Oscar

Sådan gik det de danske Oscar-nominerede

Tre danskere var nomineret i fire forskellige kategorier.

Natten til mandag dansk tid blev 2020’s største filmpræstationer hyldet til det 93. Oscar-show.

Og der var hele fire danske muligheder for en Oscar-statuette.

’Druk’ vandt

Thomas Vinterbergs film ’Druk’ var storfavorit til at vinde en Oscar.

Og filmen levede op til favoritrollen og tog prisen i kategorien ’Bedste internationale film’.

Thomas Vinterberg leverede en fire minutter lang tale, hvor han takkede både filmholdet og sin familie.

Filmen handler om de fire gymnasielærere, der begiver sig ud i et alkoholeksperiment. Den har Lars Ranthe, Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen og Magnus Millang i hovedrollerne.

Vandt 'Bedste klipning'

Den danske klipper Mikkel E. G. Nielsen var nomineret for sit arbejde på den amerikanske film ’Sound of Metal’.

Og som den første dansker nogensinde vandt han prisen.

I sin tale takkede han Danmark og Den Danske Filmskole.

- Jeg er fra Danmark. Jeg vil gerne takke Danmark, fordi de er modige og giver penge til Den Danske Filmskole, så vi studerende kan udvikle vores evner. Det er fantastisk. Det her er, hvad du får, sagde han og kippede med Oscar-statuetten.

Filmen, der handler om en trommeslager, der mister hørelsen, havde allerede vundet to andre filmpriser – British Choice Awards og Bafta.

Vinterberg blev ikke bedste instruktør

Thomas Vinterberg skrev Danmarkshistorie, da han blev nomineret for prisen 'Bedste instruktør'. Det var første gang nogensinde, at en dansker blev nomineret i kategorien.

Men Thomas Vinterberg tog ikke prisen i aften. Det gjorde storfavoritten Chloé Zhao for filmen 'Nomadland'.

'Bedste kortfilm' gik ikke til dansker

Danske Elvira Lind har skrevet og instrueret kortfilmen ’The Letter Room’, men den vandt ikke prisen for ’Bedste kortfilm’.

Filmen 'Two Distant Strangers' løb med prisen.

Elvira Lind er normalt dokumentarfilminstruktør, og ’The Letter Room’ er hendes første fiktionsfilm.

Til filmens hovedrolle har Elvira Lind valgt sin mand Oscar Isaac, der spiller en politimand i et fængsel, hvor han scanner og læser breve til og fra de indsatte.

Danmark har været nomineret i kategorien for ’Bedste kortfilm’ hele 12 gange og vundet 4 gange.