LEGO Masters

Da de andre ville se MTV og kysse med pigerne, begyndte de to drenge at føle sig alene

Venneparret fra 'Lego Masters' følte, at de fandt et lys i mørket, da de første gang mødte hinanden i gymnasiet. 

Da Magnus Klint Sørensen i 2006 trådte ind i sin klasse på Christianshavns Gymnasium, skilte han sig ud fra mængden.

Han havde besluttet sig for, at han skulle være smart. Han havde aldrig rigtig gået op i, hvordan han så ud, men nu skulle det være.

Iført tætsiddende lyserøde stonewashed jeans, en Rolling Stones t-shirt og en brugt, brunternet tweedjakke med lapper på albuerne, gik han ind i sin nye klasse.

"Smart" var måske ikke helt det look, han ramte.

- Jeg så underlig ud, siger han grinende.

I klasselokalet stod en et år ældre fyr med krøller. Han havde skatertøj på af det amerikanske mærke Carhartt og var – ifølge Magnus – lidt mere cool.

De to unge fyre lignede ikke umiddelbart hinanden, men de havde mere tilfælles, end de på det tidspunkt anede.

Det indre legebarn

Lige nu kan du følge Magnus Klint Sørensen og hans ven Frederik Randbøll Jørgensen i 'Lego Masters'.

I farverige skjorter og ens overskæg har venneparret igennem programmerne stolt vist deres kreative bygningsværker frem.

31-årige Frederik og 30-årige Magnus er et af de otte par, der deltager i 'Lego Masters'. Her gælder det om at imponere dommeren med de vildeste og mest kreative Lego-byggerier og vinde titlen som Lego-mestre.

Sådan var det ikke altid i deres tidlige teenageår.

Her oplevede de begge at føle sig alene med deres store passion.

Men de nægtede at lægge Lego på hylden, selvom de oplevede et stigende pres fra deres omgivelser.

15 år og for gammel til Lego

Siden Magnus Klint Sørensen var helt lille, havde han elsket at lege med Lego derhjemme. De to skuffer under sengen i rækkehuset i Vanløse var fyldt til bristepunktet med klodser.

Hvert år stod der "Lego" på ønskelisten til både fødselsdag og jul, og en fast tradition i dagene op til julen var at ryste alle pakkerne og lytte efter, hvilke der var Lego i.

- Lego har en helt umiskendelig lyd. Det rasler på en helt særlig måde. Man er aldrig i tvivl, siger Magnus Klint Sørensen.

Niårige Magnus Klint Sørensen på sit værelse i færd med at bygge med Lego.

Men da Magnus var 15 år, var det slut med at modtage de raslende pakker. I hvert fald ifølge hans mor.

Til jul det år fik han derfor det sidste Legosæt i gave. Det var et X-wing-fly fra Star Wars USC-serien, og den kom med beskeden:

- Nu køber jeg ikke mere Lego til dig!

Og det var ikke kun Magnus’ mor, der syntes, at man var for gammel til Lego, når man var 15. Det samme syntes langt de fleste af Magnus’ klassekammerater også.

De skippede Lego og andet legetøj til fordel for nye interesser.

- De ville se MTV og 'Boogie' og sidde og holde øje med deres telefon og skrive sms’er til piger, siger Magnus Klint Sørensen og griner.

- Det var bare helt ligegyldigt, syntes jeg. Jeg var – og er – bare et legebarn, siger han.

Cirka syv kilometer fra Magnus sad Frederik Randbøll Jørgensen i et værelse i en lejlighed på Østerbro, der også havde hylderne fyldt med Lego. På hans penalhus i skoletasken var ridset to ord: "Lego + Disney". Det repræsenterede hans to store passioner: Lego og tegning.

En hård tid

Frederik Randbøll Jørgensen havde ligesom Magnus ingen planer om at pakke både Lego og det indre legebarn væk.

Han brugte gerne flere år på avancerede byggeprojekter og gik ofte og tænkte over, hvordan han bedst kunne komme videre med sin nyeste kreation.

Frederik Randbøll Jørgensen havde også Lego stående på ønskelisten hvert år, ofte det nyeste Lego-robotsystem.

Men op til gymnasiestarten havde Frederik Randbøll Jørgensen også mærket, at klassekammeraterne forandrede sig.

De gik til fester i weekenderne og brugte hverdagene på at tale om festerne. Og da Frederiks gode ven pludselig fik en kæreste, kunne han slet ikke forstå, hvad der foregik.

- Jeg syntes, at det var så underligt, siger han og griner.

Faktisk ser Frederik Randbøll Jørgensen tilbage på starten af teenageårene som en hård tid.

- Jeg følte, at jeg var sygt bagefter. Jeg havde en form for bucket list med ting, jeg burde have gjort. For eksempel kysset en pige. Og jeg tænkte bare: "Det kommer aldrig til at ske", fortæller Frederik Randbøll Jørgensen.

