Frank har fået sin egen podcast – se første klip fra den nye sæson af 'Klovn'
Frank Hvam og Casper Christensen er snart tilbage med nye pinligheder.
Du kan godt begynde at varme tæerne op.
For fra 6. juni skal de igen krummes godt og grundigt, når Frank Hvam og Casper Christensen vender tilbage med en ny sæson af 'Klovn' på TV 2 PLAY.
Og det tyder på, at Frank har gang i nye ting i karrieren i den nye sæson.
I det første klip fra sæsonen, der kan ses i toppen af denne artikel, bliver han forstyrret af sin kone, Mia, mens han optager podcasten 'Franks frikvarter' hjemme i stuen.
Ny instruktør – og nyt tema
Den nye sæson af 'Klovn' består af otte afsnit, som alle er instrueret af Casper Christensen.
De tidligere sæsoner af serien er instrueret af instruktørerne Niels Gråbøl og Mikkel Nørgaard, men nu træder seriens ene skaber selv ind bag kameraet.
Sæsonen har fået overskriften 'Klovn: Vore bedste år' – en reference til firser-komedieserien 'Vore værste år'. Casper Christensen og Frank Hvam udtalte tidligere på året, at temaet for sæsonen blandt andet er at blive ældre.
Sæson syv, der udkom i 2018, havde overskriften 'Tilbage til hverdagen' og handlede om Franks udfordringer med livet som far i en kernefamilie med to børn.
Havde lagt universet i graven
Sæson otte bygger på sin vis videre på den sidste film i 'Klovn'-universet, 'Klovn: The Final' fra 2020.
Her blev seerne introduceret for Caspers nye kone, Fnug, der spilles af Camilla Lehmann. Og hende danner Casper fortsat par med i den nye sæson.
Casper Christensen og Frank Hvam havde ellers udtalt, at universet skulle lægges i graven med den sidste film.
Men når de alligevel vælger at lave mere 'Klovn' i serieform, skyldes det to ting.
- For det første har vi det utroligt sjovt, når vi laver 'Klovn', og for det andet var det så uforløst at lukke universet ned, da filmen blev taget af sidste forår, sagde Casper Christensen tidligere på året, da sæsonen blev annonceret.
Filmen nåede kun at være i biografen kort tid, inden landet lukkede ned i 2020 grundet coronapandemien.
Se de første syv sæsoner af 'Klovn' på TV 2 PLAY.