Underholdning

Alphabeat står bag ny landsholdssang, men hvad skal der til for at skabe en populær fodboldsang?

Stem på den bedste foldboldssang i bunden af artiklen.

Nogle landsholdssange er blevet synonym med slutrunder, landsholdsfeber og kolde fadøl, mens andre er gået i glemmebogen.

De fleste kan synge med på ’En for alle’, men de færreste kan nok huske ’Hvor’ vi fra?’.

Så hvad skal der til for at skabe en populær fodboldsang?

TV 2 har spurgt Niels Pedersen, kulturjournalist og radiovært på P6 Beat, i anledningen af at det er blevet meldt ud, at popbandet Alphabeat står bag den kommende danske EM-sang, der udkommer fredag.

1. Fodboldstemning

For det første har de allermest populære fodboldssange tilfælles, at de griber fat i en stadionstemning.

Det kan enten være lyden fra tribunerne, ”lå, lå, lå”-lyd eller noget, der rent faktisk bliver sagt på et stadion.

- Det kan være slagord, som ”Vi vil ha’, vi vil ha” eller ”We are red, we are white”, siger Niels Pedersen.

Han peger på, at det absolutte lavpunkt i landsholdssang-sammenhæng er ’Hvor’ vi fra?’ af Birthe Kjær, B-Boys og Safri Duo.

- Teksten er helt gal, det er slet ikke noget, man ville høre op på tribunerne. Derudover er teksten en rodebutik. Den er gumpetung og flyder slet ikke, siger han.

2. Passende tempo

Hvis sangene skal lægge op til fællessang, hvad de gerne vil gøre, så må de ikke være for hurtige, forklarer Niels Pedersen.

- Derfor er mange slagsange ikke særlige hurtige. En af de mest vellykkede er ’Three Lions’, som lykkedes med at være en sang, som folk tog til sig, fordi den er nem at synge, siger han.

Men svaret er heller ikke at gøre en sang langsom. Det kan nemlig også gå for langsomt.

- Nik og Jays landsholdssang er et eksempel på en sang, som simpelthen er for langsom, siger han.

3. Populær kunstner

En populær kunstner kan også være med til at gøre en fodboldsang populær.

- Man kan se, at landsholdssangene fra 1990’erne og frem har haft en populær kunstner med, og det er med til at give sangen en folkelig bredde, siger Niels Pedersen.

Hvilken landsholdssang er din favorit?