Han følte sig ikke udenfor. Men alene. Alene med sin passion for Lego. Og for at tegne og for at lave de ting, mange forbinder med barndommen.

Men det ændrede sig, da han trådte ind på Christianshavns Gymnasium.

Et lys i mørket

Det var her, han mødte fyren i de lyserøde jeans og tweedjakken. Magnus.

De to husker ikke præcis første gang, de talte sammen. De husker heller ikke, hvornår de opdagede, at de begge kunne lide at bygge med Lego.

Til gengæld husker de begge tydeligt dagen, hvor de første gang satte sig ned og byggede Lego sammen.

Det var hjemme på gulvet hos Frederik. I hans forældres lejlighed på 3. sal på Østerbro. En mondæn lejlighed der ifølge Magnus dog bedst kunne beskrives som en kolonihave på 3. sal.

Her måtte man nemlig rode og bygge Lego, lige så meget man ville.

Alt kunne få lov at blive stående, så man kunne bygge videre næste gang.

Frederik og Magnus i færd med at bygge en Volvo. Både under og efter gymnasiet afholdt de af og til Legoaftener, og der var også ofte øl på bordet.

De to drenge havde sat sig for at bygge en relativt kompliceret rød Legobil. Den skulle have uafhængig affjedring, så alle fire hjul kunne gå op og ned på samme tid, samtidig med at de var forbundet.

Det krævede kadanled. Dem manglede Frederik. Men heldigvis havde Magnus nogle derhjemme og kunne tage dem med i gymnasiet næste dag.

De byggede og byggede og fandt hurtigt ud af, at de havde meget tilfælles.

Magnus Klint Sørensen havde endelig fundet en, der havde samme passion som ham selv.

- At møde Frederik var lidt som at finde lys i mørket, siger han.

De to fyre har holdt Legoaftener med et par andre venner fra gymnasiet. Her ses nogle af de projekter, de kastede sig ud i.

Frederik Randbøll Jørgensen havde på samme måde en følelse af endelig at møde en, der forstod ham.

- Jeg havde længe følt mig lidt som en ener og havde 'givet op på folk' – i hvert fald i forhold til at lege. Jeg kunne godt føle mig isoleret i min egen boble, men da jeg mødte Magnus, var det lidt, som om den boble blev brudt, siger han og fortsætter:

- Det var helt enormt smukt, fordi jeg følte, at jeg delte perspektiv med nogen, siger han.

Hans bucket list blev tjekket af

De to venner blev hurtigt uadskillelige og fandt ud af, at de havde meget andet end Lego tilfælles. Et kreativt sind. En krøllet tankegang. Og humoren. Noget de både dyrkede, når de byggede med Lego og tegnede.

Magnus og Frederik holdt sammen gennem hele gymnasiet. De dyrkede deres to store passioner og byggede Lego og tegnede sammen. Men der blev også plads til både fester og alkohol i rigelige mængder sammen med klassekammeraterne.

Sammen med en håndfuld andre kammerater fik de taget hul på det teenageliv, de ellers havde holdt sig tilbage fra med fester og alkohol. Ét efter ét blev punkterne på træskolisten tjekket af.

Og de to fyre har bevaret deres venskab og holdt sammen lige siden – også efter gymnasiet.

Et 'Lego Master'-mantra

I dag bor Magnus Klint Sørensen i Hørning, mens Frederik Randbøll Jørgensen bor i København.

Magnus Klint Sørensen har planer om at lege hele livet. Det er kun blevet nemmere, efter at hans datter Sonja på to år kom til verden. Sammen leger de med Lego på gulvet hjemme i stuen i villaen i Hørning.

De værdsætter begge deres venskab højt. Fordi det er et venskab, hvor der både er plads til at tale om vigtige og til tider tunge ting og samtidig plads til at lege.

- Jeg har mange gode venner, men Frederik er en af de eneste, jeg kan bygge Lego med, og derfor vil det altid være lidt særligt, siger Magnus Klint Sørensen.

Og for nylig fik de så mulighed for at lege rigtig meget med Lego igen, da de meldte sig til 'Lego Masters'.

Her har deres kreative tankegang indtil videre bragt dem til femte program.

I dag bor Frederik Randbøll Jørgensen i en lejlighed i København med sin kæreste. Lego fylder også meget i hans hverdag. Ved siden af sit eget firma arbejder han nemlig på deltid i Legobutikken på Strøget.

Makkerparret nyder godt af at have kendt hinanden så længe, fordi samarbejdet glider nemt. Og så har de én regel, når de skal lave et Legoværk:

- Vi havde et mantra om, at hvis ikke vi griner, mens vi brainstormer, skal vi skifte retning, siger Magnus Klint Sørensen.

Sammen har de to venner bygget en masse i Lego, men det største, de har bygget sammen, er nok deres venskab.

Se 'Lego Masters' fredag klokken 20.00 på TV 2 eller TV 2 PLAY.