Underholdning

Skuespiller viser for første gang sin nye overkrop frem: - Der er jeg

Elliot Page er en markant stemme i LGBTQ+-debatten.

Det er en smilende mand med tonede muskler i bar overkrop. Men det er også meget mere end det.

Det er nemlig første gang, skuespiller Elliot Page viser sin overkrop frem, efter han har gennemgået en transition fra kvinde til mand og fået sine bryster fjernet.

Og det er en særlig begivenhed, når man som transmand viser sig i bar overkrop for første gang. Det kender Niels Jansen, der selv er født som kvinde, men i dag lever som mand.

- Det er en meget stor ting at kunne være topløs, når man er transmand, siger han til TV 2. Han gennemgik samme operation for en del år tilbage.

- Der er tradition for, at man tager sin t-shirt af til den første Pride, man er til efter operationen. Så kan det godt være, det er pissekoldt. Det er en slags ritual, at ”nu kan jeg endelig have bar overkrop”, siger han.

34-årige Elliot Page har selv lagt billedet af sin bare overkrop på Instagram. Her skriver han blandt andet #transjoy (#transglæde, red.) og #transisbeautiful (#transersmuk, red.).

Og blandt kommentarerne til billedet er: ”det er sådan ægte glæde ser ud,” som talkshow-vært Oprah Winfrey skriver, mens sanger Miley Cyrus kalder Elliot Page ”hot”.

Operation "reddede" han liv

I december sidste år overraskede Elliot Page verden ved at springe ud som transperson. I marts fik han fjernet brysterne, og for en måned siden sagde han, at operationen ”reddede hans liv”.

- Du træder ud af badet med håndklædet rundt om livet, og du kigger dig i spejlet, og du tænker: ”dér er er jeg”, sagde Elliot Page om følelsen af at have fået foretaget operationen i et interview.

BLÅ BOG: Elliot Page

  • Skuespiller og producer
  • Født 21. februar 1987 i Halifax, Canada
  • Har spillet med i blandt andet 'X Men', 'To Rome with Love' og 'Inception'
  • Fik sit store gennembrud i 'Juno' i 2007 og blev nomineret til en Oscar for sin rolle i filmen
  • Veganer - i 2014 udnævnte PETA ham til at være den "mest sexede vegetar" sammen med Jared Leto
  • Sprang ud som homoseksuel på Valentinsdag i 2014

 

Han har i det hele taget været en markant stemme i LGBTQ+-debatten, siden han i 2014 sprang ud som lesbisk.

De seneste måneder har han deltaget i flere interviews om at være transkønnet og om sin transition, og på den måde er han med til at normalisere dét at være transmand, lyder det.

- Da jeg hørte om det første gang, tænkte jeg ”fuck, det er hårdt det der”. Han skulle ikke bare springe ud for sin familie og venner, men for en hel verden. Det had, der vil blive rettet mod ham, er helt vildt. Han stiller sig op og bliver lynafleder, siger Niels Jansen.

Synlighed og repræsentation

Da den 34-årige skuespiller sprang ud som transmand, var der også flere, der sagde, hans udmelding havde ”enormt stor betydning”.

- At en så kendt person står frem er meget vigtigt, fordi det giver en synlighed og en repræsentation. Mange transpersoner vokser op uden nogen at spejle sig i, men det får de her, sagde Susanne Branner Jespersen, sekretariatschef hos LGBT+ Danmark, til TV 2.

Noget af det sværeste ved at være transperson er netop, at man lider under en "permanent andetgørelse", lød det fra Susanne Branner Jespersen.

De manglende spejlingsmuligheder kan ifølge hende aflæses i statistikkerne: Mellem tre og fire procent af den ciskønnede del af befolkningen har forsøgt at tage sit eget liv, mens det for transkønnede er omkring 25 procent.

Elliot Page har også selv sat ord på bekymringerne og usikkerhederne forbindelse med, at han sprang ud.

- Min glæde er ægte, men den er også skrøbelig. Sandheden er, at selvom jeg føler mig ekstremt glad lige nu, og jeg ved, at jeg bærer på et stort privilegie, så er jeg også bange, har han tidligere skrevet på Instagram.