Casper Berthelsen har fået mange hundrede beskeder på Instagram, siden han blev 'Bachelor'. Flest fra kvinder, men også fra mænd.
Bachelor

Et uheld satte en stopper for hans store drøm – 12 private billeder fortæller 'Bachelor'-Caspers historie

Casper Berthelsen deler 12 private billeder, der fortæller en historie om, hvem han var, før han blev den første danske ’Bachelor’.

I dag er han den selvsikre hovedperson i ’Bachelor’, hvor han dater kvinder på stribe i paradisagtige omgivelser i det græske øhav.

I programmet præsenteres han som ”hele pakken”: en smuk, ung gentleman med en god uddannelse og en særdeles veltrænet krop.

Men hvem var han, før han blev kontaktet af en caster på Instagram, og dermed blev den første danske ’Bachelor’ nogensinde?

Da var han en småbuttet teenager, der var pigernes ven. En militærmand med to udsendelser på cv’et: en succesfuld og en mislykket.

Og så var han også bare en ung nysgerrig og rejselysten mand, der engang har tilbragt en nat i arresten i USA.

Her deler Casper Berthelsen en håndfuld nedslag i sit liv, så seerne kan lære årets ’Bachelor’ bedre at kende.

2004: En småbuttet gymnasiedreng

33-årige Casper Berthelsen er vokset op i Midtjylland med sine forældre og sin lillesøster. Da Casper var lille, boede familien i Silkeborg. Siden flyttede de til en gård uden for Billund.

I 2004 startede Casper på Tørring Gymnasium. Et landgymnasium, som Casper måtte køre til i bil hver morgen.

Her var han en mere eller mindre gennemsnitlig studerende, der endte i den matematiske klasse, selvom han egentlig havde søgt den sproglige linje.

Socialt var han en af dem, som både festede med de populære fra musikklassen og gik til LAN-parties med de nørdede drenge. Han var vellidt, men skilte sig ikke synderligt ud.

I gymnasiet var Casper nemlig langt fra det hakkede stykke mandfolk, han er i dag. Han var med egne ord ”småbuttet” og brugte det meste af sin tid efter skole på at spille World of Warcraft hjemme på computeren.

Moden dikterede i de år, at man skulle gå i flagrende genbrugstøj, og Casper eksperimenterede også med at få langt hår.

Jeg var bestemt ikke selvsikker omkring de ting dengang

Casper Berthelsen

Gymnasiedrengen Casper havde næppe set det komme, at han 15 år senere ville date 18 kvinder på en gang som hovedperson i et storstilet tv-koncept importeret fra USA.

- Jeg var bestemt ikke selvsikker omkring de ting dengang, det er der jo ingen teenagere, der er. Og jeg var klart mere pigernes ven, husker Casper Berthelsen.

Han fik dog sin første kæreste i tiende klasse og havde også en kæreste i gymnasiet.

2008: Som skabt til forsvaret

Efter gymnasiet og en fire måneder lang backpackertur søgte Casper Berthelsen ind som værnepligtig.

Dengang anså han værnepligten som det rigtige at gøre for en ung mand. Som et dannelsesprojekt og et sted, hvor han kunne lære sig selv at kende.

Casper Berthelsen opdagede hurtigt, at forsvaret var som skabt til ham. Han har med egne ord enormt stor selvdisciplin og passede godt med Forsvarets værdier som disciplin, orden og struktur.

Han elskede at træne og være aktiv, og han tabte sig 10 kilo på de første fire måneder.

Casper vidste i de år ikke, hvad han ville, men han havde dog en idé om, at for at få et godt liv skulle man tjene gode penge. Og derfor søgte han ind på flyvelederuddannelsen.

Et job, der stiller høje krav til ens fysiske og mentale helbred, og som kræver, at man kan håndtere et vist mentalt pres. Casper Berthelsens mor er flyveleder, og han ville gerne gå i hendes fodspor.

Op til optagelsesprøven brækkede han dog sin arm på en forhindringsbane, hvilket gjorde det svært for ham at gennemføre optagelsesprøven. Casper Berthelsen blev derfor sorteret fra til drømmeuddannelsen.

I stedet blev han uddannet officer fra officersskolen i København og kom i praktik på flyvestationen i Karup.

2009: Arresteret i USA

Casper Berthelsen har altid haft en passion for at rejse, men ét rejseminde skiller sig dog lidt ud fra de andre.

På en tur til USA endte Casper nemlig med at tilbringe en nat i detentionen i staten Nevada.

På en tur til søen Lake Tahoe havde den dengang 21-årige Casper Berthelsen og hans kammerat fået rigeligt inden for vesten til en fest på et lokalt casino, hvor rapperen Snoop Dogg også var til stede.

Aftenen endte med, at Casper Berthelsen blev væk fra sin rejsekammerat og endte alene på gaden i de tidlige morgentimer.

Pludselig kom en politibil kørende.

Betjentene spurgte Casper, om han var fuld, og han svarede ja.

- Jeg var jo bare fuld på gaden ligesom hjemme i Danmark uden at tænke på, at det er ikke alle steder, man må det, siger Casper Berthelsen.

