lyst til at være, siger Stine Mariager.

Ikke mistet sin tillid til mænd

Da Stine Mariager stod tilbage som en af de sidste uden en blomst til ceremonien, lod hun en kommentar falde om, at hendes tillid til det modsatte køn efterhånden kunne ligge på et meget lille sted.

- Jeg tog fra Danmark med ikke så meget tillid til mænd, sagde hun i programmet.

Men selvom Casper altså valgte hende fra på trods af deres gode kemi, er tilliden til mænd ikke væk den dag i dag.

Måden jeg dater på derhjemme er mere rigtig

Stine Mariager

For Stine Mariager tog sin oplevelse i 'Bachelor' som en vigtig påmindelse om, at hun skal stole på sin egen styrke og mavefornemmelse og ikke holde sig tilbage, når det kommer til dating.

- Jeg er blevet bevidst om, at måden jeg dater på derhjemme er mere rigtig. Jeg har en stor styrke, og den skal jeg bevare, siger hun.

Siden optagelserne til 'Bachelor' sluttede, har Stine Mariager også haft heldet med sig i datingverdenen.

Hun har mødt en fyr på en datingapp, som hun nu har datet fast i en længere periode.

Maya: - Jeg ville have sagt nej

For Maya Lützhøft var det ikke den store overraskelse, at Casper Berthelsen ikke valgte at tilbyde hende en rose.

- Jeg havde det meget på fornemmelsen, og jeg havde faktisk selv tænkt mig at sige nej, hvis han tilbød mig en rose, siger Maya Lützhøft.

Selvom hun som en af de eneste af kvinder havde kendt til Casper Berthelsen i flere år inden 'Bachelor', følte hun ikke, at der var en gnist mellem dem.

De to havde skrevet sammen, siden de matchede på Tinder i 2016, men på trods af det, oplevede Maya ikke, at Casper viste hende den store interesse i at lære hende at kende.

Hun ville dog ønske, at de havde nået at få talt sammen inden roseceremonien, så de kunne have set hinanden i øjnene.

- Jeg ville gerne have sagt til ham, at det er helt okay, at det ikke var noget alligevel, siger Maya Lützhøft.

Jeg er blevet meget bedre til at mærke efter

Maya Lüfthøft

Ikke samme drøm

Når alt kommer til alt, tror Maya Lützhøft heller ikke, at hun og Casper Berthelsen vil det samme i fremtiden.

Hvor Casper er meget fokuseret på sin karriere, har hun valgt at leve et mere frit liv som selvstændig, fyldt med rejser og eventyr.

- Jeg tror, at han har en anden drøm end mig, og på den måde er det egentlig helt i orden, siger Maya Lützhøft.

Maya Lützhøft er stadig single i dag, men hun fortæller, at 'Bachelor' har ændret hendes syn på dating til det bedre.

Hvor hun før i tiden har fokuseret mest på fyrens følelser, lytter hun i dag mere til sig selv.

- Jeg er blevet meget bedre til at mærke efter, om jeg rent faktisk er interesseret i ham. Før tænkte jeg mest på, om han var interesseret i mig, siger Maya Lützhøft.

Se 'Bachelor' på TV 2 PLAY.