Pludselig stod Suspekt i hendes lejlighed: - Jeg blev taget med bukserne nede
Mille Haaning Mortensen var blevet tilfældigt udvalgt til at præsentere de nominerede til 'Årets tv-vært' ved ZULU Awards, der løb af stablen torsdag.
Fra dørkarmen i baggrunden hang metalliske striber af konfetti i pink og guld.
Den 23-årige studerende og ZULU-fan Mille Haaning Mortensen havde pyntet sin lejlighed op til fest. Hun var blevet tilfældigt udvalgt til at præsentere prisen for 'Årets tv-vært' på en live videoforbindelse under dette års ZULU Awards, som blev afholdt torsdag.
Fordi hun var igennem fra sin egen stue i København, ville konfettien i døren og samtalen med værten Christoffer være det tætteste, hun kom på glamour, kendte og stjerneregn den aften.
Troede hun.
Suspekt i lejligheden
Til selve showet var det Suspekt, der skulle overrække statuetten til årets vært. Derfor var Mille Haaning Mortensens opgave også at byde velkommen til dem over liveforbindelsen.
Hun forventede, at gruppen ville træde ind på scenen i K.B. Hallen, hvor showet blev holdt, når hun råbte deres navn op.
Men episoden udspillede sig noget anderledes, selvom hun fulgte manuskriptet tæt. Med øjnene rettet mod kameraet læste hun højt fra sit kort.
- Til at præsentere prisen for 'Årets tv-vært' kommer her Suspekt, lød det.
Men scenen i K.B. Hallen forblev tom.
Hvad Mille Haaning Mortensen ikke vidste var, at de metalliske striber bag hende blev slået til side, og ind ad døren til hendes lejlighed trådte netop de tre medlemmer af gruppen, Emil Simonsen, Andreas Duelund og Rune Rask.
- Jeg blev taget med bukserne nede. De er så seje, så jeg var helt chokeret, siger Mille Haaning Mortensen til TV 2 om oplevelsen.
Hendes kæreste havde i flere dage kendt til planerne og havde hjulpet med at arrangere det uventede besøg.
Som magi
Overraskelserne stoppede dog ikke der. For de nominerede til prisen skulle også præsenteres af den 23-årige studerende.
Omgivet af medlemmerne fra Suspekt i sin egen stue læste Mille Haaning Mortensen kort for kort de nominerede op.
Og for hver gang et navn røg over hendes læber, kom personen til syne gennem den den glitrende konfetti.
- Sofie Linde.
- Philip Faber.
- Sofie Østergaard.
- Abdel Aziz.
- Melvin Kakooza.
Pludselig var Mille Haaning Mortensens lejlighed fyldt med nogle af hovedpersonerne fra showet. En oplevelse hun selv beskriver som "overvældende".
- Det var en tryg oplevelse, men det var helt vildt, siger hun.
Efter kameraerne slukkede, fik Mille Haaning Mortensen sig en snak med sine uventede gæster, før hun sendte dem retur til K.B. Hallen med en to-go-øl i hånden.
Skal se showet med familie og veninder
Efter at have sundet sig oven på den uvirkelige torsdag aften, glæder den 23-årige studerende sig nu til at sætte sig til rette foran skærmen og se showet i dets fulde længde.
Sammen med sin familie og to veninder skal hun søndag genopleve det uventede besøg, som blev sendt live til hele salen under ZULU Awards.
- Det bliver så sjovt. Jeg kan næsten ikke huske, hvad jeg har gjort og sagt, siger Mille Haaning Mortensen.
ZULU Awards 2021 blev optaget i K.B. Hallen torsdag aften og vises på TV 2 ZULU søndag 2. maj og på TV 2 PLAY.