Underholdning

Anmeldere kalder 'Venner'-afsnit nostalgisk og ligegyldigt

Et nyt genforeningsafsnit af serien 'Venner' vækker nostalgi, men ikke meget mere, mener flere anmeldere.

Efter 17 år væk fra skærmen vender stjernerne fra hitserien 'Venner' tilbage til et særligt genforeningsafsnit.

I afsnittet samles Jennifer Aniston, David Schwimmer, Lisa Kudrow, Matthew Perry, Matt LeBlanc og Courteney Cox endnu engang i seriens velkendte rammer.

Afsnittet, der fra torsdag kan ses på streamingtjenesten HBO, vækker nostalgi hos film- og tv-anmeldere, som dog mener, at genforeningen kun er lykkedes delvist.

- 'Friends: The Reunion' ender som opfølgningen, absolut ingen har ventet på, skriver Berlingskes anmelder, der tilføjer, at det minder om forsøget på at give et stendødt forhold en ekstra chance.

- Man skulle nok have ladet det ligge, lyder konklusionen.

Berlingske giver tre ud af seks stjerner. Det samme gør Filmmagasinet Ekko.

Politiken giver fire ud af seks stjerner, og anmelderen mener, at genforeningen formår at ramme følelsen af nostalgi.

- Det er absolut nostalginarko lige ind i de forkalkede årer, skriver Politiken.

Kemien er stadig til stede

B.T.'s anmelder bemærker ligeledes, at kemien stadig er til stede mellem de seks skuespillere, der mødes igen og ser tilbage på mindeværdige scener, efter at de i 90'erne spillede hovedrollerne.

- Afsnittet rammer da også den helt rigtige nostalgiske nerve, skriver B.T.

The Guardian mener også, det fungerer.

- Der er fortsat en fascination i at se vennerne mindes, drille og hygge sig med hinanden i et nemt, autentisk kammerateri, skriver The Guardian.

The Guardian har givet serien tre ud af fem stjerner. Ud over den gode kemi stjernerne imellem, har The Guardian dog ikke meget tilovers for afsnittet.

- Det kunne aldrig blive mere end en nostalgisk fejring af tidligere lukrative tider, skriver avisen.

Bidrager ikke med meget nyt

Flere af medierne er enige om, at afsnittet ikke bidrager med særligt meget nyt.

The Independent har været den mest rundhåndede i flokken med fire ud af fem stjerner og kalder afsnittet "lige dele ligegyldigt og samtidig en fuldstændig glæde".

'Venner' kørte mellem 1994 og 2004 og blev i Danmark vist på TV 2. Serien var en verdensomspændende succes og blev startskuddet for flere af stjernernes karrierer.