LEGO Masters

Særlig otte modeller blæste dommeren bagover – se dem her

Igennem hele 'Lego Masters' har deltagerne overrasket dommer Søren Dyrhøj med deres Lego-modeller. Men nogle skilte sig særligt ud.

Selv efter 20 år som Lego-designer kan Søren Dyrhøj blive overrasket over mulighederne i den lille klods.

Som dommer i 'Lego Masters' har han gennem nu otte programmer set deltagernes kreative modeller – og han er mildest talt imponeret.

Det var Magnus Klint Sørensen og Frederik Randbøll Jørgensen, der endte med at tage trofæet foran Marvin Jameau og Jonas Schilling og Esben Kolind og Lasse Deleuran. Men alle tre hold i finalen har "sprængt rammerne" for fantasi og teknisk snilde, mener dommeren.

- Deltagerne har virkelig udfordret sig selv. Jeg synes, det viser den særlige idérigdom, vi har i Danmark. Vi tænker ud i boksen, siger han.

Her har dommeren udvalgt de otte bedste modeller:

1. Den standhaftige Tinsoldat

Lego-modellen med det enkleste udtryk kan sagtens være det sværeste at bygge. Det var tilfældet for Esben og Lasses model af den standhaftige tinsoldat fra H. C. Andersens eventyr.

- Som seer kan man måske ikke se det, men det er dybt kompliceret med de mange motorer, der gemmer sig i den, siger Søren Dyrhøj.

2. Ecco-sko

"Verdensklasse", kaldte Søren Dyrhøj den kopi af en Ecco-sko, som Esben og Lasse byggede af Lego i designudfordringen.

Den afrundede form er ekstremt svær at opnå, vurderer dommeren. Og så havde de ramt plet med karakteristiske detaljer som Ecco-logoet i både inder- og ydersålen.

3. Space race

Magnus og Frederik byggede en "svævende" model af et dramatisk racerløb i rummet, der var så fyldt med humor, at den har fået plads på Søren Dyrhøjs liste.

- Den havde en skør historie, og det var noget, man ikke har set før, siger dommeren.

Eneste lille hage var, at dommeren synes, at modellen var lidt rodet og svær at afkode på afstand.

4. Den hængende drage

- Den er enkel, men meget kompliceret bygget, lyder Søren Dyrhøjs beskrivelse af Esben og Lasses dragemodel fra sjette program.

Den klare grønne farve på skællene, den orange ild ud af gabet og de enorme, dramatiske vinger gør den til et kæmpe blikfang.

5. Elementet luft

Et kunstværk hvor komposition, historie og teknik går op i en højere enhed.

Sådan beskriver Søren Dyrhøj Esben og Lasses model af en civilisation, der lever af vindenergi.

Inspireret af elementet luft lykkedes det dem på 12 timer (over 2 dage) at skabe et enormt byggeri, som også rummede en historie med mange facetter.

- Jeg synes simpelthen, at den model var den bedste i hele 'Lego Masters', siger Søren Dyrhøj.

6. Karneval

I finalen viste Esben og Lasse endnu en gang, at de mestrer at kombinere Lego og teknik. Deres model var fyldt med dansende karnevalsdeltagere, musikere og sjove detaljer, der hyldede Lego.

- Det er virkelig nogle teknisk svære ting, de har med, siger Søren Dyrhøj.

Dommeren valgte at give modellen en andenplads, fordi han savnede historiefortælling.

7. Den sidste fest

Der var tænkt over hver en detalje i Jonas og Marvins model af et dommedagsscenarie med titlen 'Den sidste fest'. Netop detaljerne er også en del af lave et beundringsværdigt byg, lyder det fra Søren Dyrhøj.

- Detaljegraden er en af deres absolutte forcer. Man kan virkelig gå på opdagelse i det og finde mange små historier med deres minifigurer, siger dommeren.

8. Troldmændenes store kup

Vindermodellen i 'Lego Masters' løb med sejren på grund af den vilde historie, som udspillede sig på tværs af Golden Gate Bridge.

Selvom Magnus og Frederik ikke måtte fortælle Søren Dyrhøj, hvad historien var, kunne dommeren nemt afkode, at der var tale om et bankrøveri foretaget af noget så atypisk som troldmænd. Lego-modellen viste netop øjeblikket, hvor troldmændene åbnede en kæmpe portal for at flygte fra gerningsstedet.

- De her quirky hjerner, de to har, det kan jeg godt lide. Det er unikt og deres personlighed, der skinner igennem i deres byg, siger Søren Dyrhøj om vinderne.

Se 'Lego Masters' på TV 2 PLAY.