Havens hemmeligheder

Seks billeder fra bag kameraet – sådan fik fotograferne de vilde billeder i 'Havens hemmeligheder'

Hovedreglen bag optagelserne til 'Havens hemmeligheder' var, at ingen dyr måtte lide overlast. Derfor måtte holdet bag finde på kreative løsninger.

I de danske haver findes der et væld af liv, vi aldrig ser. Hverdagsdramaer, som for det blotte øje ikke umiddelbart har den store betydning.

Men i seks afsnit af naturprogrammet 'Havens hemmeligheder' har en flok fotografer med meget dyre kameraer zoomet ind på en ellers næsten usynlig verden.

I alle afsnit har havens naturlige dyr den absolutte hovedrolle. Men ind i mellem måtte naturen have en hjælpende hånd, for at fotograferne havde bare en lille chance for at lave de fantastisk flotte optagelser, der gør 'Havens hemmeligheder' til et seværdigt og lærerigt program.

Dyrenes reelle adfærd er vigtigst

For at seerne kunne få den bedst oplevelse og viden om naturen, måtte nogle af optagelserne nemlig laves ved hjælp af tamme dyr, eller dyr i en form for kulisse, der mindede så meget om dyrenes naturlige omgivelser som muligt.

Det er gjort for at kunne give danskerne en anden indsigt i dyrenes liv, end det man ville få, hvis fotograferne udelukkende filmede de vilde dyr ude i naturen. En metode, som BBC - som især er kendt for deres fascinerende naturprogrammer - også benytter sig af.

Kulisser er ikke altid lig med succes. På trods af super kontrollerede omgivelser og otte dages optagelser, ville myggene ikke stikke den ellers modige assistent.

Biologen Anders Kofoed har været med til at producere programmet, og for ham er der ikke nogen andre måder at gøre det på.

- Mange dyrearter bliver påvirkede af menneskers tilstedeværelse, og optagelserne ville stort set kun vise dyr, der på en eller anden måde var skræmte eller prøvede at flygte. Så for at kunne vise dyrenes reelle adfærd, måtte vi altså ind i mellem bruge tamme dyr, siger Anders Kofoed.

Herunder kan du se seks billeder af, hvordan nogle af optagelserne blev til:

1. Pindsvinets vinterhi

Testoptagelserne af kulissen til pindsvinet foregår indenfor.

Formålet med optagelsen var at illustrere, hvordan pindsvinets verden ser ud, når det er gået i vinterhi. Derfor byggede cheffotograf Frej Schmedes og resten af holdet et vinterhi i en plastikkasse.

- På billedet er vi ved at testfilme vinterhiet. Vi efterlignede en klassisk kompostbunke i haven, og senere satte vi så kassen ud i et indhegnet miljø, så vores pindsvin ikke kunne vælge andre vinterhi end det.

Sådan ser de endelige optagelser af pindsvinets vinterhi ud.

- Da pindsvinet havde fundet sig til rette og fået ejerfornemmelser over hiet, introducerede vi et andet pindsvin for at filme kampen om det bedste hi, der normalt opstår ude i naturen.

- Det hele er også optaget med en lyssætning, for vi kan ikke filme om natten. Ellers skulle vi have haft infrarøde kameraer og seks år til at producere sådan et naturprogram som det her, siger Frej Schmedes.

2. Rødmusenes verden

En flok rødmus flyttede ind i en kasse af plexiglas i redaktionschefens baghave, mens optagelserne stod på.

Formålet med optagelserne var at komme helt tæt på rødmusens meget lille verden. Derfor gravede holdet et bur af plexiglas delvist ned i en have. Og her boede en flok rødmus så midlertidigt under optagelserne.

- Det her er hovedscenen for optagelserne med rødmusene. Vi satte hannerne og hunnerne over for hinanden for at se, hvordan de rigtigt ville reagere, hvis de var i naturen, fortæller Frej Schmedes.

Og det er ikke at snyde, understreger biologen Anders Kofoed. Han har været dyreeksperten bag den flotte programserie.

- Det handler jo om simpel dyreetik. Vi kunne ikke så godt grave en hel muserede med unger op bare for at filme den. Derfor måtte de optagelser foregå i en kasse, hvor musene ikke led overlast, siger Anders Kofoed.

Sådan ser de endelige optagelser af rødmusenes midlertidige verden ud. En rødmus er ikke større end en pakke gær, så de kan være svære at fange på film.

Et andet aspekt er naturligvis også muligheden for, at seerne kan følge med i, hvad der sker med de til tider meget små dyr.

- Ligesom hvis det var en fiktionsfilm med mennesker, skal man filme i øjenhøjde med dyrene. Og med en meget lille rødmus kan selv et græsstrå være en forhindring for kameraet. Så det hele er bygget med en skråning ned mod kameraet, så man ikke misser noget. Det skal se realistisk ud, men samtidig skal det være til at filme, fortæller Frej Schmedes.

3. Tudserne i søen

Med et meget specielt, aflangt objektiv, kunne Frej Schmedes få optagelserne af, at tudserne i vandhullet parrede sig.

Hvordan er parringslivet for tudserne egentlig i de små vandhuller? For at finde ud af det, måtte Frej Schmedes iføre sig waders og et kamera med et specielt objektiv.

Ifølge biolog Anders Kofoed, er der en lille overvægt af optagelser, der er foregået i kontrollerede omgivelser. Men hvor det var muligt, lavede holdet helt naturlige optagelser.

