Hjem til gården

Tv-deltager trækker sig pludseligt fra 'Hjem til gården'

Spoiler: Dele af indholdet i 'Hjem til gården' program otte afsløres i denne artikel.

Den 40-årige Jonas Haagensen havde ondt i maven og en klump i halsen, da han ringede på klokken på gårdspladsen.

Om lidt skulle han fortælle de andre beboere i 'Hjem til gården', at han havde taget en afgørende beslutning.

I ottende afsnit af tv-programmet, som vises på TV 2 i aften, valgte Jonas Haagensen nemlig at trække sig.

Upopulær efter et storbondevalg

Han meldte sig til tv-programmet for at udfordre sig selv i forhold til konfliktfyldte situationer og være i balance med sig selv og sine følelser.

Allerede efter få dage på gården opstod den første konflikt – og det var med Jonas Haagensen som hovedperson.

Han var storbonde og valgte at frede sig selv, efter beboerne havde bestået ugeopgaven. Det var flere af de andre beboere ikke tilfredse med.

'En diktatorbeslutning', 'klamt og nederen og 'dårlig' stil var blot nogle af de ord, hans valg udløste.

Det var især beboerne Mikkel Svendsen og Joekim Nielsen, der blev vrede over valget om at frede sig selv.

Det kom bag på Jonas Haagensen, at reaktionerne var så voldsomme.

- Det er normalt situationer, jeg søger væk fra. Men derinde var man tvunget til at være i det, siger han.

Utilfredsheden fik Jonas Haagensen til at reflektere over sit valg om at frede sig selv, og det endte med, at han gav de andre en undskyldning.

- Valget afspejler mig ikke som person. Jeg ser ikke mig selv som en, der vælger mig selv frem for fællesskabet, siger han i dag og tilføjer:

- Det var et forkert valg truffet af en presset mand.

Her sidder Jonas Haagensen for bordenden. Det gør man kun, hvis man er storbonde.

Temperamentsudbrud forskrækkede beboere

Selvom konflikten blev løst med Jonas Haagensens undskyldning, og han blev inviteret tilbage i fællesskabet, blev han ved med at føle sig presset.

Det skyldtes en kombination af hårdt fysisk arbejde, ikke så meget mad, flere ugers intensivt konkurrenceforløb og stigende taktik blandt de resterende beboere.

Og efter otte 'Hjem til gården'-uger blev det for meget.

Det kom blandt andet til udtryk i en malkesituation, hvor koen var besværlig, viftede med sin hale, der ramte Jonas i ansigtet, mens han malkede. Koen væltede også mælkespanden flere gange.

Det udløste irritation og frustration hos Jonas Haagensen.

Beboeren Marianne Christensen, der havde malketjansen sammen med ham, blev meget forskrækket og påvirket af situation og begyndte at græde senere på dagen.

Jonas Haagensen og Marianne Christensen.

Oplevede et anderledes temperament

Jonas Haagensen har altid haft temperament, men han har aldrig set det som et problem eller som noget, der var ude af kontrol.

Men pludselig stod det klart, at Jonas Haagensens temperament var et problem.

Han oplevede også selv, at temperamentet var anderledes på gården. Hjernen og kroppen var på overarbejde.

Samme aften kørte tankerne rundt i Jonas Haagensens hoved, da det blev sengetid. Han lå vågen til langt ud på natten og tænkte.

Næste dag samlede han de andre beboere på gårdspladsen. Han var presset og havde det elendigt.

Med tårer i øjnene og en knækket stemme begyndte han at fortælle om sit temperament og sine følelser.

- Der er kommet nogle sider frem, som jeg ikke er stolt af. Jeg kan ikke genkende mig selv længere. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Derfor tager jeg hjem. Jeg trækker mig, sagde han.

Jonas Haagensen er selv opvokset på en gård.

Lært at være sårbar

Opholdet på 'Hjem til gården' var sjovt og lærerigt for Jonas Haagensen. Men det var også en følelsesmæssig rutsjebanetur, der endte med at blive for hård.

Han føler, at han traf et modent og modigt valg. Et valg som var utroligt svært at tage, men som var helt nødvendigt for også at lære noget om sig selv.

- Jeg føler, at jeg har lært at være mere sårbar.

Du kan se afsnittet af 'Hjem til gården', hvor Jonas Haagensen trækker sig i aften klokken 20.00 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 PLAY, hvor der er snigpremiere.