Underholdning

Ny film bringer Lindsay Lohan tilbage i rampelyset

Hun havde stor succes i 00’erne, men få år ændrede alt. En ny film bliver beskrevet som en ny chance, men filmekspert er i tvivl.

En nyforlovet hotelarving mister hukommelsen efter en skiulykke og må søge hjælp i en hytte hos en enlig far og hans datter.

Sådan lyder oplægget til den romantiske komedie, som 34-årige Lindsay Lohan skal medvirke i senere på året.

Med filmen vender skuespilleren tilbage til genren, som gjorde hende verdenskendt omkring årtusindeskiftet. Og det er en milepæl, skriver amerikanske medier som New York Magazine, People Magazine og USA Today.

Cannes Filmfestival i 2017. Lindsay Lohan har ikke været helt væk fra filmverdenen. Hun har spillet med i enkelte film og serier, men ingen store hits eller biograffilm.

Efter årevis med misbrugsproblemer og sporadiske filmroller beskriver de filmen som Lindsay Lohans tilbagevenden til det hvide lærred, fordi det er hendes første filmhovedrolle siden 2013.

Ifølge Lohan selv ønsker hun nu at "tage det liv tilbage, som jeg har arbejdet så hårdt for".

Dansk filmekspert er dog mere usikker på, hvilken betydning filmen får for hendes karriere.

Faldt fra tinderne

Historien om Lindsay Lohan er ifølge filmekspert på 'Go' Morgen Danmark' Casper Christensen enormt tidstypisk. Den minder om den, der de seneste måneder er blevet fortalt om popfænomenet Britney Spears i dokumentaren ‘Framing Britney Spears’.

Som bare 11-årig vandt Lindsay Lohan publikums hjerter i rollerne som tvillingeparret Annie og Hallie. Derfra blev hun Hollywoods go-to skuespillerinde, når der skulle castes til ungdomskomedier.

Men allerede få år efter kæmpesucceser som 'Freaky Friday' (2003) og 'Mean Girls' (2004) begyndte det at gå ned ad bakke for Lindsay Lohan.

- Hun er den unge celeb, der bliver spist af det store Hollywood-monster. Det er synd, for hun var en stor barnestjerne og skide god, indtil det begyndte at gå galt, siger filmekspert Casper Christiansen.

På samme måde som sladderpressen nærmest forfulgte Britney Spears og tjente på hendes psykiske nedbrud, har også Lindsay Lohan været en af de kvinder, hvis mindste skridt blev dækket i 00'erne.

Som 21-årig – på toppen af hendes succes – kom det frem i sladderpressen, at Lindsay Lohan var begyndt i behandling for et alkoholmisbrug.

Det blev starten på seks år med løbende rehab-ophold – og tilsvarende færre roller.

Netflix giver en ny chance

- Der er nu næsten gået 20 år, hvor de uheldige ting har fyldt mest i offentligheden, siger Casper Christensen.

Selvom Lindsay Lohan har medvirket i enkelte film op gennem 10'erne, så har hendes privatliv overskygget karrieren, vurderer han.

I 2013 medvirkede Lindsay Lohan i 'Scary Movie'. I årene inden endte hun blandt andet i fængsel, fordi hun overskred betingelserne efter en dom for besiddelse af kokain.

Derfor skal der, ifølge hans erfaring, et kæmpe hit eller en overraskelse til, hvis hun skal opnå samme status som i 00’erne.

Det tvivler han på, at Netflix' endnu titelløse komedie er.

Men filmen er en vigtig chance. Og den kan være én af flere kommende film, Lindsay Lohan kan leve godt af. Med et streamingmarked, som hungrer efter indhold, vil der helt sikkert være plads til Lindsay Lohan på rollelisterne.

- Hun er et navn, og når hun får chancen, er hun en ganske god skuespiller. Men to vigtige spørgsmål er: Har hun det godt? Og kan hun spille skuespil som dengang? spørger Casper Christensen.

De sidste par år har Lindsay Lohan været bosat i Dubai og Grækenland, hvor hun ejer en strandclub. I et interview med CNN i 2020 udtalte hun dog, at hun nu er klar til at flytte tilbage til USA og genoptage sin skuespilkarriere.

Den nye Netflix-film har premiere i 2022.