Oscar

Vinterberg jaloux på anden Oscar-vinder: - Han fik sin pris af Harrison Ford

TV 2 mødte Thomas Vinterberg, umiddelbart efter at han vandt sin pris.

Det var efter en lang og festlig aften og nat, at Thomas Vinterberg endelig kunne møde sin jublende familie og den ventende danske presse.

I hånden havde han den forgyldte og prestigefylde Oscar-statuette, og omkring sig havde han sin hustru og sine børn.

- Hvor er det vildt, sagde han som det første, da han mødte TV 2 i Los Angeles-natten.

- Det har jeg gået og drømt om, siden jeg var dreng, da jeg gik og forberedte sådan en tale, som jeg har skulle holde i aften.

Da 'Another Round', som er 'Druks' internationale titel, blev erklæret som vinder, holdt Thomas Vinterbeg en 4 minutter og 19 sekunder lang tale, selvom Oscar-akademiet kun vil have, at de varer 2 minutter. Men Vinterberg fortalte om sin datter, som blev dræbt i en trafikulykke, da optagelserne til filmen skulle til at gå i gang.

- Talen blev lidt længere, end den måtte. Det havde jeg lovet. Den var både for lang og med efternavne, og med alt det jeg ikke måtte, men uden papir, sagde han.

Thomas Vinterberg viste stolt sin indgraverede Oscar-statuette frem.

Laura Dern hviskede "thank you"

Selvom 'Druk' var favorit til prisen som 'Bedste film', havde både Thomas Vinterberg og resten af hans hold nået at tvivle på deres chancer, da tiden nærmede sig.

- Jeg var virkelig nervøs. Jeg synes, at jeg var oppe imod nogle pissegode og dygtige instruktører. Det var stadigvæk en overraskelse, da prisen kom, og det var helt vildt, sagde han.

Det var den amerikanske skuespiller Laura Dern, der overrakte prisen til Thomas Vinterberg. Efterfølgende kunne han se, at den danske klipper Mikkel E.G. vandt prisen som bedste klipper og fik statuetten af Harrison Ford.

- Jeg var en lillesmule jaloux på Mikkel E.G. Han fik en pris af Harrison Ford. Det var stort, sagde Thomas Vinterbeg, inden han dog understregede, at det også var stort at få overrakt prisen af Laura Derm.

Faktisk troede Thomas Vinterberg, at Laura Dern allerede vidste, at han skulle have prisen. Hun hviskede nemlig et "Thank you" ned til ham, inden hans film blev udråbt.

Det fortalte Thomas Vinterbergs kone, Helene Reingaard Neumann, der selv har en rolle i 'Druk'.

Det er fjerde gang, at Danmark vandt en pris for 'Bedste Internationale film'.