Eurovision

Danske Victoria De Angelis i Eurovision-finale: - Det vil være megafedt at vinde

I Italien er Victoria og bandet Måneskin brandvarme. Simpelthen tidens hotteste band. Og deres fans går lige fra små skolebørn op til bedstemødrene.

De forsvarer Italiens farver i det internationale melodigrandprix, Eurovision Song Contest, med et meget heftigt rocknummer, der mildest talt ikke er meget 'O Sole Mio' over.

De er vilde, modige og oprørske. De har spillet og sunget i snart mange år på trods af deres unge alder. De er alle fire kun godt og vel 20 år. De tre af dem mødtes i skolen i kvarteret Monteverde i Rom, hvor de gik på musiklinjen. De tjente allerede som 15-årige en skilling som gademusikanter inde på Roms svar på Strøget i København, Via del Corso. De havde allerede da farvet, langt hår, ringe i næsen og vintage rockmusikerhatte.

Vi er unge og kan mærke, at mange i Italien på vores alder godt kan lide vores slags musik

Victoria De Angelis, finaledeltager i Eurovision Song Contest

Deres look er sidenhen blevet en stor del af deres image og vilde energi. Deres sange er rå og kritiske mod alt, hvad der er pænt og god tone. De udfordrer normerne og bruger gerne slang og bandeord. Det er dog forbudt ifølge Eurovisions regler, så de har måttet skrive de værste bandeord ud af deres sang, 'Zitti e Buoni'.

Titlen betyder "klap i og opfør dig ordentligt". Den er inspireret af en af deres lærere, der altid skældte ud og sagde, at de ikke blev til noget, hvis de ikke makkede ret.

Det skulle han vist aldrig have sagt.

Modebranchen har øje for Måneskin

Ud over deres store passione for musik og deres kunstneriske talenter, blander de sig også i samfundsdebatten. Victoria De Angelis, Damiano David, Thomas Raggi og Ethan Torchio fra bandet er også rollemodeller for mange unge, der ikke lige er som de fleste. De gør op med stereotype kønsroller og forældede forventninger til drenge og piger.

Både forsangeren Damiano David og de andre optræder med masser af make-up, store vilde guldsmykker, neglelak, høje hæle og dinglende øreringe. Han bruger blonder og nederdele, mens Victoria De Angelis ofte vælger maskuline habitter, dog altid med sprudlende og utraditionelle detaljer.

Det italienske modehus Etro havde lavet tøj til dem til den italienske musikfestival Sanremo, hvor de vandt og dermed opnåede billetten til Eurovision. Etro er også på banen igen lørdag, hvor de i samarbejde med Victoria og co. har designet de helt rigtige outfits, som formentligt både er flotte og samtidig hippe og rammende for Måneskins særlige stil.

Som modeikoner er de inspirerende for mange – ikke mindst de store fashion brands og modemagasinerne. Victoria De Angelis pryder da også sidste nummer af Elle Italia med sit blandede italiensk-skandinaviske look, sit faste blik og sit naturlige, ufriserede hår.

Blander sig i politisk slagsmål

TV 2 talte torsdag med Victoria De Angelis, og hun fortalte, at det var vigtigt for de unge musikere at signalere, at alle har ret til at være dem, de er, og at alle skal kunne føle sig frie. Derfor bruger de meget tøj og attitude til at vise, at alt kan lade sig gøre.

Når der er store, svære temaer, der fylder i Italien, som for eksempel LGBT-rettigheder og vold mod kvinder, udtaler Victoria De Angelis og vennerne sig gerne på de sociale medier, hvor de taler de svages sag. I øjeblikket er toppolitikeren Beppe Grillos søn beskyldt for at have deltaget i en gruppevoldtægt, og hans far lagde derfor en stærkt kritiseret video ud på nettet.

I den "frifinder" han sønnen, fordi pigen først anmeldte voldtægten en uge efter, den angiveligt skulle have fundet sted. Da postede Måneskins forsanger en video på sin meget populære Instagramprofil, hvor han bare kort og kontant sagde, at en voldtægt sagtens kunne være rigtig, selvom den ikke blev anmeldt med det samme.

Hans udtalelse blev delt af alle de store aviser og mediehuse i Italien, og sammen med Victoria De Angelis' stemme i kvindesagsemner har givet Måneskin en form for "influencerstatus".

Repræsenterer også Danmark

Victoria De Angelis er født og opvokset i Rom med en dansk mor og en italiensk far. Hun taler flydende dansk og har været i Danmark hver sommer og hver jul. Hun er stærkt tilknyttet til sin familie i Hørsholm, hvor hun både har en moster, en kusine og en mormor. Hun føler, at hun på sin vis godt både kan repræsentere Italien og Danmark.

Hun siger til TV 2, at både hun som person og via navnet Måneskin får placeret hendes andet fædreland midt i Eurovision-festen.

Hun er stolt af at stille op med et moderne og råt musiknummer, som udlændinge nok ikke forbinder Italien med.

- Vi er unge og kan mærke, at mange i Italien på vores alder godt kan lide vores slags musik.

- Det vil være megafedt at vinde, men vi er også bare glade for at være med og at få opmærksomhed fra folk i andre lande. Det er vores drøm at komme ud at spille i verden på den internationale scene, slutter Victoria, som er direkte i finalen lørdag.

De fem største europæiske lande springer semifinalerne over og ryger direkte ind på den store scene til la grande finale.

Og skal man tro bookmakernes forudsigelser, så kommer det til at gå godt for Måneskin. Gruppen er nemlig favoritter til at løbe med sejren.