Hvide Sande

Skuespillere og filmhold var tæt på at blæse væk i ’Hvide Sande’

Filmholdet bag krimiserien 'Hvide Sande' kæmpede med elementernes rasen i den barske vesterhavsby.

Fiskerbyen Hvide Sande, som ligger på en smal landtange mellem Ringkøbing Fjord og det frådende Vesterhav, danner rammen om TV 2s nye krimiserie, der også er opkaldt efter byen.

Men selvom størstedelen af optagelserne til 'Hvide Sande' fandt sted i sommermånederne, var vejret koldt, regnfuldt og ekstremt blæsende.

- Jeg var ikke ude af min overlevelsesdragt i de første seks uger, siger instruktør Tilde Harkamp, som stod for de indledende optagelser i perioden 24. juni til 20. august.

Ifølge oplysninger fra TV 2 VEJRET var netop slutningen af juni og den første uge af juli vejrmæssigt den allerdårligste på de kanter sidste sommer, hvor der var voldsom blæst på op til 20 meter i sekundet. Samtidig blev juli måned den koldeste i 22 år.

- Det var virkeligt barske produktionsforhold. Vi kæmpede i den grad, og det er ubetinget noget af det hårdeste, som jeg har prøvet, lyder det fra Tilde Harkamp.

Skuespillere overrumplet af blæst

Også skuespillerne, som på de lange optagedage tilbragte mange timer udendørs, var stærkt udfordrede af den stride vesterhavsvind.

- Er du sindssyg mand, det var blæsende! Jeg har det virkeligt svært med blæst og modvind, så jeg syntes, at det var vildt irriterende. Men det blev jeg nærmest kureret for, mens jeg var derovre. For i Hvide Sande kan man ikke synes, at blæst er irriterende, siger 35-årige Marie Bach Hansen med et grin til TV 2.

Bølgerne var oprørte i Vesterhavet, da de første optagelser til 'Hvide Sande' fandt sted i perioden 24. juni til 20. august. Her var vindstyrken op til 20 meter i sekundet i Ringkøbing-Skjern Kommune, som Hvide Sande hører under. Ved havet føltes blæsten endnu kraftigere.

Beauforts vindskala - inddelingen af vindstyrker i Danmark

I Danmark benyttes vindbetegnelser i henhold til den internationale Beaufort-skala.

Orkan: >32,6 m/s
Stærk storm: 28,5-32,6 m/s
Storm: 24,5-28,4 m/s
Stormende kuling: 20,8-24,4 m/s
Hård kuling: 17,2-20,7 m/s
Kuling: 13,9-17,1 m/s
Hård vind: 10,8-13,8 m/s
Frisk vind: 8,0-10,7 m/s
Jævn vind: 5,5-7,9 m/s
Let vind: 3,4-5,4 m/s
Svag vind: 1,6-3,3 m/s
Næsten stille: 0,3-1,5 m/s
Stille: <0,3 m/s

Sammen med Carsten Bjørnlund spiller hun den ene af hovedrollerne som et par undercoveragenter, der sendes til Hvide Sande for at efterforske mordet på en ung, tysk turist.

Da ingen af de to skuespillere tidligere havde opholdt sig ved Vesterhavet, var den kraftige kuling ekstra overrumplende for dem.

- Én ting er, at sommeren var trist og kold sidste år, men den der blæsefaktor oveni, det var da helt ekstremt, siger 47-årige Carsten Bjørnlund, der til daglig bor i Valby ved København.

Marie Bach Hansen og Carsten Bjørnlund, der tidligere har spillet sammen i 'Arvingerne', ses i rollerne som undercoveragenterne Helene og Thomas i 'Hvide Sande'. Sommertøjet er dog det rene snyd, da temperaturerne under optagelserne slet ikke var til let beklædning.

Sol, sommer og snyd

Fordi vejrforholdene var så dårlige under optagelserne, måtte filmholdet gribe til særlige metoder for at skabe en stemning af sol og sommer i krimiserien.

- Vi har jo blandt andet snydt ved, at vi har puttet skuespillerne i sommertøj, selvom vejret overhovedet ikke var til det. Det krævede både meget af skuespillerne, som frøs en stor del af tiden, men også af kostumeafdelingen, som stod klar med varme jakker mellem hvert take, fortæller instruktør Tilde Harkamp.

Skuespillerne måtte pakkes ind i store, tykke vinterjakker mellem hvert eneste take under optagelserne. Her ses Carsten Bjørnlund, Bodil Jørgensen og Marie Bach Hansen under en scene på stranden.

Men beklædningen var ikke nok alene til at give den ønskede illusion af at befinde sig i sommerlandet. Det var også nødvendigt at manipulere med redigeringen.

- Fotografen sørgede for at udnytte de tidspunkter, hvor solen var fremme, optimalt. Også i efterbehandlingen da han lavede colourgrade (farvebehandling af film, red.). Man kan snyde meget, og vi blev selv overraskede over, at resultatet var så sommerligt, siger Tilde Harkamp.

Under nogle filmproduktioner bruger man lamper for at give indtryk af, at der er skarpt sollys. Men på grund af det utilgængelige terræn og den kraftige blæst under optagelserne til 'Hvide Sande' var det helt umuligt at stille nogen form for udstyr op.

Sandstorm truede optagelse

Det dårlige vejr var ikke bare til fysisk gene for skuespillere og filmholdet. Det besværliggjorde også selve produktionen.

- Under filmoptagelser er det nødvendigt hele tiden at kommunikere med hinanden. Normalt bruger vi walkier som kommunikationsmiddel. Men vinden gik i dem, så vi ikke kunne høre, hvad der blev sagt. Jeg kunne heller ikke høre skuespillernes replikker, og så er det altså svært at arbejde som instruktør, forklarer Tilde Harkamp.

Kommunikation og planlægning er meget vigtige elementer under en filmoptagelse. Men produktionsholdet på 'Hvide Sande' kunne hverken bruge deres sædvanlige walkier eller vejrudsigten til noget. Vejret kunne ændre sig radikalt på bare ti minutter.

En anden omstændighed ved blæsten, som skabte hindringer for optagelserne, var det faktum, at sandet blev hvirvlet op i luften, så der kom sand ind i kameraer og andet teknisk udstyr. Det betød, at der måtte sættes ekstra mandskab af til at rense udstyret i pauser, der blev lagt ind i produktionsplanen.

- På et tidspunkt, da vi var i gang med at optage et bilræs nede på stranden, blæste det pludselig op, så det udviklede sig til en decideret sandstorm. Det var kun på et hængende hår, at det lykkedes os at gennemføre det, lyder det fra instruktøren.

Anden etape af optagelserne til 'Hvide Sande' varede fra 20. august til slutningen af oktober. Her var vejret mindre blæsende, men filmholdet måtte fortsat kæmpe med at få det færdige resultat til at se sommerligt ud.

Se 'Hvide Sande' mandag klokken 20.00 på TV 2 eller lige nu på TV 2 PLAY.