Underholdning

Kender du ordet ‘cheugy’? Hvis ikke, er du det nok selv

De online platforme giver lokale udtryk mulighed for at blive spredt globalt, siger social medie-specialist.

Ordet cheugy har bredt sig på det sociale medie TikTok.

På platformen er videoer med hashtagget #cheugy tilsammen blevet set mere end 46,7 millioner gange.

Det bliver jo brugt til at putte folk i kasser

Nathalie C. Larsen, social medie-specialist

Men selvom det er blevet udbredt globalt, er ordet stadig ikke allemandseje. Og det er måske en fordel, mener retoriker og specialist i sociale medier ved Lead Agency, Nathalie C. Larsen.

- Det er endnu ikke alle, der har taget det i deres mund. Så lige nu lever udtrykket også højt på, at det er for særligt indviede på de sociale medier. En generationsting, siger hun.

Men hvad betyder cheugy? Hvem bruger det? Og hvorfor er det lige nu, at ordet breder sig?

Hvad betyder cheugy?

Ordet cheugy er nyt i en global forstand og er derfor stadig ved at blive defineret af brugerne, fortæller Nathalie C. Larsen.

De her ord udfolder en tendens, hvor sproget kommer til kort

Nathalie C. Larsen, social medie-specialist

Dog er der ifølge hende nogle grundelementer, som allerede ligger fast.

- Det betyder, at noget eller nogen er utrendy eller har en generisk smag. At man prøver lidt for hårdt at være med på en dille, men måske bare er lidt bagude, siger hun.

Som eksempler fremhæver Nathalie C. Larsen blandt andet t-shirts med statements, tegneseriefigurerne Minions og bestemte udtryk som for eksempel "yolo".

- Det er alle de her trends, som er præget af en lemmingeeffekt, hvor folk bare følger ukritisk med, siger hun.

Men det er ikke de samme ting, der altid er cheugy.

Noget kan sagtens gå fra at være cheugy til at være retro eller trendy igen. Her er lavtaljede bukser et godt eksempel, lyder det.

De sociale medier gør, at sproglige fænomener og lokale udtryk hurtigt kan blive allemandseje

Nathalie C. Larsen, social medie-specialist

Hvorfor breder det sig nu?

Ifølge mediet The New York Times stammer ordet fra 2013, hvor den nu 23-årige amerikanske softwareudvikler Gaby Rasson opfandt det.

Dengang bredte det sig rundt på gangene på Beverly Hills High School, hvor hun studerede, men udtrykket forblev i lokalområdet eller blandt specifikke grupper.

I 2018 blev cheugy optaget i den online ordbog over slangudtryk Urban Dictionary, men først i foråret 2021 begyndte det rigtigt at tage fart på globalt plan.

Cheugy

Her lagde TikTok-brugeren Hallie Cain en video på mediet, hvor hun definerer cheugy som et udtryk, der blandt andet dækker over folk med citatplakater og personer, der bruger udtryk som “girlboss energi”.

- De sociale medier gør, at sproglige fænomener og lokale udtryk hurtigt kan blive allemandseje og komme bredt ud. Og hvis udtrykket vækker identifikation, bliver det ofte hængende, siger Nathalie C. Larsen.

Hvem bruger det og til hvad?

På nuværende tidspunkt har udtrykket primært bredt sig blandt unge - især dem, som falder indenfor 'generation Z' (defineret ved at være født cirka mellem 1996 og 2015). Men i takt med at ordet forlader TikTok og de online platforme, bliver flere og flere inviteret ind.

Men netop fordi ordet stadig er forbeholdt de få, er det også med til at kategorisere en “inderkreds” for særligt indviede, lyder det fra Nathalie C. Larsen:

- Det bliver jo brugt til at putte folk i kasser. Lige nu er det en yngre generation, som bruger det til at pege på nogle tendenser hos den mere udenforstående generation over dem, siger hun og henviser til 'millenial'-generationen fødeår mellem 1980 og 1995.

Hun påpeger, at der kan drages en parallel til begrebet ‘boomer’, der i store træk brugt til at påpege forældede værdier hos folk fra babyboom-generationen - dem født mellem 1946 og 1964.

Et udtryk, som har vundet stort indpas i blandt andet klimadebatten, og som i 2020 blev optaget i den danske ordbog.

- Men hvor boomer kritiserer værdier, retter cheugy sig mest mod dårlig stil. Så der har førstnævnte lidt mere dybde, siger Nathalie C. Larsen.

Afstemning

Kendte du ordet cheugy?

Er der en fremtid for ordet?

Alligevel spår hun, at cheugy får fodfæste i sproget på den ene eller anden måde.

- De her ord bliver brugt til at udfolde en tendens, hvor sproget kommer til kort, siger hun.

Derfor mener Nathalie C. Larsen også, at vi i fremtiden vil komme til at se mange flere ord og begreber som cheugy, der vinder frem gennem de sociale medier.

Ligesom man tidligere havde dialekter og talemåder, som stammede fra et fysisk lokalmiljø, er sproget nu ifølge hende også bundet op på online fællesskaber.

- Der bliver skabt et internt sprog og en fælles forståelse, som er for “de indviede”. Og det kommer vi til at se mere af, siger hun.

Der er altså allerede nu vendinger og udtryk på vej frem, mens cheugy går sin sejrsgang på TikTok og flere tilslutter sig ordet. Hvilket måske ender med at gøre udtrykket i sig selv en smule cheugy.