Underholdning

Glemt roman tilbage på bestsellerliste efter 80 år

Bogen er ikke det første eksempel på, at en roman skal bruge lidt tid, før den slår igennem.

Det er mere end 80 år siden, at romanen 'Der Reisende' blev udgivet.

Dengang gjorde bogen ikke meget væsen af sig. Men i denne uge er den strøget ind på The Sunday Times’ bestsellerliste i England med den engelske titel 'The Passenger', hvor den har modtaget meget positive anmeldelser.

Et uventet gennembrud der blev hjulpet på vej af tilfældigheder og en opsøgende niece.

Hvis man ser på flygtningeproblemet i dag, ser man, at viljen til at hjælpe mennesker i nød er lille

Peter Graf, redaktør

Gik i glemmebogen

Romanen blev skrevet af Ulrich Alexander Boschwitz i ugerne efter Krystalnatten i november 1938 og tager udgangspunkt i de rædsler og den vold, som overgik jøderne.

Handlingen kredser om den jødiske forretningsmand Otto van Silbermann, som ser sig nødsaget til at flygte fra Tyskland og de nazistiske styrker med sin kone.

En skæbne forfatteren kendte til, da han ifølge BBC selv var flygtet fra landet tre år før den skæbnesvangre nat.

Graffiti på facaden af en jødisk butik efter Krystalnatten mellem 9. og 10. november 1938.

Bogen udkom i Tyskland i 1939 og 1940, men blev hurtigt droppet på grund af manglende popularitet. Derefter gik den i glemmebogen, og der forblev den, efter at Ulrich Alexander Boschwitz i 1942 døde i en bådulykke 27 år gammel.

Lige indtil hans niece huskede romanen og fik en god idé.

Trækker tråde til i dag

Ulrich Alexander Boschwitz’ niece kontaktede den tyske redaktør Peter Graf, efter at hun havde læst et interview om en anden glemt roman, han havde genopdaget.

Hun fortalte ham om sin onkels 'Der Reisende', som dengang lå hengemt i Tysklands nationalbibliotek i Frankfurt. Og da redaktøren læste romanen, var han ikke i tvivl om, at det var en vigtig udgivelse at genoptrykke.

Det er et forfærdeligt mønster, som kan ses gennem historien

Peter Graf, redaktør

Ifølge ham har Ulrich Alexander Boschwitz’ tekst et stærkt budskab, som også trækker tråde til samfundet i dag - 80 år efter første udgivelse.

- Hvis man ser på flygtningeproblemet i dag, ser man, at viljen til at hjælpe mennesker i nød er lille. Og jo flere flygtninge der er, jo færre mennesker er villige til at hjælpe. Det er et forfærdeligt mønster, som kan ses gennem historien, siger han til BBC.

Derfor besluttede Peter Graf sig for at genudgive romanen, i første omgang i Tyskland. Her indhentede bogen den popularitet, den før var gået glip af.

I dag er den udgivet på 20 forskellige sprog og har nu også gjort sin entre på bestsellerlisten i England.

Perspektiv

Roman fra glemmebogen

'Der Reisende' er ikke det første eksempel på, at en roman skal bruge lidt tid, før den slår igennem. 

Da amerikanske John Williams i 1965 udgav sin roman 'Stoner', lagde samfundet knapt mærke til den. Over de første mange år solgte bogen ikke mere end 2000 eksemplarer

Men da bogen blev genoptrykt i England i 2003 og i USA i 2006 lød startskuddet til romanens sejrsgang. Her indtog den bestsellerlister på tværs af Europa og Amerika og blev der.