Betjentene bad ham først om at gå hjem, men Casper kunne ikke huske, hvor han boede.

Resultatet blev, at han endte i håndjern på bagsædet af politibilen, arresteret for såkaldt jay walking, som slet og ret betyder at gå ulovligt over gaden.

Han blev taget med på politistationen, hvor han skulle sove sin brandert ud i detentionen.

Om morgenen, da han var blevet ædru, lod de ham gå uden betaling.

- Det er ikke noget, jeg er stolt af, og jeg følte mig rimelig dum dagen efter. Men det kostede jo ikke noget ud over lidt på stoltheden, siger Casper Berthelsen.

2013-2017: To ture til Afghanistan

Casper Berthelsen blev første gang udsendt til Afghanistan som 25-årig.

Han arbejdede på daværende tidspunkt i flyvevåbnet, hvor han havde titel som såkaldt fighter allocator.

Han sagde ja med det samme, da han blev tilbudt seks måneders udsendelse på en amerikansk luftbase i byen Mazar-e Sharif i det nordlige Afghanistan.

Her skulle han overvåge flytrafik i en krigszone midt ude i ørkenen. Der var to ting, man kunne lave. Arbejde og træne. Og ligge i solen, hvis man ellers havde lyst til det i 40 graders varme midt i den afghanske ørken.

Det var en kæmpe nederlagsfølelse

Casper Berthelsen

Allerede efter to måneder inde i udsendelsen, blev Casper Berthelsen dog prikket på skulderen af de overordnede med tilbuddet om at blive sendt hjem – repatrieret, som det hedder inden for militæret.

Han havde svært ved at leve op til minimumskravene i det krævende og stressende job.

Derfor sagde han ja til at blive repatrieret, selvom han ikke engang var halvvejs i udsendelsen. Det var et nederlag for den ellers så ambitiøse Casper.

- Da jeg kom hjem, spurgte alle mig jo: “Hvorfor fanden er du allerede hjemme nu?”. Og så skulle jeg jo fortælle folk, at jeg var hjemme igen, fordi jeg ikke følte, at jeg kunne klare jobbet godt nok. Og det var en kæmpe nederlagsfølelse, siger Casper Berthelsen.

I tiden efter sadlede han helt om i karrieren. Han uddannede sig videre og fik rang af kaptajn og tog en Master of Business Administration.

Fire år senere blev han udsendt igen, denne gang på NATO's hovedkvarter i landets hovedstad Kabul.

En udsendelse, der stod i stor kontrast til oplevelsen i ørkenen, og som gav Casper Berthelsen en såkaldt recommendation medal fra USA.

2021: Midt i en vild og mærkelig tid

Casper Berthelsen arbejder stadig for Forsvaret – dog i en strategisk rådgivningsrolle som HR-partner i Forsvarsministeriet.

Han bor på Trøjborg i det nordlige Aarhus og bruger meget af sin fritid på at holde sig i den form, man ser ham i på tv. Han kan godt lide at sejle, men har ikke egen båd. Han går op i musik, og så er han lykkelig onkel til en lille pige.

For tiden er noget af det, der fylder mest for Casper, dog hans hovedrolle i ’Bachelor’.

Programmet, der blev optaget på den græske ø Rhodos i efteråret 2020, har nu været på skærmen i godt tre uger, og Casper Berthelsen befinder sig med egne ord midt i en ”vild” og ”mega mærkelig” tid.

Programmet, der iscenesætter ham som noget nær den perfekte prins på den hvide hest, har indtil videre haft den effekt, at flere hundrede kvinder og en håndfuld mænd har kontaktet ham på Instagram.

De fleste af dem for at sige, at hvis han nu ikke fandt kærligheden i programmet, så vil de i hvert fald gerne på date med ham.

Andre skriver bare, at han ser godt ud og spørger, hvordan man får en krop som hans.

Jeg har jo bare en sixpack og en uddannelse, der lyder fancy

Casper Berthelsen

Casper Berthelsen selv mener, at der er tale om en form for ”tv-effekt”, hvor man bliver pænere i andres øjne, når først man optræder på tv.

- Jeg har virkelig aldrig set mig selv som en perfekt tier, men nok nærmere som en syver. Og jeg mener stadig ikke, at jeg er mere end alle mulige andre, selvom jeg lige nu står i det her spotlys, siger Casper.

Han finder et vist ubehag ved, at blive fremstillet som ”et hotshot”. Som en perfekt mand, der kan tilbyde en kvinde ”hele pakken”.

- Jeg har jo bare en sixpack og en uddannelse, der lyder fancy, som gør, at jeg passer godt ind i det her tv-program, lyder det fra Casper Berthelsen.

Han mener altså ikke selv, at han er så perfekt, som han bliver gjort til.

Men hvis du nu skal sige noget, der er galt med dig, hvad vil du så sige?

- Jeg vil hellere vende den rundt og sige, at der ikke er noget, jeg er rigtig god til. Jeg er lidt god til det hele, men ikke vildt god til én ting.

Du slipper ikke du skal sige én ting.

- Haha, okay. Jeg har aldrig løst en Rubiks cube. Det kan jeg overhovedet ikke finde ud af.

Se 'Bachelor' på TV 2 PLAY.