Oscar

Første dansker nogensinde vinder Oscar for 'Bedste Klipning'

Ifølge en filmjournalist vil Oscar-statuetten få betydning for Mikkel E.G. Nielsens fremtidige karriere.

For første gang nogensinde har en dansker vundet en Oscar i kategorien 'Bedste klipning'.

Der er tale om Mikkel E.G. Nielsen, som har vundet prisen for sin klipning af filmen 'Sound of Metal'.

Klipperen takkede i sin tale hele holdet bag filmen, Den Danske Filmskole, Døvesamfundet, samt sin familie og sine venner.

- Tak for at invitere mig på denne livsændrende rejse. For mig har det været ligesom at følge regnbuen, og i dag føler jeg, at vi fandt guldet. Tak, lød det fra Mikkel E.G. Nielsen.

Søn af forsanger i 'Gnags'

'Sound of Metal' handler om en trommeslager, der bliver døv, og inden nattens Oscar-uddeling sagde klipperen i et interview med TV 2, at filmens emne i høj grad er noget, han kan relatere til.

Det der med, at det sådan skal dryppe på degnen, det havde jeg sgu aldrig forestillet mig. Overhovedet

Mikkel E.G. Nielsen

Mikkel E.G. Nielsen er nemlig søn af Peter A.G. Nielsen, forsanger i bandet 'Gnags'.

- Jeg synes, at det var et fantastisk spændende tema. Jeg har altid selv spillet trommer, og jeg kommer selv fra en familie, hvor musik har været en stor del af vores liv, så jeg kunne virkelig relatere til den følelse af at skulle miste den sans, siger han.

Mikkel E.G. Nielsen

  • Uddannet fra Den Danske Filmskole i 2001
  • Har bl.a. været klipper på 'Kongekabale' fra 2004 og 'En kongelig affære' fra 2012
  • Har modtaget flere priser, bl.a. en Robert for 'Kongekabale' og 'En kongelig affære' 
  • Er søn af forsangeren i 'Gnags', Peter A.G. Nielsen
  • Har som den første dansker nogensinde vundet en Oscar for 'Bedste klipning' af filmen 'Sound of Metal'

 

Han fortalte desuden, at det at vinde en Oscar aldrig har været en drøm, som i hans øjne har været inde for rækkevidde. Derfor var det også meget stort for ham at blive nomineret.

- Det der med, at det sådan skal dryppe på degnen, det havde jeg sgu aldrig forestillet mig. Overhovedet.

Et stort navn i filmbranchen

Klipningen af en film er formentlig noget, som de færreste tænker over, når filmen ruller over lærredet, og klipperen er ikke udadtil repræsenteret på samme måde som instruktøren og skuespillerne.

Men ikke desto mindre har klipperen en afgørende betydning for, hvordan filmen bliver.

Han er en, som alle kender, når de skal have en god klipper

Casper Hindse, filmjournalist på Filmmagasinet Ekko og Dagbladenes Bureau

Det fortæller Casper Hindse, der er filmjournalist på Filmmagasinet Ekko og Dagbladenes Bureau

- Fordelen ved at være klipper på det niveau er, at Mikkel kan klippe på en måde, som ikke behøver et sprog. Han guider os gennem filmen som et musikstykke, siger Casper Hindse.

Mikkel E.G. Nielsen selv beskriver, hvordan han som klipper kan ændre på stemningen i en film:

- I klipningen kan du godt gå ind og ændre ting radikalt. Og noget, der virker utrolig skræmmende i én version, kan du få til at virke utrolig sjovt i en anden version, bare ved at ændre musik, lyd, billede og stemning, fortæller han.

Kan fremover "vælge og vrage"

Spørger man Casper Hindse, er prisen meget velfortjent.

- Han er i verdenseliten i forhold til at få det hele til at gå op, og man forstår, hvor historien er på vej hen, siger han.

Selvom det formentlig er de færreste danskere, som har hørt Mikkel E.G. Nielsens navn før, er han ifølge filmanmelderen allerede et meget stort navn inden for filmbranchen.

- Han er en, som alle kender, når de skal have en god klipper.

Casper Hindse fortæller desuden, at Oscar-statuetten får betydning for klipperens fremtidige karriere. For den giver en helt særlig form for anerkendelse, og derfor kan Mikkel E.G. Nielsen formentlig "vælge og vrage" mellem opgaver fremover.

Udover prisen for 'Bedste Klipning' vandt den danske film 'Druk' også en Oscar for 'Bedste Internationale Film'. Filmen er instrueret af Thomas Vinterberg, som modtog statuetten i Los Angeles.

Se alle nattens Oscar-vindere her.