Oscar

Glenn Close blev forbigået for ottende gang, men løb alligevel med opmærksomheden ved Oscar-showet

Årets nominering er ikke det sidste, vi kommer til at se til den garvede skuepiller, mener filmanmelder.

Den 74-årige skuespiller Glenn Close slog natten til mandag dansk tid en kedelig rekord under det store Oscar-show.

Hele otte gange har hun været nomineret til en Oscar, og alle gange har hun måttet se sig slået på målstregen.

I år havde Glenn Close muligheden for at løfte statuetten for ’Bedste kvindelige birolle’ for sin rolle i filmen 'Hillbilly Elegy'.

Men den 73-årige, koreanske skuespiller Youn Yuh-jung løb med sejren for øjnene af hende.

Der er mange ting, der spiller ind på, om en skuespiller vinder en Oscar, siger filmanmelder Niki Vraast-Thomsen.

"Ikke manglende talent"

Det betyder, at Glenn Close nu er den kvindelige skuespiller, der har været nomineret flest gange uden at hive en statuette med hjem.

En førsteplads, som hendes kollega Peter O'Toole har indtaget for de mandlige skuespillere med samme antal nomineringer uden statuette-udbytte. Han modtog dog i 2003 en æres-Oscar for sin karriere.

Man har lyst til at se hende i endnu flere fede roller

Niki Vraast-Thomsen, filmanmelder

Ifølge filmanmelder Niki Vraast-Thomsen skyldes det dog ikke manglende talent, at Glenn Close endnu ikke har en guld-statuette stående på hylden. Der er nemlig flere andre ting, der spiller ind, når vinderen skal findes.

- Hun er god. Men hvis filmen ikke har været lige så stærk som hendes præstation, svækker det også chancerne. Det er et held både at lande den fede rolle i en god film, og så at sol, måne og stjerner står rigtigt, siger han.

Han mener dog ikke, at den garvede skuespiller direkte er blevet snydt for en Oscar-statuette ved sine nomineringer gennem tiden. Ifølge ham er forklaringen, at hun har måttet se sig slået af bedre eller heldigere kandidater.

Glenn Close spillede rollen som feministen Jenny Fields i filmen 'Verden ifølge Garp' fra 1982.

Op på hesten

Årets nominering er dog formentlig ikke det sidste, vi kommer til at se til Glenn Close. Niki Vraast-Thomsen forudser, at hendes navn også bliver at finde på nomineringslister fremadrettet.

Ifølge filmanmelderen er der over de seneste år sket en udvikling, hvor Oscar-showet udover de store Blockbuster-film også har gjort mere plads til de små dramaer. Det afspejles blandt andet i ’Nomadland’, som vandt titlen som ’Bedste film’ ved årets show.

Og i sådanne film gør Glenn Close en god figur, lyder det.

- Man har lyst til at se hende i endnu flere fede roller, før hun får en ærespris, som ofte markerer en form for afslutning på karrieren, siger han.

Glenn Close stjal showet med en helt særlig dans.

Stjal showet

Til aftenens show beviste den 74-årige skuespiller da også, at hun ikke er bleg for at stjæle showet.

Under en musik-quiz til Oscar-showet rejste hun sig op og dansede til 80’er-nummeret ’Da Butt’ af musikgruppen Experiens Umlimited.

En dans, som sendte skuespilleren ud i twerk-lignende bevægelser foran det storhujende publikum.

- Hun leverede et af de allerbedste tv-øjeblikke. Det var det vildeste bevis på, at hun stadig har noget at byde på, siger Niki Vraast-Thomsen.

Se Glenn Closes dans i videoen herunder:

Årets Oscar-show bød ikke på mange underholdende indslag, og derfor var Glenn Closes dans ifølge filmanmelderen med til at løfte stemningen gevaldigt på den gamle jernbanestation Union Station i hjertet af Los Angeles, hvor begivenheden blev afholdt.

- Det var, som om at det satte gang i showet. Hende ville man gerne invitere med til fest, siger han.

Hvilke år har Glenn Close været nomineret?

1983: ’Bedste kvindelige birolle’ for ’Verden ifølge Garp’. Her vandt Jessica Lange for 'Tootsie'

1984: ’Bedste kvindelige birolle’ for ’Gensyn med vennerne’. Her vandt Linda Hunt for ’Lev farligt’

1985: ’Bedste kvindelige birolle’ for ’Den bedste’. Her vandt Peggy Ashcroft ’Vejen til Indien’

1988: ’Bedste kvindelige hovedrolle i ’Farligt begær’. Her vandt Cher for ’Lunefulde måne’

1989: ’Bedste kvindelige hovedrolle ’Farlige forbindelser’. Her vandt Jodie Foster ‘Anklaget’

2009: ’Bedste kvindelige hovedrolle’ for ’Albert Nobbs’. Her vandt Meryl Streep for ’Jernladyen’

2019: ’Bedste kvindelige hovedrolle’ for ’The Wife’. Her vandt Olivia Colman for ‘The Favourite’

2021: ’Bedste kvindelige birolle’ for 'Hillbilly Elegy'. Her vandt Youn Yuh-jung for ’Minari’