- Billedet her er fra en ægte optagelse, som vi lavede i en kolonihave på Amager, fortæller cheffotograf Frej Schmedes.

- Der var en masse tudser, og der kunne vi filme, at de parrede sig. Det var også et dejligt kontrolleret miljø, selvom det var helt naturligt.

Sådan ser optagelserne fra søen i kolonihaven ud.

- Vi havde en huntudse, der var vores hovedperson. Og mens vi optog, kom der en han og parrede sig med hende. Det var takket være vores research, at vi vidste, at vi skulle være lige i den kolonihave på det tidspunkt for at få optagelserne.

4. Flagermusens mose

Phantom Flex-kameraet sørger for knivskarpe superslow-optagelser af flagermusene, der jager insekter.

Formålet med optagelserne var at vise seerne, hvordan flagermusen jager insekter om natten.

Kulissen til flagermusen er bygget op i en kælder på en forskningsinstitution i Danmark. Det er lavet af noget specielt sort scenetekstil, og så er der sat lys, så det ligner et vandhul med flagermus og insekter om natten.

- Kælderen tilhører en professor, der træner flagermus. Uden ham og hans flagermus kunne vi ikke have fået en knivskarp optagelse i superslow af dét øjeblik, hvor flagermusen fanger insektet, siger Frej Schmedes.

Sådan ser øjeblikket ud i 'Havens hemmeligheder', lige inden flagermusen fanger sit bytte.

- Den scene er jeg pavestolt af, siger Frej Schmedes.

For fotograferne handlede det helt lavpraktisk om, at hvis man skal filme vilde dyr fra forskellige vinkler, bliver man nødt til at have et dyr, der ikke er bange for mennesker.

- Vi kunne jo for eksempel ikke stå og vente flere år på, at en flagermus eller en vild spurvehøg skulle flyve forbi os to gange, siger Anders Kofoed.

- Og dyrene er jo ikke skuespillere. De gør jo bare, hvad de rigtigt ville gøre i de omgivelser. I virkeligheden er det mere retvisende at gøre det på denne måde, end hvis vi kun viste dyr, der var angste eller skræmte over vores tilstedeværelse.

5. Sneglemødet

Et specielt drejeplateau gør det muligt at få de bedste vinkler i den rette højde.

Formålet med scenen var at vise, hvordan to vinbjergsnegle undersøgte hinanden for at finde ud af, om der var parringspotentiale.

Derfor blev der på et specialbygget drejeplateau lagt et vildtvoksende stykke græs.

- Det gjorde vi, så vi kunne dreje græsstykket rundt for at få den bedste vinkel af sneglemødet, fortæller Frej Schmedes.

Plateauet står på en græsmark på Amager og indeholder blandt andet alle de græs- og plantetyper, som insekterne normalt sætter sig på. Så plateauet blev også brugt til optagelser af nogle af de forskellige insekter, der er med i naturprogrammet.

Så tæt kommer vi på de to snegle i første proram af 'Havens hemmeligheder'.

- Jeg har et refleksfrit glasbur, jeg kan sætte på, så insekterne ikke flyver væk. Mange forventer, at sådan nogle naturprogrammer som det her er optaget med camouflagenet og telelinse. Men det hører 70'erne til, og selv BBC, der jo også producerer storslåede naturprogrammer, bruger man tamme dyr og kulisser. Så deres erfaringer har vi også lænet os op ad.

6. Egernspringet

Ved at træne de vilde egern til gradvist at hoppe længere og længere, kunne fotograferne få den optagelse, de ville.

For at kunne illustrere, hvordan et egern springer, når det flygter fra et rovdyr, måtte holdet bruge et vildt egern, der var blevet trænet. Så her var der tale om en hybrid mellem det vilde og det kontrollerede.

- Vi samarbejdede med en mega dygtig naturfotograf ved navn Per Finn Nielsen, der ligesom mig også samarbejder med BBC. Han har specialiseret sig i at dressere egern til optagelser som de her.

Sådan ser springet ud fra en af de mange kameravinkler. Uden et dresseret egern, ville man ikke kunne lave så mange flotte optagelser.

For at kunne komme op til den lokkende mad i et fuglehus, havde Per Finn Nielsen trænet vilde egern til at springe fra en stationær gren i haven. Og hver dag øgede han så distancen, så egernet til sidst måtte yde sit maksimale for at nå fuglehuset.

Og når egernet så kom for at spise, kunne Per Finn Nielsen styre kameraerne med en fjernudløser inde fra skjulet i stuen.

For Anders Kofoed var det vigtigste heller ikke, om det hele foregik naturligt, semi-naturligt eller i kulisser.

- Det var meget få gange, vi brugte trænede dyr. Men det her handler jo om at formidle viden om dyrene og den natur, de lever i. Og det kan bedst lade sig gøre i kontrollerede omgivelser, siger Anders Kofoed.

Bonus-billede

Dyrene i 'Havens hemmeligheder' er ikke skuespillere. Og derfor ville ræven heller ikke bare gøre det, som Frej Schmedes gerne ville have den til.

Det her er et super godt eksempel på, hvorfor man skal lave kontrollerede settings, siger Frej Schmedes.

- Jeg sad med camouflagenet og telelinse tre morgener i træk for at prøve at få et skud af en ræv, der skulle tage den døde fasan, vi havde lagt ud. Men det lykkedes ikke.

- Til gengæld fik vi nogle virkelig flotte morgenoptagelser, men det var jo ikke lige det, vi var der efter. Så vi valgte at gå videre i manuskriptet.