Jussi Adler-Olsen taler ud om bruddet med Zentropa - og om Ulrich Thomsen som den nye Mørck
Forfatteren bag millionsucceserne ser frem til premieren på 'Marco Effekten', første film i serien Afdeling Q med Ulrich Thomsen som Carl Mørck.
Hovedpersonen har fået nyt ansigt.
Når 'Marco Effekten' langt om længe får premiere, skal publikum vænne sig til en ny mand i den centrale rolle.
Nikolaj Lie Kaas er skiftet ud med Ulrich Thomsen i hovedrollen som den noget livstrætte, men afsindigt skarpsindige opdager Carl Mørck med snuden i et spor af bestialske forbrydelser.
Det valg erklærer forfatteren Jussi Adler-Olsen sig svært godt tilfreds med.
- Ulrich Thomsen er en vidunderlig skuespiller, det samme var Nikolaj. Men Ulrich Thomsen er et pragtfuldt valg. Han er en anden type. Med en lille tåre i øjenkrogen, meget mere underspillet, hvilket er med til at forstærke hans karakter, siger succesforfatteren til TV 2.
Udtalelse skabte voldsom polemik
Det er fem år siden, at Jussi Adler Olsen i et interview med ugebladet Her & Nu karakteriserede Carl Mørck figuren i 'Journal 64' - den fjerde filmatisering i rækken - som "enstrenget".
Det blev samtidig sidste gang, at Nikolaj Lie Kaas indtog rollen som Carl Mørck, og det blev til et brud mellem filmselskabet Zentropa og forfatteren. Nu har Nordisk Film rettighederne til at udvikle seriens filmiske univers.
Historien om Nikolaj Lie Kaas skabte voldsom polemik og spekulationer i, om det reelt var Jussi Adler Olsen selv, der havde krævet en udskiftningen af hovedrolleindehaveren.
- At jeg synes, at Carl Mørck-figuren var enstrenget, går ikke på Nikolaj Lie Kaas, men på manuskriptet, forståelsen af bogforlægget, på instruktion, men sjældent på skuespilleren, siger Jussi Adler Olsen, der betegner efterspillet som en veritabel shitstorm.
- Jeg fik straffen for den ene udtalelse, men jeg har moret mig og hygget mig med de første fire film. Og Nikolaj er jo en kæmpe charmetrold over alle, lyder det fra Carl Mørcks kunstneriske stamfader.
Blev væk fra gallapremieren
Bruddet med Zentropa skabte også dønninger i den hjemlige andedam. Skilsmissen mellem tidens bedst sælgende danske forfatter og filmselskabet blev ikke belagt med høflighedsfraser.
Jussi Adler-Olsen glimrede ved sit fravær ved premieren på 'Journal 64'. Det var en klar markering af, at det var på tide at gå hver til sit efter de første fire film i serien, der hver især solgte rundt regnet 750.000 biografbilletter.
- Det gik mest på samarbejdet. En mand, der har læst film og set tusind adaptioner (tillpasning fra bog til film, red.), kan jo finde på at komme med et forslag, og jeg skal tænke mig godt om for at komme i tanke om et eneste af mine forslag, der er gået igennem, siger Jussi Adler-Olsen, der betegner forløbet med Zentropa som "frustrerende".
Selv mener den 70-årige forfatter, at persongalleriet i hans romaner har været misrepræsenteret på det store lærred.
- De kan ikke agere, som de har gjort på film hidtil, siger han.
Bryder sig ikke om spændetrøjer
Spørgsmålet er så, hvad det store, brede publikum vil sige til den nye Carl Mørck. Også bag de andre centrale karakterer er der nye ansigter.
I ‘Marco Effekten’ bliver Mørck, Assad - spillet af Zaki Youssef som overtager stafetten fra svenske Fares Fares - og Rose, nu spillet af Sofie Torp i stedet for Johanne Louise Schmidt, hvirvlet ind i en sag om omfattende korruption og magtmisbrug, da en udenlandsk dreng bliver taget i forsøget på at smugle sig over grænsen.
Historien handler om en skæbnebundet menneskejagt med dyk ned i den københavnske undergrund blandt mafiakarteller og med ministerielle embedsmænd som dukkeførere.
Selvom Nordisk Film skal følge de sidste seks ud af i alt ti planlagte bind om Carl Mørck til dørs, har Jussi Adler-Olsen ikke sikret sig mere indflydelse med den nye samarbejdspartner - trods sine erfaringer fra tiden med Zentropa.
- Jeg bryder mig ikke selv om spændetrøjer, så det har jeg afholdt mig fra, siger han.
‘Marco Effekten’ får biografpremiere 27. maj, næsten 16 måneder efter den oprindeligt planlagte premieredato, der var 4. februar 2020.